”The Voice of Rock” kommer til Kun for forrykte festival  

gh_bcc_v_studio_060223

Fotograf: Glennhughes.com

”En Glenn Hughes i topform er hovednavnet i et flot 5-års jubilæums program”

Kun for forrykte festivalen, der blev afviklet første gang i 2019, er en 2-dages festival der afvikles i Stubbekøbing på Nordfalster. Under mottoet ”Musik, fred og kærligheden” har de efterhånden fået etableret sig som en vigtig og særegen del af det danske festivallandskab.   

En moderne og lokalforankret festival, der har hippie-ånden fra Woodstock med i sit DNA. Det musikalske fundament har ligget i den bevidsthedsudvidende blues, den frit flydende psych -og folkrock, samt den   mere sangskriverorienterede rock.

Festivalen afholdes i 2024 den 7 og 8 juni. Her bliver det den 72-årige Glenn Hughes – også kendt som ”The Voice of Rock”, der bliver hovednavn. Han er særligt kendt for sin periode i Deep Purple, hvor han var sanger og bassist i årene 1973-1976, og for sin efterfølgende solokarriere, der senest har budt på det ganske anbefalelsesværdige ”Resonate” album fra 2016, hvor han havde fået danske Søren Andersen (Electric Guitars, Jesper Binzer m.fl.) med som om guitarist. Glenn Hughes har desuden i kortere eller længere perioder været en del af band som Black Sabbath, Black Country Communion og senest Dead Daisies.

Det er således et ægte verdensnavn som den lille festival har fået øverst på plakaten. Han spillede senest her til lands i august måned til metalfestivalen Jailbreak i Horsens. Her var sætlisten præget af markeringen 50-året for udgivelsen af Deep Purple albummet ”Burn”, og det var et fornuftigt valg, for ifølge Gaffa’s erfarne anmelder Espen Strunk var der tale om en koncert til absolut topkarakter.

Også til Kun for Forrykte festivalen kommer han med et særligt Deep Purple set, som både har fokus på numre fra ”Burn” og en perlerække af andre klassiske Deep Purple numre. Med på scenen har Glenn Hughes naturligvis igen sin nu faste sideman og leadguitarist – Søren Andersen.

“Da jeg startede Kun For Forrykte Festival i 2019 var det et eksperiment og en forsøg på at genoplive ånden fra woodstock og sluttresserne. Vi vidste ikke på forhånd ikke om det ville blive en succes eller en fiasko.

 5000 solgte billetter og 5 år senere kan vi konstatere at festivalen er blevet en tradition og en dansk bastion for netop den unikke blanding af syrerock , folkrock og eksperimenterende musik som Woodstock også var.

Festivalens arrangører og frivillige er blevet et med vores publikum, og sammen “stævner” vi hvert år i starten af juni ud på endnu et vanvittigt trip til Stubbekøbing og hylder idealerne fra hippietiden. Vi er taknemmelige og rørte over at have skabt en oase i festivaldanmark og satser på at fortsætte mange år endnu.

Med 2024 programmet konsoliderer vi vores profil yderligere og kigger fortsat både tilbage og frem i tiden. Vi forventer i øvrigt også at blive udsolgt i 2024, da en tredjedel af billetterne allerede er revet væk”  – udtaler Festivalleder Frederik Schnoor

Som en obligatorisk gæst på festivalen stiller national-hippien Stig Møller i 2024 naturligvis op igen – denne gang med sit faste band fra Musikbaren Drop Inn i KBH, Peter Ingemann (Skousen & Ingeman, Young Flowers, Dream City Burning), Hans Fagt (Bellami, Young Flowers) og Jens Haack (Moonjam, Smokers Lounge m.fl). Han vil sammen med med dem levere klassikere fra hans eget sangkatalog og nogle af de udødelige numre fra tiden med Steppeulvene.

Derudover byder programmet på forskelligartede artister som f.eks.:

Delta Blues Band – Skandinaviens ældste bluesband. I 2024 udgaven består de af Danny Linde: Vocal og Slide guitar, Thomas Puggaard-Müller: Guitar, Knut Henriksen: Bas , Henning Verner: Keyboard, Jørgen Lang: Mundharper og Asmus Jensen: Trommer

Jomi Massage Trio – et unikt eksperimenterende rum af alternativ rock, jazz og pop skabt af den uforlignelige og altid uforudsigelige Signe Høirup Willie-Jørgensen sammen Kresten Osgood på trommer og bassisten Ida Duelund Hansen. Sammen skaber de et unikt eksperimenterende rum af alternativ rock, jazz og pop.

Kebnekajse – Svensk veteranband indenfor den progressive rock. De er kendt for deres unikke blend af svensk folkrock, afrikanske rytmer og symfoniske elementer – eller med andre ord elektrificeret spillemandsmusik.

Hammond Orgasm – De to orgel virtuoser Jesper Bo “Jay Boe” Hansen (Jesper Binzer, Sanne Salomonsen, Annet Linnet, Julie Maria) og Anders Haahr (Freddy And The Phantoms, Beefeaters) fortolker løssluppent, frit og til tider vanvittigt nogle af netop de numre vi alle forbinder med lyden af et fuldtfedt hammond orgel og roterende leslie-højtalere, f.eks. numre fra Procol Harum, Focus og Steve Winwood. Og så tilsætter de lidt bizarre beat-eksperimenter med klassisk barokmusik!

Og skulle denne six-pack af navne ikke række, så er det at bemærke at f.eks. også Den Gamle Mand og Havet, Den Syvende Søn, Naja Rosa, Juncker og Beefeaters er på plakaten.

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.