THE REPTONES – “Painkillers and wine”

“Når de voksne synger så godt, så lytter man”

Dette er den femte udgivelse siden 2012 fra det danske band The Reptones. Et band, som stille og roligt har udviklet sig fra et energisk indie-cana-outtake af Davenport og til en moden feel-good-folk duo bestående af det eneste gennemgående medlem Bo Bech og hans tætte musikalske sparringspartner gennem en håndfuld år Kim Heibon på guitar.

De præsenterer her et album, der musikalsk tilbyder mere “ro på” end ligefrem tempobelagte stress symptomer – og på tekstsiden prikker de opmærksomt til nogle af alle de udfordringer, absurditeter, holdninger og drømme, som man kan støde ind i som midtvejsmenneske i selve livet.  

FOTO : Maria Fremming

På deres seneste album ”Human speed” var teksterne også gennemarbejdede og tankevækkende, men de blev leveret i et højere tempo, og var mere pakket ind i en fængende produktion, hvor musikken og det melodiske var fokuspunktet på et naturligt mere band orienteret album, der dog ikke fik den ørenlyd, det fortjente – til trods for vitale vitaminindsprøjtninger i form af holdbare perler som ”Face the music”, ”Italian Biker”, ”Disco” og ikke mindst titelnummeret. Det hele dengang produceret af Bo Bech og mixet af hans gode ven Paul Kimble – kendt fra Grant Lee Buffalo og i nyere tid Pistol Star – som har været med inde over på alle de første fire The Reptones album.

Denne gang er både produktion og mix lagt i hænderne på et af vores lands mest karakterfulde og stilskabende producere – Nikolaj Nørlund. Og det valg har været godt – ikke mindst henset til at han har kunne arbejde med denne samling af 10 sange på ”Painkillers og Wine”, ud fra et omdrejningspunkt om at skabe et album, der både mærkes og høres bedst som en helhed.

Det er således blevet “et læn dig bare tilbage og lyt album”, hvor man ligesom ved en god dokumentarfilm får mest ud af det hele, hvis man lader albummet spille sig ud fra start til slut – og lader sig indfange stemningsmæssigt i de 38 minutter, der skal bruges på oplevelsen.

Denne skribent har altid fundet nydelse i lyden af The Reptones, men har egentlig aldrig bidt mærke i hvor god en sanger Bo Bech rent faktisk er. Det høres på dette album, hvor vokalen er kommet mere frem i lydbilledet, og derfor automatisk gør at man lytter mere efter – ikke mindst fordi at hans og Kim Heibon’s virkeligsnære og velformulerede tekster serveres på et niveau, hvor relaterede kunstnere som Grant Lee Phillips, Elvis Costello, Mark Olson etc. sikkert også ville være ganske tilfredse.    

Arrangementerne er enkle – ofte med fornemt programmerede strygere – men har generelt tilpas med pondus til at ilden i pejsen ikke går helt ud undervejs, selvom det er lige ved at ske midtvejs, hvor ”Baby Capricorn”, ”Run Like the Wind” og ”Except my mind” – skaber de øjeblikke af stilstand og momentvis kedsomhed, som forhindrer albummet i at være den åbenbaring, som albummets fem første og to sidste numre ellers spiller op til.

De nævnte numre mangler lige de små punchlines i både tekst og melodi, som løfter resten af pladen, ikke mindst åbningsnummeret – hyldesten til hverdagens helte – ”Tried To Be Nice” med den så herligt overskudsagtige linje – ’Dylan made it cool to be wise” eller det herlige titelnummer om de pudsige små sikkerhedsnet vi bygger om omkring vores liv, der ofte mest fyldes af alt det vi ikke fik gjort.  

Af det ikke behøver blive kedeligt fordi der er tilbagelænet er ”The King on My Island” det bedste bevis på. Det er så musikalsk intenst og stemningsmættet, at gåsehuden kommer på besøg , for Bo Bech synger her med så meget nerve og følelse, at man bliver helt bange for at han virkelig har fået Økuller.


Afdæmpet er også afslutningsnummeret ”Too Old To Lie” – der på smukkeste vis – og med glimt i øjet, som et dansk svar på Randy Newman – efterlader en mere end tilfreds efter 10 numre med afbalanceret voksenundervisning i velproduceret americana-folk.     

At alt ikke er skåret efter samme skabelon i Nikolaj Nørlunds punktlige og præcise produktion, vidner denne skribents to favoritnumre fra albummet om. Det hyggeligt og minderige country-ish ”57 Seconds To Oblivion” – og så sidespringet ”Silently Passing”, som bygges nænsomt op og men tilsættes milde omdrejninger af letfordøjelige psykedeliske vinde.  

Hovedpinepiller behøver man ikke til dette album, men et godt glas vin er bestemt ikke at kimse af som ledsager.   

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 27.03.20
Label: Reptone (trykt på Nordsø Records)
Genre: folk/americana

Leave a Replay

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 27.03.20
Label: Reptone (trykt på Nordsø Records)
Genre: folk/americana
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.