Den 31.01.20 udkom albummet ”Come On In” fra Thorbjørn Risager & The Black Tornados – et album, der både her på Side 33, og i diverse internationale medier allerede har fået masser af ros. Og det er så ganske velfortjent – for dette hold af 7 spillemænd af guds nåde er i den grad med til – ikke bare at holde bluesmusikken i live – men også at tage den med på en videre rejse langt ind i fremtiden. Det gør de og det kan de blandt andet pga. de kan deres musikhistorie. De kender til de mest effektive virkemidler – og de ikke bange for at sammensætte en menu, hvor det konservative og stilsikre krydser veje med det anarkistiske og overraskende.
Åbningsnummeret ”If You Wanna Leave” med beskidt guitar riff og de første af mange håndklap takter fra den ikke bare storswingende blæsersektion – Hans Nybo (sax, m.m) og Petr W. Kehl (Trumpet m.m.) – men også synsmæssig festlige og stærkt underholdende duo – viste vejen, og gav bestemt ikke noget der mindede om en snert af lyst til at forlade stedet.
Slet ikke ovenpå to efterfølgende dugfriske perler – ”Last Train” og ”Sin City” – hvor nyeste mand i bandet – guitarist Joachim Svensmark for første gang gav smagsprøver på hvor glimrende en slide guitarist han er.
Også titelnummeret ”Come On In” blev spillet så overbevisende, at man allerede hørte den som en regulær sæt-klassiker. Det blev fulgt op af ”I Used To Love You” fra det forrige album ”Change My Game” – en ægte dybfølt blues, hvor Thorbjørn Risager både fik understreget hvilke mørkeblå farve hans stemme også er gjort af og hvor udmærket en guitarist han er.
Efterfølgende blev aftenens ældste nummer – boogie woogie glansnummeret – ”The Straight and Narrow Line” – leveret, som var det en årgangsrom, der kun bliver bedre med årene. Emil Balsgaard på piano, og Hans Nybo gav solistiske indslag, med en styrke så kraftfuld, at man selv udenfor Gimles matrikel har måtte kunne mærke, at der var blues party i provinsen.
Festen fortsatte – tilsat en røvfuld ekstra classic rock feeling i det fremragende ”Maybe It’s Allright” – der igen lagde nye vinkler på hvor bredtfavnende en guitarist Joachim Svensmark er – og efter en lille tur i et helt jazzet arrangement af det lækre nye mummer ”Two lovers” – sluttede første sæt på den helt høje klinge med en toptunet version af ”Hold My Lover” – krydret med dobbelt up på intensive guitarsoloer fra såvel Risager som Svensmark.
50 minutters drømmerejse i Bluesland og randområderne. Kunne det blive bedre? Egentlig ikke – men andet sæt holdt rent faktisk niveau – ligeså varieret og med et tidligt højdepunkt allerede i dette andet sæts åbningsnummer – ”Never Giving In” – der med masser af leg og fantasi i arrangementet fik lov til at folde sig ud over hele 9 minutter. Midtvejs fik bandet en kort pause, da ”I’ll be gone” blev skåret ind til benet, og så fik folket virkelig The Blues – blot fremført af Risager og Svensmark.
Men så blev der igen skruet op for festen – og ”All I Want”, ”Paradise”, og ”Rock’n Roll Ride” – emmede bare af blues/rock på absolut øverste internationale hylde – og var et rendyrket hattrick af lykke for øregangen at slutte af med. Alene den syrede og udsvævende og over 3 minutter lange guitarsolo opvisning fra Svensmark i “Paradise” – gav en ren og reel følelse af at befinde sig i – ja, naturligvis – paradis! Et enkelt ekstra nummer blev det til i form af ”Baby, Please Don’t Go” – og så havde vi ellers fået samlet små to timer til at gå med at indtage sunde smittende kalorier til smilebånd og musikhjerte. Lidt trist at kun godt 150 mennesker havde valgt at bruge en dejlig torsdag på det gode spillested Gimle i musikbyen Roskilde.
Dem der blev væk gik kort og godt glip af en koncert, hvor rhythm, blues, rock ‘n roll og soul blev smeltet sammen til en fællesskabene og mere end festlig aften, hvor syng-med-omkvædet ”I Feel Allright” hængte ved selv da man igen stod udenfor Gimle – på vej hjem i januars vindblæste og regnvåde virkelighed.
Så en opfordring herfra – når dette ensemble er i nærheden og har sagt ”Come On In”, så det altså bare med at komme afsted.
