Det er altid spændende og udfordrende med objektiviteten for øre at prøve at bedømme og sætte ord på et album, hvor artisten i forvejen rummer kultstatus – og har fået forord på albummets cover af selve den legendariske musikkritiker David Fricke (Rolling Stone Magazine m.fl.) Altså med Fricke om bord – så er tingene som regel ligesom sagt. Men med en af nestorens afsluttende sætninger i forordet som vejviser –
”Here is medicine and refuge for the new weird order and beyond, from a band that keeps the faith and can’t be stopped”
… vil jeg efter at have indtaget min medicin i fulde omdrejninger alligevel give “You can’t handle ….” nogle ord med på vejen. Ikke mindst fordi The Tremolo Beer Gut så afgjort fortjener, at blive hørt – også af den generation, der måske ikke var helt voksenmusik modne i de herrens år 1999 og 2000, da The Tremolo Beer Gut gav de første par velskænkede omgange i form af de to ny-klassiske surt-rock album ”The Inebriated Sounds of the Tremolo Beer Gut” og ”Under the Influence of Tremolo Beer Gut”. Siden fulgte “ Nous Sommes The Tremolo Beer Gut, Qui Le Fuck Êtes-Vous”? i 2008 – og så har publikum ellers måtte ’nøjes’ med et coveralbum og et live-album.
Men myten lever om bandet, der via Sune Rose Wagner og Jesper ”Yebo” Reginal voksede ret pludseligt ud af Psyched Up Janis turbus – i en fælles erkendelse af en dyb kærlighed til den guitarlyd folk som Chet Atkins og Duane Eddy mestrede, den surf-lyd som Joe Meek og Dick Dale havde som signaturlyd, og til de italienske b-film soundtrack, som gjorde Ennio Morricone til filmmusikkens ubestridte konge.
Sune Rose Wagner var kun med på første album – da hans nye band The Ravonettes pludselig tog både verdensomspændende fart og det meste af hans tid – og han blev afløst af The Great Nalna (alias Ulrik Petersen) – bror til Yebo, Sammen med de to andre oprindelige medlemmer – svenske Per Sunding på bas og Ole ”Jengo” Lembcke udgør de fire stadig stammen i bandet her i 2021.
At de er det på en ganske gennemført maner, ses allerede på coveret – der stilsikkert har samme foto og layout som de tidligere udgivelser. Ja, det er sådan set helt ligesom en klassisk Clint Eastwood film med musik af Morricone – du ved hvor overlæggeren er sat!. Begrebet bundniveuaet eksisterer ikke – her taler vi kun om hvilket klassetrin vi er på. Det er i nuancerne og i finesserne at du skal finde forskellene. Udgangspunktet for TBG er nogenlunde det samme her i 2021, som det var i 1999, men omstændighederne er nogle andre, og bandet er naturligt også andre steder i deres liv. Deres netværk er udvidet, og måske derfor står gæsterne nærmest i kø – lige fra Sune Rose Wagner, til Jon Spencer og Christina Martinez via Jarno Varsted (Leif Sylvester, Savage Rose, Sandmen m.fl.) – og så lige en håndfuld mere – blandt andet – og vel meget naturligt – en ægte ølkonge – Mr. Special Beer- Mikkeller’s grundlægger Mikkel Borg Bjergsø.
Det hele er optaget i det sagnomspundne ”Tambourine Studios” i Malmö i nogle få intense dage en varm sensommer i 2020 – og på en meget old school og meget direkte lige på og analog maner. Pga COVID.19 var der ingen øvere eller andet op til. De enkelte medlemmer kom med deres oplæg i demo form. og så tog bandet det samlet derfra – gjorde det færdigt i ret få takes og fik det efterfølgende krydret med gæstelag via gode netforbindelser på 10 af 14 numre. En rå og spontan proces, der blev gjort levedygtig af den mystiske telepati, som har båret dette band det meste af verden rundt igennem 22 år.
Resultatet kan de bestemt være stolte af – og det lyder rent faktisk langt hen af vejen som selve soundtracket til filmen om ”The COVID-19 pandemi”. Utrygheden, irritationen og det manglende overblik mærkes i ”Inferno”, erkendelsen af vores udødelighed føles i ”The Tremolo Death Wray”, hudsulten i ”Date at the Slow Club” og så sitrer ikke mest lyden af genforeningen og åbningsfesten, med dans på bar og borde når ”The Minx” folder sig ud – og serverer de berusende ord ”The Tremolo Beer Gut… Baby” . Der er lyden af kærlighed, der ikke er baseret på kildevand – og skal vi lade fantasien løbe lige så frit, som den musikalske mening med galskaben i TBG sandsynligvis beror på – ja, så ser jeg da for mig vaccinerne trille ind til tonerne af ”Red Barrels” og ”Hot! Hot! Heatwave” – og de mærkes som mere end små stikpiller.
Faktum er at TBK igen leverer uortodokst og i billeder, der båder rummer og skaber stemninger. Det instrumentale udgangspunkt suppleres til tider af få ord eller korarbejde – der f.eks. skaber en forførende forskel i ”Hey Hello” når Jon Spencer og Christian Martinez øver indgangsreplikken til det stævnemøde vi – HEY – vel alle længes efter i – HELLO – disse tider.
Og uden for nummer så fryder albummets måske stærkeste kraft ”Jive Jimmie Juma” med Evan D. Foster som gæst med en dronet dynamik og små tekststykker, der fungerer som godbidder med en spændvidde, der giver ekstra vind i surf sejlene.
Albummet rummer – ja, vel næsten naturligvis også en hyldest til maestro Morricone – der døde sidste år . Men det ene minut og 56 sekunder der bevilges på ¨Memento Morricone” er måske lige lovlig kort og godt at gøre med – altså med mindre det skal fortolkes som lysporet til et fraklip.
Kun ”Clinten” skyder ikke forbi .TBG håndterer heller ikke det fejlfrie – og det har næppe heller være målet. Målet har vel sagtens ‘bare’ været at ride videre på en tidløs øl skummende surf-bølge, der forhåbentlig snart i levende live igen kan ramme et sultent og tørstigt publikum.
Indtil da får nestor David Fricke (næsten) de sidste ord – for på en plade med mange gæster – er det vigtigt at konkludere, skære ind til benet, og finde ind til selve essensen af albummet – og der rammer han “Bulls Eye” med disse ord:
” But at any party, the guest list is only as cool as the hosts mixing the drinks and running the turntable”.
Femte studiealbum fra TBG er en liflig cocktail – med de umiddelbart udefinerbare noter, der skaber de helt specielle stunder – om vi taler drinks, øl, musik eller noget helt tredje … eller fjerde mener jeg. Det sku’ da ikke til at håndtere det her! “Tjener – må jeg be’ om en omgang The Tremolo Beer Gut til”
