Det var annonceret at The Minds of 99 skulle gå på scenen klokken 21.30 til denne største enkeltstående koncertbegivenhed på et dansk stadion nogensinde, med hele 52.000 solgte billetter. Da Side 33 omkring tyve minutter over otte ankom til pressepladsen på A tribunen, ventede der sig lidt af et overvældende syn. Et af mange denne aften skulle det vise sig. Parken var nemlig næsten allerede fyldt, selvom support navnet Lord Siva endnu ikke var på, og det ’blot’ var DJ Eloq (August Fenger Janson) der varmede publikum op. Der var en sitrende stemning, og lyset i tusindvis af telefoner blev allerede afprøvet over en bred kam, mens musikken blev nydt og tørsten slukket.
20.40 gik Lord Siva på til en modtagelse, som de fleste hovednavne bare må drømme om i hele sit liv. 20.50 eksplodere Parken for første gang – i en udgave af 11. September 2021 – som med garanti vil blive husket resten af livet for samtlige tilstedeværende. Lord Siva – i øvrigt omgivet af et fuldblodsband med guitarist, bassist, tangentspiller og trommeslager – hyldede nemlig den i år alt for tidligt afdøde musiker – perkussionist af guds nåde – Jacob Andersen, som blandt sine mange mindeværdige meritter her i livet var en af stifterne og et af de faste medlemmer af Danseorkestret. Lord Siva gav en særdeles overbevisende og tændt version af ”Kom tilbage til mig”, der fik publikum lige fra forreste række til bagerste på øvre sektion B i den modsatte ende til at skråle med og få armene i vejret af begejstring.
En hyldest så stærk at jeg stadig i skrivende stund får gåsehud ved at tænke tilbage på et øjeblik, der tændte håbet for fremtiden – og gav første bevis på at vi – alle 52.000 – var tilbage i en virkelighed uden restriktioner, uden begrænsninger og uden låg i forhold til at måtte udtrykke sin begejstring i fællesskabets tjeneste. Gid det dog fungerede sådan at Jacob Andersen har kunne sidde på en formfuldendt sky og nyde synet og brølet, og mærke den utvetydige varige kærlighed til et af hans mange livsværker. Efterfølgende blev ”Stjernerne” tændt overalt i Parken ved hjælp af hvad der lignede stort set alle tilstedeværende mobiltelefoner på matriklen på Øster Allé, hvorefter “Solhverv” afsluttede en ‘high five’ af en popparade, der bestemt var en ægte Lord værdig.
Klokken passerer 21.30 og stemningen er lige så VILD – som var det en EM-finale med Christian Eriksen tilbage på holdet, der var i vente. EM feberen raser i Parken. Alle venter på forløsningen – på at tage temperaturen på ”Danmarks største rockband” – på at få udløst det kæmpe undertryk, som 1 års udsættelse af koncerten har givet. Kan The Minds of 99 så tage dette næste store skridt, som ingen har taget før? Svaret skal vise sig at blive et klokkeklart ”JA – og uden forbehold” og EM-feber – får pludselig en ny betydning . For en ”Ekstraordinær Minds” feber har lagt sig over tungt over Parken, med en berigende smittende effekt, mens ”Lååå – lå lå lå lå – lååå” sangen gjalder højt og bragende for første, og langt fra sidste gang.
21.37 høres Niels Brandts stemme pludselig – men hvor er han?. Jo, som en ægte solkonge hænger han i en kurv helt oppe under taget, som er rullet ud i Parken denne skønne indian-summer aften. Langsomt sænkes han med – mens publikum uopfordret indgår i fællessang til “Solkongen”- og det med volumen på et fuldstændigt uhørt niveau – mens resten af bandet indtager den store scene, der har tre store skærme på baggrund, der sikrer at detaljerne undervejs kommer med for alle.
Den efterfølgende ”Ung kniv” leveres skarpere end skarpt – og selv de mest hardcore anmeldertyper på sektion A5 har svært ved at lægge låg på sin begejstring. Parken synger med som var det et soundtrack til selve befrielsesdagen – og på nogle måder var det jo lige præcis også det det var. Den største koncertbegivenhed i hele EU i 1½ år var en realitet – og den var igangsat på et niveau, som det allerede nu var klart at INGEN andre danske band ville kunne gøre. Og som den store overraskelse var lyden endda også fremragende. The Minds of 99 ved at ingen er stærkere end det svageste led, og alt var derfor sat ind på at denne koncert ikke skulle ende i snak om dårlig lyd. Normalt er det mest superliga bold der spilles i Parken – men The Minds of 99 – og deres hold af hjælpere, scenefolk, lys- og lydfolk osv. havde allerede bevist at de hører til i Champions League!
