Stemningen var mildt sagt sitrende i den totalt udsolgte Royal Arena. Der var næsten landskampstemning – altså den efterhånden ret sjældne forekomne intense euforiske – hvor der er fyldt på lægterne, og alle synger og gynger med. Men NÅR den er der – så sidder den altså også lige i fællesskabet. Der var således ”åh – lå – lå – lå – lå, lååh lå” sange helt op til at The Minds of 99 kl. 21.15 gik på scenen. Og det gjorde de med stil og med klasse til åbningstonerne fra den ellers noget mislykkede næstnyeste single ”1,2,3,4”.
Men der stod de. Smukt iscenesat og samlet på række som fire siloetter – der fra starten ville tydeligøre, at de er et band, der er vokset over tid og har opgraderet hele vejen rundt – både musikalsk, og på gimmick og billedside. De står ikke længere i skyggen af nogle, men har kørt sig selv i stilling som et band, der har den sjældne evne at kunne spille både store arenaer og de største festivaler op. Og det med folkets højlydte opbakning.
Testen var bestået – den royale fest var i gang – og resten af den 1 time og 43 minutter lange koncert blev næsten et rent triumftog – og en sand symfoni af indslag, der satte begejstringen på maksimum.
Det var den ikke helt til opvarmningen med JADA. Men hun kunne varme sig på, at pladserne allerede var godt besatte og gulvet næsten fyldt, da hun gik på scenen sammen med sine tre musikere og tre korsangerinder. Hypen omkring hende har været stor – og er ikke blevet mindre efter hun for nylig modtog Kronprinseparrets kulturelle stjernedryspris.
På seks numre fik hun vist at hun har en helt igennem fantastisk stemme, der måske nok stadig er større end selve sangene, men som også vil og bør høres. Det blev særligt klart i det utroligt flot fremførte ”Not Alone”, hvor korarrangementet i den grad imponerede. Hun lukkede med ”Lonely” og det var nok det sidste hun følte sig, for publikum var i den grad på – og de sang med – og hyldede hende helt velfortjent, som den nye pop-prinsesse hun så ganske retvisende er udråbt til.
Men tilbage til kongerne. Allerede fra andet nummer ”Ung kniv” er stort set alle i Arenaen oppe fra stolene – og The Minds of 99 har salen i sin hule hånd. De første jubelbrøl er nærmest bombastiske – og bandet viser overskud med at trække en kunstpause i nummeret ud – bare for at mærke og holde stemningsniveauet på maksimum. Det er overskud. Det er høj klasse.
”Et barn af min tid” foldede sig efterfølgende ud som et tidligt højdepunkt – med en energisk dirigent i baggrunden på billedsiden – og et fedt tempo, tordnende trommer og et givende lag med guitar. Ikke noget at sige til at forsanger Niels Brandt efterfølgende udbrød ”DET FANME LÆKKERT DET HER”. Alle virkede til at være enige.
Til en koncert med MO99 behøver man som forsanger ikke opfordre sit publikum til at synge med, det sker helt automatisk – selv på den kun godt 1 uge gamle rørende og afdæmpede ”Som fluer” – med Niels Brandt klædeligt placeret ved klaveret. Et mesterstykke. Et sandt svendebrev.
Det var deres version af ”Drømmer om livet” – hvor Niels Brandt med en fotograf helt oppe i ansigtet – i den grad også, og understregede vigtigheden af og vitaliteten i lige det nummer – der med tunge house lydende beats og blinkende stroboskoplys skabte en dirrende og dundrende club stemning.
Herefter fulgte en nærværende og akustisk ”syng-med” version – kun fremført af Niels Brandt – af ”Solkongen” på en lille scene midt i hallen – og fra samme scene blev den fulgt op af ”Ud af min Krop”, der dog blev akkompagneret af bandet fra den store scenen, alt imens Niels Brandt lod sig hejse op til tredje levels højde via en sakse-lift. Da han kom ned igen – skulle han jo tilbage på den store scene, og de 50-60-70 meter tog han med publikums hjælp via en af de længste crowd-surf ture denne skribent har set – og han blev båret frem (og derved tilbage) som en ægte konge af folket.
Efter at have lydt helt menneskelige – uden reel musikalsk magi – på numrene ”Ubåd”, ”Står som en sol / flad som en pandekage” og ”Im Gonna Die” – kom aftenens store positive overraskelse – et nummer, som endnu ikke er udgivet – det helt nye “Big City – Bright Lights”, der med et pragtfuldt pop-rock kitch’et omkvæd – der bragte minder om både David Bowie og Blondie i 80’erne – lød som bandets næste store hit.
Herefter var det bare hornet i bund på ”Stjerner på himlen” og koncerten ud. En magtdemonstration, der skabte en næsten Beatles agtig lydkollage, da MO99 kom tilbage for at afslutte med hele 3 ekstranumre – naturligvis med ”Alle skuffer over tid” som det sidste og konfetti udløsende afslutningsnummer.
Hvis nogle har stillet spørgsmålstegn om bandet er klar til at indtage Parken næste sommer – så gav de et klart og uomtvisteligt svar her – det er de!
