The Sheepdogs – Lille Vega – 04.06.19

The Sheepdogs - VEGA - 04062019 - (54)

Fotograf: Brian Selander

“Gode håndværkere af den gamle skole”

The Sheepdogs var tidligere på året opvarmning til Rival Sons til en koncert i Store Vega. Men som det har været bekendt i hjemlandet Canada og i USA i årevis, hvor de har været mere end populære arbejdsmænd på landevejen, så viste de også i Store Vega , at de har så meget hovednavnpotentiale i sig.

Så derfor var det en glæde, at se at Vega igen lagde scene til bandet. Denne gang som hovednavn, og i de lidt mindre rammer i Lille Vega.De rammer fyldte de overbevisende ud i løbet af en 100 minutter og 21 numre lang koncert i et ganske velbesøgt Lille Vega.

Særligt originale er de ikke. De heller ikke direkte virtuose. Til gengæld fungerer de som dygtige og ægte formidlere af en musiktradition, der ligesom deres stilsikre udstråling tager udgangspunkt i en tid, hvor lærebøgerne til ”the School of Rock” blev skrevet af Lynyrd Skynyrd, Humble Pie, Creedence Clearwater Revival, Steppenwolf, The Allman Brothers Band, Eagles, og ikke mindst af deres landsmænd Neil Young og Bachman-Turner Overdrive.

Kort sagt – ærlig og regulær rock af den gamle skole. The Sheepdogs emmer fra top til tå af start og midt 70’erne, både hvad angår udseende og lyd. De har dog taget jam elementet ud af ligningen – og derfor er det reelt kun i ekstra nummeret – en veloplagt udgave af The Allman Brothers klassikeren ”Ramblin Man” at nummeret nærmer sig de 10 minutter.

De er dog på ingen måder et kopi band. De har gennem deres 13 årige levetid, leveret hele 6 fuldlængdealbum med eget materiale, og de har mere eller mindre konstant været uafbrudt på tur.Set-uppet er klassisk country-rock med forsanger og
guitarist (og et par numre keys) Ewan Currie og hans bror Shamus Currie på keys, trombone (og et par numre guitar), lead guitarist, pedel-steel mand og violinist Jimmy Bowskill, og rytmegruppen Ryan Gullen (bas) og Sam Corbett (trommer).

Dagens sætliste er centreret omkring deres nyeste – og stærkt anbefalelsesværdige album ”Changing Colours” – der blandt andet indeholder et af de numre – ”Nobody”, som både hvad angår riff og opbygning rent faktisk så rigeligt kan tåle at blive målt direkte med inspirationskildernes bagkatalog. Det blev smukt foldet ud, som en kåd sommerhilsen, og bandt
sammen med ”Ramblin man” en solid snor mellem fortid og nutid.

Andre højdepunkter var en usandsynlig tændt LIVE udgave af ”I’m Gonna be Myself”, som lød som Bachman-Turner Overdrive i deres velmagtsdage, og ”Help Us All”, der i den grad med et fuldfedd groove og beat dokumenterede dette
bands vitale og velfungerende evne til at skifte hest undervejs. Hvilket i øvrigt blev understreget af den Eagles klingende version af ”I Ain’t Cool” lige inden.

Men det var de – cool, calm og værd at samle på – og selvfølgelig med danske øl på scenen, fremfor gammelt vin.     

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.