Musikerne Thomas Madsen og Jens Mikkel Madsen er brødre – Thomas godt 10 år ældre end Jens Mikkel.
Det var Thomas, der for omkring 20 år siden gav Jens Mikkel en bas i gave. Den kickstartede en musikinteresse, som siden ikke har kunne holdes nede. Der blev øvet og øvet – og for 11 år siden kom så bandet – med det finurlige og fabelagtige navn – I Think You’re Awesome til verden – med Jens Mikkel som kapelmester – og ”the rest is history” som man siger.
Men en næsten naturstridig samling af talent på alle pladser i det seks mand store band har de siden – via en håndfuld albumudgivelser – opnået et antal afspilninger i et omfang på såvel P8Jazz som på Spofity (over 600.000 streams), som ikke ligefrem er hverdagskost for et ungt band, der bevæger sig hjemmevant og dejligt uregerligt rundt i et virvar af genre – fra moderne jazz via indie til roots – så de samlet hørt vel mest af alt må betegnes som stemningsmættet musik uden fast bopæl.
Albummet ”Late Bloomer” er bandets andet album i år – men hvor de på årets første album ”Suite to Be You and Me” arbejdede tæt sammen med Taiga String Quartet, så er det her et samarbejde med broderen Thomas Madsen, der er omdrejningspunktet. Thomas Madsen står bag tekst og musik, og Jens Mikkel Madsen har arrangeret.
Thomas Madsen har utroligt nok ikke udgivet noget tidligere – men bedre sendt end aldrig – for han har – måske ikke en stor – men en utrolig behagelig og inddragende crooner vokal gemt i sig. Det er en stemme man lytter til – og føler sig i godt selskab med fra første tone. Seks numre bliver det til – og lad det være sagt uden omsvøb – Thomas Madsen når sit mål med albummet. I det tilsendte pressemateriale fremgår nemlig blandt andet følgende udtalelse –
”Du ved at spille og skabe musik kan være en sådan sjov og tilfredsstillende ting at engagere sig i. Så når du er så heldig at lave musik med din bror, er det bare så fantastisk, at der er masser af gode vibes, som alle kan samles omkring. Jeg håber, at denne plade vil være et varmt og beroligende kram.”
Og det er præcis den følelse man efterlades med efter de 30 minutter – kort og godt. Bandet spiller tilbagelænet, men stadig overlegent legesygt og fantasifuldt – og der doseres med den rette mængde instrumentale soli , simrende lag af lyd, og rytmisk sans undervejs.
Hør bare åbningsnummeret ”Wonderful Love Winderful Boy” – der blidt, behageligt og melodisk lukker dig ind i et univers, som rækker ud – og samtidig finder vejen direkte ind til hvad der føles som et wellness ophold for øregangene i de næste 30 minutter. Allerede her fra start smelter man som lytter henført hen – mens bas, keys og ikke mindst backing vokal fra Karmen Röivassepp sørger for en musikalsk massage, der opløser enhver spænding i krop og sind.
Tempoet stiger en anelse i den charmerende og stærkt iørefaldende ”Late Bloomer” – mens nænsomme strygere og igen baggrundsvokal fra Karmen Röivassepp er med til at løfte ”Waste of Beauty” helt derop hvor skønheden knapt rækker – og hvor Thomas Madsen pludselig fremstår som en dansk udgave af salig David Bowie! Et af årets absolut smukkeste numre. Punktum.
Christian Vuust gæster på saxofon på den country-ish ”I think you’re Awesome”, der igen igen igen viser at det her band – bestående af kapelmester Jens Mikkel Madsen (bas), Andreas Skamby (trommer), Frej Lesner (elektronisk perkussion), Morten Kærup (guitar, banjo), Alex Jønsson (guitar) og Lars Fill (keys) – umiddelbart bare ikke rummer svage sider. Kunne country dog bare swinge sådan altid! Præriestøvet’ lægger sig på ”Ignorant”, der stille bygges op i en sanselig og sonisk udforskning – der også giver plads til en af de slags galante guitarsoloer, som man normalt kun kan drømme om.
Med begejstringsbaromeret på maksimum kan det sidste nummer – næsten kun skuffe og det gør det. I hvert fald hos mig – for jeg savner simpelthen rytmikken, mangfoldigheden og melodiøsiteten – i et afslutningsnummer, der primært er lyden af moderne kammerjazz. Ikke at det ikke fungerer – for det gør det – og det er fint og smukt arrangeret i alt sin enkelhed. I mine ører blegner det blot i sammenligning med de fem andre numre, og bliver en lige lovlig sørgmodig og låst afslutning på et album, der forhåbentlig ikke bliver sidste gang at brødrene arbejder sammen.
EKSTRA NUMMER …….
ALEX JØNSSON – ”Heathland” – (LP/CD/Digitalt) – er udkommet via eget selskab
Alex Jønnson, Andreas Skamby, og Jens Mikkel Madsen arbejdede også sammen på det solo album som Alex Jønsson udgav først på året med titlen ”Heathland”. Et instrumental album som Alex Jønsson op til udgivelsen selv satte disse ord på –
”Heathland” er hverken specielt prangende eller spektakulær. Heri ligger det smukke og særprægede. Den er gedigen, ærlig og skåret ind til benet. Præcis som hedelandskabet, der ved første øjekast ikke ser ud af meget, men som med tiden afslører en rigdom af nuancer, detaljer og farver”
Bedre kan det sådan set ikke beskrives. Det er et album jeg gentagne gange er vendt tilbage til – men også et album jeg ikke har kunne blive helt klog på før nu – og ofte har jeg været lidt uenig med mig selv om hvad min konklusion om albummet egentligt skulle være.
For dybest set er det bare alt for minimalistisk og melankolsk i sin stemning til at jeg rigtigt får det ind under huden. Men omvendt så er det helt korrekt beskrevet at numrene har det med at åbne sig op med tiden – og skaber nye sirlige billeder i horisonten – hvilket ikke mindst gælder for et nummer som ”Stillness” – der byder på rytmiske finesser og et betagende guitarspil, som virkelig gør en forskel. Det nummer træder i mine ører i karakter – og ud af et lidt for introvert lydbillede efter min smag. Men igen – hele albummet – 9 numre – emmer af tre musikere, der magter og maler med et underspillet overskud.
Så konklusionen må være herfra – at hvis man i forvejen er tilhænger af lyden af f.eks. Bill Frisell og Jakob Bro i deres rolige hjørner – så kan dette album meget vel være et velvalgt et til samlingen. Selv nøjes jeg med at håndplukke tre numre til min bobler playliste med ”Det bedste fra 2020″. Udover ”Stillness” – er jeg alvorligt ramt af det dejligt ustyrlige og jazz-rockede ”…and Darkness Crept In” og ikke mindst – efter min smag – pladens højdepunkt ”Re: Herr Sehr Schwer”, der virkelig stikker ud med en lyd, der nærmest minder om de amerikanske konger af jam-rock Phish. Fantastisk! Og sådan hænger det hele sammen med de her gutter – både på den ene og den anden måde.
