Godt 100 nysgerrige var mødt frem for at se og høre to særdeles talentfulde artister, der efterhånden begge har spillet sig i en position, hvor det blot er at tro og håbe, at der venter et folkeligt og kommercielt gennembrud omkring det næste hjørne. Denne aften tog de begge endnu et skridt frem, og fik med garanti mange flere nye ambassadører, der fremover vil kunne sprede budskabet om deres åbenbare kvaliteter.
Som support var det Kenneth Nefling aka The Victim, der var på programmet. En artist, der i uhørt stærk grad formår at indramme livets melankoli i såvel tekst, musik og udstråling.
”Lad nu vær’ at tale dig selv ned, du er pisse god” blev der undervejs råbt fra en begejstret herre fra tilskuerpladserne, da The Victim i sin smalltalk i mellem numrene måske underspillede sine egne evner en tand for meget.
For siden 2015 har han både som solistenThe Victim og i front for bandet CAPITALS til fulde bevist sine fortræffelige evner som både sanger og sangskriver, selvom han endnu ikke har fået udsendt et debutalbum, men blot et par EP’er og en håndfuld singler. The Victim er i bund og grund klassisk singer-songwriter håndværk, der formes skiftevis i folk, pop og rock retninger, men hele tiden med den personlige og vedkommende tekst, og den iørefaldende melodi som de solide grundsten.
Hovedparten af publikum kendte ham tydeligvis ikke – men målt på reaktioner under koncerten, og snakken ved baren bagefter kunne folk bestemt lide hvad de hørte. Han har en af den slags stemmer, der lyttes til, og det gjorde publikum, selv på en fredag aften, der traditionelt er en af de sværeste aftener at få folks fulde opmærksomhed på, især som opvarmningsnavn. Det siger noget om kvaliteten på det The Victim leverede, trods der faktum, at der var lidt nerver på efter et halvt års pause fra spillestederne.
Både et nyt nummer som ”The Fight” og den aktuelle single ”Ghost Town” gjorde særligt indtryk. ”Ghost Town” er da også gået i C rotation på DR P5 og er til dato afspillet hele 56 gange – men vidst mest for natteravne.
Så selvom The Victim af undertegnede er blevet kaldt en ’slow-mover’, så er han bestemt også en ’grow-mover’, hvilket også kunne høres i hans aktuelle versioner af de ældre numre ”Someone else”, ”Bluebird” og ”Frank Lloyd Wright”. Alle numre, der kun er vokset med tiden, og som åbenlyst har noget klassiker kvalitet i sit DNA.
The Victim arbejder lige nu på det længe ventede debutalbum, samtidig med at der kommer nye singleudspil fra CAPITALS. Jeg er temmelig sikker på at der nu er godt 100 mennesker, der vil holde øre og øjne åbne, når der fremadrettet er mere Heartbroken Breaking News fra The Victim.
Modigt og modent sæt fra TILDE
Det samme kan siges i forhold til svenske Tilde, der kom med sit nye band, hvor især guitaristen Simon Söfelde – som Tilde har kendt og spillet med siden de var 12-13 år – fik lov at folde sig ud undervejs, ligesom multiinstrumentalisten Alex Crone på percussion, keys og saxofon gjorde det.
Tilde har udgivet to album, hvoraf det andet ”Pink Moon” primært var tilbagelænet og atmosfærisk sjælfuld soul-pop, mens debutalbummet havde mere tempo og endnu mere soul i sig.
Hun er næsten færdig med indspilningerne til hendes tredje album, der igen er mere rytmisk funderet og mere retro-soul i sit udtryk, hvilket vi fik hele otte nye appetitvækkende smagsprøver på denne aften.
Det kræver mod at præsentere et sæt, hvor halvdelen af sangene overhovedet ikke er udgivet endnu. Men med mod og hjerte kommer man ofte langt. Især åbningsnummeret ”Sonny” lød til at have single potentiale, ligesom ”My mind” kunne havde det. Ingen af de nye numre havde dog helt samme pondus og gennemslagskraft som f.eks. indtagende versioner af ”Nothing Gold Can Stay” og især ”Call My Name”. Var sidstnævnte indspillet af Roxette for 20 – 25 år siden var det med garanti blevet et verdenshit. Sikke et nummer. Det har bare ALT i sig, og fremstod også denne aften som prikken over i’et.
Også en lang, varm, velspillet og blåtonet version af ”Don’t walk down that road” satte spot på TILDE s formåen, både som sanger, sangskriver og arrangør. Hendes sårede sjæl heler heldigvis via musikkens mange kringlede veje, og hun fremstår hele vejen igennem som en troværdig og udtryksfuld fortolker af livets ups and downs.
At hun trods ihærdighed og masser af energi på scenen ikke fik folket op af stolene var næppe sangenes skyld, men nærmere et tegn på et publikum, der lige skulle fordøje alt dette (Heart)BREAKING NEWS, og så måske også det faktum at rytmesektionen måske også var lige stationær og ordinær nok i deres spil. Herfra savnede man lige det sidste saft og swing for at det for alvor blev den slags rytmiske romancer, man ikke kan eller vil sidde stille til.
Koncertens smukke overraskelse var en hyldest til den nyligt afdøde sangerinde DORIS, der som Sveriges svar på Dusty Springsfield havde kultstatus i Sverige på baggrund af bare et enkelt album – mesterværket “Did you give the world some love today, baby” (1970) – hvorfra især titelnummeret er blevet en evergreen. Doris indspillede aldrig mere end dette album, og valgte en civil karriere i stedet.
Den nerve og den sjæl som “Did you give the world some love today, baby” blev fortolket her i Gimle var noget så livsbekræftende. Man kunne tydeligt mærke, at det var et nummer der betød noget. Et nummer, der havde mere at give verdenen, og med et budskab, der stadig er lige aktuelt her i 2023, som det var i 1970. Så lad mig håbe at TILDE medtager sin fortolkning på det kommende album, der i øvrigt stadig venter på det rette pladeselskab.
Mens der ventes, kan jeg herfra blot igen konstatere – TILDE er og forbliver godt selskab for både øregang og musikhjerte – både LIVE og på album. Og mon ikke hun kommer igen – for som hun sagde til mig efter koncerter “Jeg elsker Roskilde”. Og det lød bestemt til at den kærlighed var gensidig!
