Tilståelse: Jeg er The Who fan og været det, fra dengang bandet optrådte live i Rockpalast på tysk tv sendt ud til hele Europa marts 1981.
Nu er der efter 13 års pause endelig nyt fra de to resterende medlemmer Pete Townshend og Roger Daltrey siden udgivelsen af det noget ujævne konceptalbum ‘Endless Wire’ (2006).
Faktisk er ‘Who’ kun det fjerde studiealbum siden Keith Moon svanesangen ‘Who Are You’ i 1978. Efter de markante dyk i kvaliteten med Face Dances’ (1981) og ‘It’s Hard’ (1982) måtte The Who, et af britisk rocks største stoltheder, simpelthen pille flaget helt ned.
Heldigvis kan de med ‘Who’ godt begynde at hejse det op igen, da der bydes på habil sangskrivning fritaget for konceptalbummet og rockoperaens mest prætentiøse unoder. Dem har Townshend også kløjset så rigeligt i siden ‘Tommy’ anno 1969.
De to indledende rockere ‘All This Music Must Fade’ og ‘Ball and Chain’ knejser kradsbørstigt med nakken og signalerer, at der stadig er noget at komme efter, og at viljestyrken synes intakt til trods for, at alderens anmassende forfaldstegn ikke helt lader sig skjule.
De herrer er begge i midten af 70’erne, dog lyder Daltreys vokal bedre end i adskillige sæsoner. Dette understreger han i vintage Who slagskibe som ‘Detour’, ‘Street Song’ og ‘Rockin’ in Rage’ tilføjet bidske Townshend riffs med et snert af forne tiders majestætiske stolthed.
Et blik på Peter Blakes covercollage til ‘Who’ fortæller visuelt, at der er rigeligt med såvel historiske som musikalske referencer at gå ombord i. ‘Who’s Next’ (1971), ‘Quadrophenia’ (1973), ‘The Who By Numbers’ (1975) og ‘Who Are You’ skinner igennem i en del sange præget af den pompøse orkestrale opbygning, Townshend ofte tyede til i 70’erne, når der skulle spilles musikalsk med musklerne.
I 2019 høres det tydeligt i ‘Hero Ground Zero’ og den ganske iørefaldende ‘I Don’t Wanna Get Wise’. Pete Townshends lillebror Simon byder ind med sættets klart mest poppede sag ‘Break The News’, der nok burde have været udeladt.
To numre skiller sig imidlertid noget ud fra de beskrevne grundformler, nemlig den bløde ballade ‘I’ll Be Back’ tilsat Stevie Wonder klingende mundharpe tema og fløjsagtig Philly Soul sound samt slutpunktet ‘She Rocked My World’ med latinjazz stemning, let vemodig bluestone og Daltrey i storform som fortolker af Townshends ordrige univers. Modige og egentlig vellykkede satsninger.
Lyrisk set gøres regnebrættet op på det personlige, politiske og professionelle plan – grumpy old men’s analyser af verdens gang og levede liv dog med enkelte sprækker af håb og kærlighed er ‘Who’ rig på. Gruppen er stadig mest kunstnerisk vedkommende, når det tonale lærred får nogle decibelaggressive penselstrøg smasket hen over de kompositorisk mere fint optegnede streger. Disse spændingsfelter skaber både skønhed og kant.
Men dagene med Keith Moons virtuose og uortodokse slagserier og John Entwistles ekvilibristiske baslinjer for fuld forvrængning er definitivt talte, og mindre kan heldigvis gøre det, hvilket ‘Who’ demonstrerer inklusiv med- og modvind på cykelstien.
Alt i alt en tilfredsstillende udgivelse Daltrey og Townshend vil kunne leve med som slutpunkt, skulle det vise sig at være tilfældet. Maj 2020 passerer Townshend de 75, og ‘Live At Leeds’ fylder 50. Lad os endelig få åbnet for arkiverne i den anledning.
All This Music Must Still Play.
