The Sandmen har alle dage været det sorte får i klanen af de største danske rockband. De har aldrig helt evnet (eller villet) – som D-A-D, Dizzy Mizz Lizzy, Sort Sol og Volbeat – i større eller mindre grad – alle har gjort det, forsøgt at tilpasse sig omgivelsernes og branchens skiftende forventninger.
Det betyder et karriereforløb, der har budt på lige dele afvikling og udvikling. De har været kompromisløse, ukloge, geniale, skæve og lige på – men har altid taget både sejre og tæsk, som de rigtige mænd, de alle dage har været. Nu er de tilbage i en udgave, der for andet album i træk favntager det danske sprog uden så meget pis og poesi. Det har resulteret i det måske stærkeste og mest vedkommende album siden deres klassiske 1992 album ”Sleepyhead”.
Musikalsk – lyder det langt hen af vejen, som man kender The Sandmen – en klassisk cocktail, der har fået et lille pift. Ingredienserne er stadig følelsen fra tresser-rocken og lyden af Rolling Stones og The Doors stående forrest, blandet med glam-rockens og punkens rastløse energi, og så tilsat et skvis fra den mere jævnaldrende britiske rockscene med de flossede nerver og en uopslidelig kamplyst. Undervejs krydret med lidt dunkel-industrial-elektrorock a la Thåström. Og for filan – den opskrift virker stadig rystende effektivt på de 11 sange, der skarpt folder sig ud over 41 minutter. Hele vejen igennem lyder bandet optændte og fokuserede i sange, der som udgangspunkt er skabt i fællesskab i øvelokalet.
For selvom Allan Vegenfeldt stadig er den lysende stjerne med sin himmelstormende kodyl fede vokal, så bliver helheden kun spillet i land fordi Stefan Moulvad, Michael Illo Rasmussen, Jes Hein, og Jarno Varsted i den grad også byder ind med en team-spirit, der kan føles og mærkes. 500%.
Undervejs mødes man også af et par af karrierens måske mest vellykkede “ballader” – nemlig ”Kærligheden flyver” og ”Fuldmåne” – der pludselig tydeliggør, at Magtens Korridorer måske slet er det danske rockband, der er tættest på at kunne fylde lidt af Gasolins store sko ud.
Men bedst er The Sandmen nu når de rusker, rocker og rykker os rundt, som i titel nummeret, og i f.eks. Lys og Kærlighed” , ”På gaden”, og ”Jeg er fri nu” – ellers når der går industrial-blues i den på ”Rundt om solen” – eller aller aller bedst når de bare leverer hele pakken i et majestætisk rocknummer som ”Red dig selv” med fuldfede blæs fra gæsterne Maria Faust og Ned Ferm. Kun på ”Metaldrømme” virker de pudsig nok lidt metaltrætte. Resten er langtidsholdbar musik, af den slags man aldrig kan få nok af hvis man er født med bare en snert af rock i blodet.
Uden tvivl numre, der i den grad kan få lov at vokse yderligere, når de får lov at blive luftet live. Der er således mange gode grunde til at glæde sig til at The Sandmen starter deres tur den 22.11 på Vershuset i Næstved.