Det digitale hav af musikudgivelser er overvældende, og Side 33 modtager da også langt flere lyttelink end vi kan nå at få lyttet seriøst til.
Derfor må vi desværre skuffe mange. Men vi holder fast i at det trods alt er bedre end at springe over hvor gærdet er lavest, og kaste en masse tomme og overfladiske ord efter de enkelte udgivelser. Mange udgivelser fortjener mere.
Nogle digitale udgivelser har dog en fascinerende evne til at insistere på at blive hørt. Sådan har det været med debutalbummet ”Jack of Hearts” fra norske Thomas Selvaag Moss, som vi blev gjort opmærksom tilbage i februar. En etableret og rutineret musiker, der mest er anerkendt i Norge, som sideman i diverse sammenhænge. Men nu træder han helt i front, og det lyder som et rigtigt og godt valg.
For ”Jack Of Hearts” sniger sig simpelthen hen ind på ind – og åbner sig langsomt med de mange forskellige lag af rockens toninger, som er brugt på et album, der indeholder både vilje og variation.
Udgangspunktet er en klassisk sangskrivning, som den har fungeret siden Beatles og Dylan blev voksne. Men det må også formodes, at Thomas Selvaag Moss har lyttet en del til navne som R.E.M, Neil Finn (Crowded House) og Jesse Malin. Sidstnævnte dukker i hvert fald frem i erindringen, når man hører et af pladens mest rustikke og rå numre ”Fuck it all”, der starter med en hosten, og så bare en vital vokal, der aldrig hakker i det på et album, der nok er akustisk baseret, men stadig rummer både energi og kraft.
Mest iørefaldende nummer – med subtil single potentiale – er ”Bonfire/Are You Dancing, Thinking I Don’t Care” – der med en småskæv corny country feeling og håndklap rytme – er svær ikke at blive grundigt glad i låget af.
Bedst bliver det når det er den rene og fritsvævende lyd (a la REM), der tager pladsen i numre som ”Master of Maps” og ”Dark Horse 2” – eller når han på nummeret ”Finally”, lige sætter tempoet en bette my op, og ovenikøbet beriger lydbilledet med en fængende fuldfed basgang. Der løfter niveauet sig der til, hvor man tænker at ham skal Norge da ikke have helt for sig selv.
Det hele slutter også ganske godt med pladens længste nummer – det fint opbyggede ”She Shuts Her Eyes”, mens man undervejs i “Maybe” og ”Before You Go” er lige ved at miste interessen i numre, der forbliver alt for anonyme og hjertesvage til at kunne mærkes. Men samlet hørt en lovende debut, som bestemt kunne fortjene, at få sig et liv i et fysisk format.
