Logikken i at Odense er blevet centrum for både den amerikanske Nashville-scene og en lang række danske singer-songwriters er at der er nogle driftige mennesker, med de USA baserede Stefan Mørk og amerikanske Blue Foley i spidsen, som har valgt at gøre Odense til en musikby. I ihvertfald i en weekend i september
Og Odense gør sig godt som musikby. Der er et antal velegnede musiksteder med Dexter, Posten, Studenterhuset og Magasinet i front, og det nyere musikteater og konferencested Odeon, som den store kapacitet.
Festivalen har fokus på det man kan kalde folkets bonderøvsmusik. Altså country og folk. Henholdsvis den amerikanske Nashville-scene og den skandinaviske singer-songwriter-scene. Hver for sig, og på åbningsdagen også sammen i Cash-hyldest-koncerten, der næsten fyldte den store sal i Odeon (kapacitet 1740 siddepladser).
De to brødre Simon og Thomas Alstrup fra Jonah Blacksmith begyndte koncerten med to af Johnny Cash´s mange covernumre, Danny Boy og Aint No Grave. Sidstnævnte en næsten 100-årige mørk gospelsang som Jonah Blacksmith-brødrene fik til at dirre sammen med Danmarks bedste roots-orkester med to andre brødre – Troels og Lars Skjærbæk – og guitaristen Rune Kjeldsen i front. Og glemmes skal ikke trommeslager Mads Andersen og bag tangenterne Mikkel Damgaard. Det band sikrede en høj kvalitet i hele Cash-koncerten.
Herefter kom den ægte vare på banen. Den forholdsvis ukendte Dan Smalley, som dog allerede spillede på Nashville Nights festivalen sidste år. Og de to folk bag festivalen har sammen med mange amerikanske branchefolk i Nashville god grund til at ”opdage” Dan Smalley som den nye Sturgill Simpson eller Chris Stapleton. Den nye frække bonderøv på Nashvillescene
Han har stemmen, teknikken og ikke mindst et gudsbenådet fortællergén. Allerede som opvarmning til Cash-koncerten fortalte han drabelige historier om hvordan han havde været ved at smadre sit liv i druk lige indtil den dag, hvor han i fuldskab sparkede den forkerte dør ind. Det var naboens, og naboen skød ham to gange. Han var erklæret død ved ankomsten til hospitalet, men overlevede. Det blev starten på et mere sobert liv, og det vilde liv er nu mest livligt i de stærke tekster.
Derfor var det måske næsten for oplagt for Dan Smalley at spille Cash´s egen sang Don’t Take Your Guns to Town, men det blev også hans egen sang. Bagefter gav han en udgave af Roseanne Cashs Tennessee Flat Top Box.
Alt tydede godt, men noget af aftenen faldt sammen, da nogle af de danske kunstnere mere fortolkede sange som Cash også havde fortolket, så det blev svært at finde Cash-hyldesten i en Cat Stevens-sang (Father & Son med Bjørn Fjæstad), en Bob Dylan-sang med M. Rexen og Vera Lynn-sangen We´ll Meet Again i Ginne Markers udgave.
De stærkeste fortolkninger var, når det var Cashs egne sange. Som da Allan Olsen og bandet kastede sig ud i en rap-lignende udgave af 1956-singlen Get Rhythm om en skopudsers liv (i virkeligheden B-siden til Walk the Line). Odense-udgaven var stærkt inspireret af Ry Cooders power-rock-version fra midt-firserne. Her brillerede Rune Kjeldsen med slideguitarspil som var en Ry Cooder sammenligningværdig.
Allan Olsen havde også en bonderøvs (country-folk) udgave med ham selv på guitar og de to korsangere Rasmus Pedersen og Rikke Egholm Ravn, der normalt udgør duoen Glimtvis. Her var en flot pendant til den yngre bonderøv Dan Smalley, selvom Allan Olsens historier sjældent involverer skydevåben. Mindre kan også gøre det.
Folk kom senere op af stolene da amerikanske Noah Smith og Payton Taylor sluttede koncerten af med både ”Jackson” og ”Folsom Prison Blues”, hvor bandet igen blomstrede op og spille ”røven ud af bukserne” – igen med Rune Kjeldsen i en power-slide-guitar-solo, som fik anerkendende nik fra Noah Smith.
Sætliste:
Danny Boy – Jonah Blacksmith
Ain’t No Grave – Jonah Blacksmith
Don’t Take Your Guns to Town – Dan Smalley
Tennessee Flat Top Box – Dan Smalley
Don’t Think Twice, It’s All Right – M. Rexen
If I Were a Carpenter – Kira Skov og M. Rexen
The Man Comes Around – Kira Skov
(Ghost) Riders in the Sky – Kira Skov
Kingsland Arkansas – Allan Olsen
Get Rhythm – Allan Olsen
Girl from the North Country – Ginne Marker
Father and Son – Bjørn Fjæstad og Ginne Marker
The First Time Ever I Saw Your Face – Bjørn Fjæstad
I Walk the Line – Fallulah
God’s Gonna Cut You Down – Fallulah
Wildwood Flower – Payton Taylor
Jackson – Noah Smith og Payton Taylor
Folsom Prison Blues – Noah Smith
Ekstra numre:
Hurt – Bjørn Fjæstad
Ring of Fire – M. Rexen
We’ll Meet Again – Ginne Marker