På denne dag – i skrivende stund – den 11.03.20 – er det tillykke med fødselsdagen til Marcus King, Han fylder 24 i dag, og tak for en svedig mandag aften i en tætpakket og udsolgt sal i Lille Vega. Yes, knægten med det skulderlange hår under hatten var bare 23, da hans The Marcus King Band spillede sidste job på en lang El Dorado-Europa-turné i forgårs på Vesterbro i København.
Hans unge alder til trods, har han allerede fire albums i kataloget, tre som The Marcus King Band og så den ny Dan Auerbach producerede ”El Dorado” som et soloalbum. Men det var som, eller rettere med The Marcus King Band, at ungersvenden fra Greenvile, South Carolina trådte op i det brandvarme Lille Vega på en aften, hvor al Corona-paranoia virkede glemt for et par timer.
Der er ikke himmelvid, men dog en vis størrelse forskel på Marcus King som sig selv med producer, Auerbach, og så på dét Marcus King Band, der fyrede den af her. For at fremme forståelsen ved en lettere overdrivelse: På ”El Dorado”-albummet synger Marcus King forrygende og fantastisk, nuanceret, følsomt, fed, fed soulstemme, når det er det, der skal til. Mandag aften lød hans stemme af l…, eller ihvertfald som en endnu en ordinær blues-skråler.
Måske en del gik tabt ved lydmandens pult, for koncerten lød i længere stræk ikke vildt godt. Der manglede bund og nuancer i Marcus Kings vokal, mens hans guitar fik fuld rulle. Der VAR også meget af den. Marcus King er selvfølgelig ikke nogen dårlig eller middelmådig guitarist, fuck mand, han kan flytte fingrene i en fart, men for meget udartede sig til ren guitarlir, og ihvertfald er der meget langt fra Marcus King til fordums forbilleder i Allman Brothers Band og nyere tiders store guitarist i dén genre og omegn, Derek Trucks. Det hedder klasseforskel.
Apropos Allman Brothers Band: The Marcus King Band spillede I en meget lang, meget instrumental passage i koncerten og helt efter bogen ”In Memory Of Elizabeth Reed”, ét af de et kvarter eller længere lange numre fra southern rock-hjørnestenen ”Allman Brothers Live At Fillmore East 1971”. Yderst loyalt spillet og velment at hylde Allman Bros, meen: For loyalt, det er jo for H… jamband-musik, så må der godt, efter min smag, jammes, flippes og syres ud, tages chancer, tage klassikeren et bare lidt andet sted hen.
Men der VAR, OK glimrende momenter . ”Homesick” fra det forrige MKB-band album med fællessang på omkvædet sendte stemningen og temperaturen i vejret og mod finalen. De to ekstranumre, først en tilpas stærk – og kort – udgave af Neil Young & Crazy Horse’s ”Down By The River”, kulminerende i hit´et “The Well” fra ”El Dorado”. For hunde da en velskabt ny-klassiker indenfor sydstats-rocken. Et vidunderligt gadekryds mellem Led Zeppelins ”Black Dog” og ”Oh Well” med Fleeetwod Mac (i Peter Green-æra´en). At opleve ”The Well” live, fik mig, næsten, til at bære over med resten af en knap to timer lang koncert, hvor, for at opsummere:
Manden, drengen i centrum, ikke sang nær så godt, som han beviseligt kan. Trods stor fingerfærdighed på strenge og gribebræt, ikke overbeviste om, at han ud over at være en dygtig dreng, også er en interessant guitarist.
Plus: Marcus King er ikke begunstiget med ret meget, der minder om karisma, udstråling eller showmanship til at bære det hele hjem. Det han komme, knægten fylder som sagt 24 i dag. Kunne album-producer, Dan Auerbach mon dog ikke gøre noget af det samme, han har gjort ved Marcus King i studiet og få ham ud og synge lige så skidegodt, som han gør på den overordentligt anbefalelsesværdige ”El Dorado”?. Hope so!
