THUNDERMOTHER + TIMECHILD – Karosserifabrikken – 12.11.21

Thundermother af Maria Fremming (4)

Fotograf: Maria Fremming

“Thundermother spiller ikke bare rock’n’roll – de ER rock’n’roll!”

Et er at have attitude – noget andet er at have noget indhold at have det i. Det har svenske Thundermother i nærmest overvældende grad. “Fuck de er for seje” – var en sætning, der gik igen hos mange blandt de 150 publikummer til den udsolgte koncert i den nye fuldfede rockklub nordpå. Thundermother er kort sagt ægte og ærlig ’No Shit Sherlock’ rock’n roll med energi, nerve, power og masser af gode sange udsat for rendyrket spilleglæde.

Og selvom det måske ikke helt er 20 perler på snor man oplevede i den omkring 1½ time lange koncert, så var kvaliteten gennemgående hørbar høj i det sangudvalg, der her blev præsenteret. Hovedvægten naturligvis lagt på deres seneste udgivelse (“Heat Wave” – deluxe edition). Det riffbaserede og rytmisk driftssikre rockunivers har melodisk snilde og en krillende slagkraft, der sætter sig fast på øregangene, og brænder sig fast i bankende rockhjerter.  

Musikalsk er der masser af inspiration fra navne som AC/DC, Alice Cooper, Joan Jett og Mötorhead. Afdøde Lemmy Kilmister fra Mötorhead får da også godt en time inde i koncerten en velfortjent hyldest – og en ’rest in peace’ hilsen – i form af nummeret ”Deal with the devil”.

Inden da havde en varm og velkørende Thundermother motor uhæmmet hamret det ene iørefaldende nummer efter det andet langt ud over scenekanten, og et feststemt publikum tog gladelig imod hver eneste taktslag, hvert et riff, og gedigne guitarsoloer.

Bandet – der har eksisteret siden 2010 – og har udgivet fire album – har kun guitaristen Filippa Nässil tilbage af de originale medlemmer. De måtte op til den aktuelle Europa tur igen skifte ud i besætningen, idet bandets tredje bassist Majsan Lindberg trak sig fra bandet i september, da hun ville hellige sig sine studier, der altså var uforlignelige med at rejse Europa rundt.  

Derfor var der ny bassist om bord – Mona “The Demon” DeMona. Det var dog ikke til at høre, at de blot havde en håndfuld koncerter sammen inden. De lød som en velsmurt og nysynet Volvo uden autopilot, og med masser af benzin på tanken. Allerede i løbet af de tre første numre og især på ”Dog From Hell” og ”Into the Mud” beviste DeMona er hun straks er blevet en del af holdet. Også hun rummede musikaliteten, showwomanshippet og Wauw -effekten.

Efter sidstnævnte nummer var der lidt tekniske problemer. ”Hvad gør vi når der er tekniske problemer” – spurgte Filippa Nässil – og svarede så selv – ”Vi drikker imens”. Og som sagt så gjort. Spillestedets leder Anders Nannerup havde ved præsentationen af dagens to band indledningsvis gjort opmærksom på at man som privat spillested ikke fik diverse offentlige tilskud, og derfor har brug for ekstra indtægter til drift og udvikling, og det kunne jo blandt andet komme fra barsalget. Den opfordring var der vidst ikke mange der overhørte! Så også hvad det angik var det en fredag aften med stort F. En fredag i flammer i de helt rigtige rammer.  

De tekniske problemer løste sig, og Thundermother fortsatte med at skyde med skarpt med intense og energiske udgaver af ”Back In 76”, ”Hellevator”, ”The Road Is Our” og ”Heat Wave”. Det var lige før man var bange for at de var toppet for tidligt. Forsanger Guernica Mancini spurgte pænt indledningsvis om hun skulle tale svensk eller engelsk, og valget faldt på svensk. Ikke ulogisk med vel omkring 1/5 af salen fyldt med landsmænd. Hun havde en charmerende og opmærksomhed dialog med et tændt publikum, og lagde ikke skjul på hendes glæde ved endelig at være ude i den virkelig verden, hvor bandets sange i den grad hører til og bare får sluppet deres vokseværk løs når de præsenteres LIVE.

”Det er det her vi vil, det er det her vi brænder for” ”Vi er her for at tage Jer til det næste level” – sagde Mancini blandt andet, og det løfte blev holdt, ikke mindst via en forrygende afslutning med hele fire ekstra numre – hvoraf ikke mindst ”Give Me Some Lights”, ”Driving In Style” og ”We Fight For Rock’n’roll” sikrede at vi alle og én på Karosserifabrikken landede på øverste etage.  

Dette var en sand og sund magtdemonstration på rockens kraft og smagfulde saft. Der var selvfølgelig også masser af lir og leg i luften, ikke mindst da Fiippa blev båret ned til de bagerste rækker i lokalet og fortsatte hendes guitarsolo der. Men lir og leg rækker altså ikke hvis du ikke har det vigtigste brændstof på tanken – sangene – og det havde Thundermother.

Det kan ikke gå hurtigt nok med at få dem til landet igen – og meget gerne tilbage på Karosserifabrikken. Foreløbig er det sikkert at de er på programmet til næste års Copenhell. Har du billet dertil, så sæt allerede nu et stort lyn ud for dem – det skal nok blive lidt af et festivalbrag.  

Som support var danske Timechild på programmet og de præsenterede deres debutalbum album ”And yet it moves”, der samme dage var ude på streamingtjenester og i salg. Et ganske solidt hardrock album med 9 numre på godt 38 minutter, der er bygget på det fundament som især Black Sabbath og Deep Purple lagde i 70’erne.  

Et album, der åbner med titelnummeret, og rent faktisk der lyder som lidt af en åbenbaring. Det er det dog ikke – måske lige med undtagelse af ”The bite of Frost” – der bestemt også bider fra sig, og har noget af den urkraft, der kan mærkes – også i mere end bare selve øjeblikket. De syv numre, der er ind i mellem de to, bevæger slet ikke på samme måde. Frontmand Anders Folden Brink, der har en fortid i det nu opløste band SEA synger fedt, men sangene rummer ikke meget egentligt minderigt eller personligt touch. Det er mest af alt følelsen af en veludført stilistisk tilstand, der ender i stilstand, og nu er nævnt, men i morgen er glemt.  

Sådan opleves koncerten her på releasedagen også, hvor det også var de to nævnte numre, der skilte sig klædeligt ud. Men jeg er nu ret sikker på, at de har mere i sig. Det forlød fra sædvanligvis ganske pålidelige kilder, at dette ganske nye band – der havde deres første koncert for bare 6 måneder siden – rent faktisk har leveret langt bedre koncerter end denne, hvor de åbenbart ikke helt ‘ramte dagen’. Imodsætning til hos Thundermother blev det nemlig mest den rigtige attitude og sympatiske fremtoning, der holdt her – mere end det var gode sange, der satte sig på nethinden. Men et barn af tiden (og fortiden) kan jo vokse, så jeg vil bestemt opfordre til at man giver Timechild chancen for at overbevise om at de nok skal finde sin tunge plads på den danske rockscene.  

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.