Lad os lige slå det helt fast her fra starten – dette har intet at gøre med en ny udgave af det gode gamle legendariske ska/new wave orkester Madness fra England. Musikalsk har de absolut intet tilfælles – ja, det skulle da lige være den dejligt godtgørende galskab.
Danske The New Madness er reelt et enkeltmandsprojekt, hvor den i Berlin bosiddende Bjarke Sørensen er herre i eget hus, og på debutalbummet ”After Hours” står for alle instrumenter, sang og sangskrivning – mens hans LIVE supplerer bandet med Simeon Loth, Elie Granger, og Alexander Cumming.
Albummet har været længe undervejs – og hele 8 ud af 12 numre har allerede været ude som singler. Den første ”Lovesick” kom helt tilbage i 2017 – og endda under et andet band navn The Dead-On, som dog viste sig at været taget af et par andre artister. Men held, tilfældigheder eller bare det faktum, at først ”Lovesick” – og siden nummeret ”New Madness” (som projektet så tog navn efter) var så opsigtsvækkende iørefaldende rock af den slags, som ikke kender til grænser – gjorde at opmærksomheden omkring projektet steg både i indland – og udland, og pladeselskabet Crunchy Frog slog til og signede The New Madness uden større betænkningstid.
Projektet har så til gengæld taget sig tid – og den er givet godt ud. Det er numre af den slags som ikke kræver dyb tallerken, måske snarere tolv unikke genbrugstallerkener fra et garagelager. Det er således no-nonsense garage rock, med noter af rock’n’roll og blues, der serveres på ”After Hours”– og fans af The White Stripes, The Black Keys, Arctic Monkeys, Kaleo ellers landsmændene Ring Them Bells kan godt stikke lyttelapperne ind i dette nye tossehus.
The New Madness oplyser selv at den slet ikke så tossede opskrift består af den rendyrkede frihed til at rocke igennem med energiske trommer, effektfulde riffs på to elektriske guitarer, sing-a-long hooks samt høje harmonier – og det kombineres med budskaber om at gå egne veje, om at fornægte konformiteten og ensrettetheden, ligusterhæk-tyranniet og janteloven.
Det er et derved et album, der i sin grundessens mest er til fest, fart og frihed– men som også rummer mere end det. Mange af numrene er som sagt udsendt som singler – tre i 2017, to i 2019, og tre her i 2020 – men alligevel er det samlede indtryk friskt – og sammenhængende i sit alligevel bredtfavnende udtryk.
Det er ikke mange rockband, der som udlæg kan servere et hattrick som ”Lovesick”, ”Night Watch” og ”Better Than That”, der åbner albummet så man forstår alvoren og viljen på under 10 minutter. “You’ll Know My Name” følger trop som et af de fire numre, der ikke har været ude som single, og holder varmen oppe i en garage, hvor der med garanti også er plads til store armbevægelser ala Pete Townshend fra The Who.
Og lige præcis hvem The New Madness er bliver efterhånden mere og mere tydeligt som albummet skrider frem – for de følger deres nye opskrift på ”New Madness”, der bare giver sult på endnu mere rock. Og det kommer skam også senere I form af flere herlige godbidder som “After Hours”, ”Never Coming Down” og ”Thru Hard Times”, og ”Love Me Like A Bad Girl”, der alle mere eller mindre hæsblæsende sender signaler om at rock og dansegulv stadig godt kan have et lighedstegn imellem sig.
Men midtvejs sker der noget, der viser at galskaben har flere ansigter. Ikke mindst når de mere dæmpede og blå toner danner ramme om mesterstykket ”Go My Own Way”, der lyder af den samme kaliber, som har gjort at Kaleo har rundet det 400 millioner afspilninger af deres ”Way Down We Go” på Spotify.
At der i det hele taget er mening med galskaben når tempoet ikke er til overhalingsbanen, viser også pladens to sidste numre – ”Recess, Brothers”, og den korte ”Soon We’ll Be Strangers”. Især førstnævnte gør det godt med en duft af benzin og bluesmark – og en vejrudsigt ,der melder om både råt og blåt – og mest af alt understreger, at The New Madness har GPS’en indstillet på at fortsætte lige ud af en flersporet international vej – direkte mod toppen af rocken.
Et ægte PLAY IT LOUD album for rockhjerter med blåt blod i årene – og liv i garagen.
