Tilde Ingham fra Stockholm har en af den slags stemmer der kan skabe en soul-dronning. Hun album debuterede i 2018 med albummet ”Nothing Gold Can Stay” – blot under navnet Tilde.
Om det album skrev vi her på siden blandt andet –
”Kan man lide musik fra samme boldgade som eksempelvis Amy Winehouse, Duffy, og Lana Del Rey – ja, så bør man i høj grad lytte med her. Men Tilde er nu mest af alt lyden af sig selv – og lyden af et levet liv, der ikke har taget sig selv for givet.”
Hun arbejder aktuelt på sit andet album, og som forløber er der udsendt de meget lovende singler ”Pink Moon”, ”Love Me Till You Die”, ”Dont’t walk down that road” og “Call my name”. Fire singler, der på hver sin måde viser, at hun både som sanger og sangskriver stadig har vokseværk, og at hun i den grad har ramt en sjælfuld og blåtonet lyd, som bør vinde gehør langt ud over de svenske grænser.
Et udtryk, der uden mange skygger af tvivl, vil passe helt perfekt på de fleste små og mellemstore klubber og spillesteder. Et udtryk, der meget let kan drukne på en vindblæst festivalscene en sensommer eftermiddag i Jyllinge.
Denne fredag VAR det altså sidstnævnte der var rammerne. Festivalen skulle naturligvis følge gældende restriktioner, og der var derfor sat billetter i salg i to sektioner – en A og en B. I sektion A kunne man stå lige foran ’Store Scene” og i sektion B kunne man stå lige foran ”lille scene”. Sektion A var udsolgt fredag, og der var få billetter ledige i Sektion B. Billetterne var reelt gratis, idet de 50 kroner man betalte ved bestillingen udløste en værdikupon til en drikkevare.
To områder med plads til mere end 1000 mennesker. Da Tilde med band gik på som første band fredag eftermiddag 16.30 på store scene, var der vel godt 30 publikummer inde i område B og vel det dobbelte i område A. Ifølge reglerne (som altså ikke var bestemt af festivalen) måtte publikum ikke samles, og de 30 i sektion B kunne så i stedet få sig en oplevelse fra sidelinjen.
Det gjorde de fleste i skønne palle-sofaer, der var opsat 60-70 meter fra scenen nede ved bar- og madområdet. Det samme var tilfældet i det andet området, bortset fra 3-5-10 teenagere, der havde noget indeklemt energi, der skulle ud. De løb ‘on and off’ op til scenen, og skabte noget der mindede om liv omkring scenen.
Hvis ikke SmukFest allerede var optaget – kunne festivalen – med Roskilde Fjord som baggrund, meget vel løbe med den titel, men det åbne område betød også at der var en blæst der hev gevaldigt i lyden, så man fra de 60-70 meters afstand lettere kunne høre gæsternes snakken om hvem de nu havde spottet i det andet område osv. end hvad Tilde havde at byde på.
Som musikelsker en noget aparte oplevelse, og jeg fik sku helt ondt af Tilde og hendes band, der dog gennemførte et times koncert flot og bragende professionelt, og Tilde fik flere gange lavet et ’shout out” til Jyllinge. Hendes tilstedeværelse kunne man således ikke tvivle et øjeblik på. 13 stærke numre fik hun og hendes bundsolide band leveret – ud over egne numre – anerkendelsesværdige cover udgaver af Neil Youngs ”Like a Hurricane” og ikke mindst Nina Simones ”I Wish I Knew”. Og ja – jeg – og sikkert også festivalen ville nok også gerne vide hvorfor folk ikke er mere nysgerrige efter at møde op og lytte, når der er så sublime og sjælfulde guldkorn fra Stockholm på programmet.
Her og nu – i disse ’nu-skal-vi- tilbage-til-livet-efter-Covid19’ – tider, så er det dog uden tvivl festen og ikke mindst lysten og trangen til det sociale samvær, der overstiger nysgerrigheden efter ny musik. Musikken skal på en festivaltype som Jyllinge derfor helst være kendt stof man kan synge med på – som det var fra f.eks. Shubberne – ellers også skal det lyde genkendeligt eller have festens energi – og leveret på et tidspunkt, hvor promillen hos de fleste står i vatter! Derfor var Tildes svenske kollegaer Louis Pax med deres Coldpay klingende poptoner, da også et langt større trækplaster lørdag aften.
Så efter sigende fik publikum præcis hvad de ville på årets festival – og respekt for det, og så kan man i sit stille sind kun håbe på at de fleste med tiden finder ud af hvad de gik klip af denne smukke sommereftermiddag – nemlig en artist med sjæl og ægte autensitet – en guldfugl. Endda måske ‘the next big thing” fra vort broderland. Det giver det kommende album måske svaret på.
”Nothing gold can stay” sang hun smukt og indlevende sang i næstsidste nummer. Jeg tror, at jeg efter denne oplevelse endnu bedre nu forstår hvad hun mener!