Den hyldest som publikum gav The Minds of 99 efter ”Ung kniv” er reelt ubeskrivelig – og må være tatoveret i hjerte og sind resten af livet de fem bandmedlemmer – Niels Brandt (forsanger), Anders Folke Larsen (guitarist), Asger Wissing (bassist), Jacob Bech-Hansen (synthesizere) og Louis Clausen (trommer).
Men hvorfor er de så gode? Ja, dels fungerer de som en helhed – og dels har de en forsanger, der ikke bare har en stor personlighed og genkendelighed i sin vokal, men i hele sin udstråling. Den er professionel – den er stålsat – og den er givende – og så ser den altid fremad. Man kunne på storskærmen se det i Niels Brandts blik fra starten. Fuld fokus på både at give den bedste side af sig selv, og på at give sig hen til fællesskabet mod nye mål. Sådan noget lykkedes kun hvis du allerede har sange, der i deres tekst og primært elektro-rockende vibe har noget der kan ramme dig uanset om du er 17, 34, 51 eller 68 år. Det viste sættet på 21 sange, at The Minds of 99 har.
Teksterne betyder noget for publikum, og det høres på alle de sange hvor de igen og igen uopfordret bare synger med direkte fra hjertet – i en fællessang, der gjorde numre ”Som fluer”, ”Hurtige hænder”, ”Emil”, ”Stor som en sol”, ”Det er Knud som er død” og det afsluttende ”Alle skuffer over tid” meget større end numrene selv – og for den sags skyld The Minds of 99.
Og det er præcis der The Minds of 99 lige nu vinder over alle andre herhjemme. De rummer både før-festen, festen, efter-festen og refleksionen, troen, drømmene og tvivlen – og ikke mindst gå-på-modet og fremsynet.
De bruger næsten hele Parken – ved at bevæge sig rundt på forskellige scener – ved at give akustiske udgaver af et par numre – ved hele tiden at flytte fokus – ved hele tiden at give de fem individer væsentlige roller i en helhed, der naturligvis er båret af en Niels Brandt, der som ceremoniforfører f.eks. får hele Parken til at hoppe i takt på numre som ”K før Ærligheden” og første ekstranummer ”En stemme”. Der spilles på alle strenge – der er lidt crowdsurfing fra guitaristen, lidt DJ techno Beat stemning fra Jacob-Bech Hansen, der har flyttet sig ud til den forreste del af publikum under en kæmpe en spejlkugle, der pludselig hejses ned. Undervejs også et intermezzo med en lille film, der kører på storskærmene, og indledes med ordene “livet er intet uden kaos”, og et nummer “Drømmer om livet”, hvor alt næsten går i sort og man blot følger Niels Brandt intents gående og syngende – mens musikken kører på med fuld effekt. Ja, det er de små geniale og gennemførte detaljer, der løfter det samlede indtryk til et level, hvor man man næsten glemmer at nævne at numre som ”Ubåd”, ”1,2,3,4” og ”I’m gonna die” egentlig ikke hører til der, og mest af alt bare optager unødig plads på et sætliste, hvor ”Ma Cherie Bon Bon”, ”Fuglebur” og ikke mindst ”Ud af min krop” burde have været selvskrevne.
Synet af ‘folket’, der bar bandet på himmelvendte hænder står i sig selv som et kapitel til historiebøgerne. Men det bliver med garanti ikke det sidste kapitel med The Minds of 99 som hovedrolleindehaver. De er åbenlyst et band, der har mere at give – og et nyt album er på vej – der at dømme efter de fem første singler – og aftenens verdenspremiere peger i vidt forskellige og spændende retninger. ”Tal mig ind i varmen” lød en linje i den helt nye sang ”Under Din Sne”. Det er næppe nødvendigt lige nu – for der er intet varmere på den danske musik himmel lige nu end The Minds of 99.
21 numre var landet så smukt som nyfalden sne en juledag – og da det hele var slut 23.30 var EM-feberen blot steget til nye højder – og ”Lååå – lå lå lå lå – lååå” råbene blev vedvarende ved længe efter sidste vellydende tone havde lydt. For mig personligt var det uden tvivl den største LIVE præstation af et dansk band eller artist siden Nephew toppede på Roskilde Festivalens orange scene i 2010.
