Det starter med fart, farver og fest – og en hyldest til fællesskabet – på ”Come On In” – åbningsnummeret som Thorbjørn Risager har skrevet med den legendariske Mojo Blues Bar i KBH i tankerne. For er der et sted i bluesmiljøet, hvor Risager og hans band har oplevet at mennesker mødes og sød musik opstår, så er det der. Musikalsk lige så tæt på et mix af ZZ Top og J. J. Cale – som på the blues i klassisk forstand.
Og Thorbjørn Risager & The Black Tornado er heldigvis heller ikke underlagt gamle støvede blues dogmer. Som hos f.eks. de ligesindede bluesmænd i Trainman Blues arbejder de tværtimod efter de enkelte sanges frie vilje – og rykker den hen i mod grænserne til tonerne af Mexico, som i den stærke, rørende – og på tekstsiden politisk tonede – ”Nobody But the Moon”, så er det der sangen lander.
Men er det festen, der skal sikres, så rummer dette album naturligvis også numre til det formål i form af de velkørende og storswingende ”Last Train”, ”Over the Hill” og ”Love So Fine”.
Og netop variationen i udtrykket hos såvel sangeren Thorbjørn Risager og hos bandet The Black Tornados, er den helt store styrke. Mange kender allerede til deres evner via de mange album, der er udsendt i løbet af deres efterhånden mere end 15 år lange karriere, og de over tusind spillejob de har spillet i ind- og udland. Den styrke udfordrer de her, bærer den videre fra der, hvor de nu er i livet. Og det gør de i såvel tekst og musik ganske forbilledligt fra start til slut på dette album.
Og når de virkelig skærer ind til benet og lader støvet lægge sig på hver en tone, så skabes der også nye spor – nye krydsveje – hvilket ikke mindst høres på de enkle og mørkeblå bidende ballader ”Two Lovers”, ”Sin City” og ”I’ll Be Gone”, hvor der mærkes en intensitet og melankoli, der er direkte dragende. Uomtvisteligt blues på internationalt niveau.
Thorbjørn Risager – vokal & guitar, Emil Balsgaard – piano, keys, Kasper Wagner – saxofon, Hans Nybo – saxofon, Peter Kehl – trompet, Søren Bøjgaard – bas, Martin Seidelin – trommer, og den nye guitarist Joachim Svensmark har med dette album befæstet sin position, som et band, der med sin musik og sin udstråling kan blæse bekymringerne væk, men også sætte gang i lytterens øvrige følelsesregistre.
They still got the blues – men de også mere end det! Farvepaletten er udvidet, det ej blåt til lyst, ej blåt til synd, ej blåt til sorg – og det høres både i album format, og ikke mindst når det sker LIVE på en scene.
