I en tid hvor de ambivalente følelser er i spil – midt imellem spirende forårssol og COVID-19 begrænset udgang og adgang, og de deraf usikre gråtonede fremtidsudsigter – så må der i den grad være stof til eftertanke hos de fleste – og ikke mindst hos mange melankolsk ladede mennesker. En sådan type er Kenneth Nefling – manden der via sit alias The Victim – netop har udsendt sin anden EP.
Men hvor melankolien både i tekst og musik havde overhånden på hans første – i øvrigt glimrende EP ”Letting Go” (2017) – med eviggrønne numre som ”Bluebird” og ”Weapons” – så er der mere optimisme, variation og sågar lys og håb i det musikalske udtryk på ”When Everything Is Over, Pt. 1”.
5 forskelligfarvede numre – i et lydlandskab som lyttere af Passenger, Daniel Lanois, Ed Sheeran og Ryan Adams med garanti vil føle sig hjemme i.
Sangene er i grundtonen inderlige og intense – og løftes af at The Victim har en yderst behagelig og blød vokal, der føles som det rene bomuldsvat på øregangen. Og at det en dansker, der er den vokale og musikalske afsender, finder du næppe nogle, der vil gætte på ved en blind test.
Det er et velproduceret internationalt lydbillede, der møder en – og de fleste af albummets fem sange har da også et hørbart internationalt potentiale. Om du hører ”Go With Your Heart open”, ”Somebody Else”, ”Love Is Just A stranger” i Tyskland, Storbritannien, Australien eller USA eller et helt femte sted – så vil du møde et universelt og indbydende udtryk – stemningsfuldt, atmosfærisk – og med en gennemgående iørefaldende lækkertlydende sound, der snildt smyger sig ind og bliver siddende lige der hvor musikhjertet for alvor banker.
Det er særdeles gennemarbejdede og stærke arrangementer, der står bag det helstøbte resultat. Skabt af Kenneth Nefling i samarbejde med producer Anders Overgaard. Man fornemmer, at de er et par der kender hinanden godt, og nyder arbejdet med detaljen, men aldrig kun for detaljens skyld.
Det høres måske bedst i åbningsnummeret “Wolf And Sheep” – en sang om at se kærligheden i øjnene med frygt – og som giver sig selv over 5 minutter og 50 sekunder til at fortælle en opbyggelig historie, der aldrig føles en sekund for lang. Tværtimod – den føles snarere som følelsen ved en god vandretur, hvor man fra start til slut bare suger indtryk og nye opdagelser til sig.
Mindst mindeværdig er ”Closure” – der i mine ører måske er lige lovligt tæt på prototypen af den lidt for klassiske break-up folk-pop sang, som der findes så rigeligt af i forvejen. Men det er nu mest målt op mod kvaliteten af de andre sange, og så taler vi altså stadig om et uhyggeligt højt bundniveau.
Og det bedste er jo, at det her bare er ”Pt. 1”. Vi har en ”Pt. 2” at se frem til i løbet af 2020.
