Det stod i musikkens tegn mange steder i Næstved fredag d. 15. oktober. For alt imens mange sad fast foran husalteret og var Vild med dans, så slog Næstved på stortromme for LIVE musikkens mange ansigter ved at tilbyde tre kvalitetstunge koncertoplevelser i byens centrum.
Poul Krebs og Danmarks underholdningsorkester havde indtaget Arena Næstved og i Vershuset spillede et af vort lands til stadighed fedeste rockbands The Sandmen, der smukt bærer den rockfakkel videre, som ‘way back when’ blev antændt af bands som The Rolling Stones.
Og lige præcis det band – der i år kan fejre deres 60-års jubilæum – var omdrejningspunktet i det gamle ridehus på Grønnegade Kasserne, hvor en lille karavane af nogle af Danmarks meget dygtige og erfarne musikere og sangere var rullet ind som en del af The Rolling Stones Tribute. Omkring 200 forventningsfulde publikummer i den mere modne alder havde indløst billet til en begivenhed – der mest af alt skulle hylde og leve op til budskabet ”It’s only rock’n roll, but I like it”.
Side 33 har flere gange besøgt Grønnegade Kasserne og som altid bliver man godt modtaget af deres venlige personale og den rare stemning der indhyller stedet. Centerleder John Nørbjerg kunne fortælle at man heldigvis er ved at få de stående koncerter tilbage igen – og man som altid har den bedste lyd i byen. Det fik han ret i!
Denne koncert var dog solgt som siddekoncert, og det holdt man fast i – og med indlagt pause efter de første 9 numre. Man kunne dog godt fornemme at da først musikken spillede så mindede det for mange lidt om en mild form for menneske plageri – siddende, at skulle lytte på så mange af Rolling Stones bedste klassikere! Der var dog et par enkelte kvinder , der ganske diskret dansende lidt med i perioder, bagerst i salen, og som aftenen skred frem var der efterhånden mange ,der var kommet længere frem i stolene og rockede mere med på alt den energi der strømmede ud fra scenen.
Selvom publikum altså sad godt plantet i deres sæder så smittede det ikke af på scenen, hvor der var fuld gang i alle musikerne og i deres performances i begge sæt. Frontfigurerne Bjørn Fjæstad, Mathilde Falch, Jimmy Jørgensen, og Bobo Moreno sang på skift to numre – og kom allerede i første sæt forbi velanrettede udgaver af numre som ”Paint in Black”, ”Wild Horses”, ”Sympathy for the Devil”, Ruby Tuesday” – ligesom kvinden bag tangenterne Silje Holtan også viste sig som en ægte ”Beast of Burdon” da hun overtog leadvokalen på et enkelt nummer.
Bandet – med kapelmester Kennet Lauridsen, Søren Møller, Silje Holtan, og Adam Winberg spillede som var de født på en rullesten, og den ekstra band i bandet – Knud Møller – spillede igen som den guitargud vi efterhånden alle jo ved han er.
Andet sæt bød på endnu flere perler. Jimmy Jørgensen lagde ud med ”Miss You” og ”Start Me Up” – og fik virkelig rullet alle sin talenter ud. Hvis ikke publikum var tændt op før – så var de det da nu, og det momentum fulgte Mathilde Falch op med en nærmest ustyrlig og bevægende glæde over at trykke den af som en ægte rock’n roller. Hun skulle ikke synge mere end den første linje af “Angie” før spontane bifald lød fra salen. En utrolig følsom og rå version af denne ustyrlige klassiker tog i den grad kegler, ligesom den opfølgende ”It’s only rock’n roll” gjorde det.
Der var ingen syngende duetter, men der var til gengæld masser af soloer fra alle musikerne til stor glæde og begejstring, og især Knud Møller delte ud af sine alt andet end forstenede trylleformularer. Det hele sluttede med alle på scenen i en mere end tilfredsstillende version af ”Satisfaction” . Her stod publikum op og klappede denne aften i Ridehuset hjem med kæmpe smil på læberne. De havde oplevet fire markante stemmer – der alle leverede på hver deres måde – og tydeligvis med ‘Stones’ hjertet på rette sted.
Det kan kun anbefales at tjekke dette hold ud – på de fire koncerter der resterer på turen. Ikke som erstatning for den ægte vare, men som en appetitvækkende supplement. Den 5. og 6 november er Bobo Moreno dog afløst af Alex Nyborg Madsen.