Hvad gør en sang langtidsholdbar? Svarene er mange – og langt fra entydige. Men et faktum er at det rent faktisk er de færreste sange, der tåler genhør tyve år efter de blev skrevet. Enten er de blevet underligt uaktuelle, let ligegyldige eller også har de været for farvet af datidens trend og tendenser.
Tobias Stern Johansen har netop udgivet sit debutalbum – eller måske rettere en mini-LP – med 8 numre på små 23 minutter. Otte numre, som blev skrevet af Tobias Stern Johansen efter en hård periode i livet for godt 20 år siden, men som derefter bare lå rå og efterladte, alt imens Tobias Stern Johansen blev færdiguddannet som journalist, og fik fast arbejde på Kristeligt Dagblad, for hvem han arbejder den dag i dag, som avisens korrespondent i Berlin.
Der skete først noget med sangene da vennen Nikolaj Paakjær (Hymns from Nineveh, Blomqvist, Kloster m.fl) for nogle år siden udfordrede ham til at gøre dem færdige, og hjalp med at give dem en frisk musikalsk klædedragt.
En klædedragt, der naturligvis er afspejlet af den musikalske baggrund Nikolaj Paakjær har, men som i lige så høj grad er farvet af noget, der kunne have været essensen af et vellykket sangskrivertræf i det skotske højland med Simon & Garfunkel, The Byrds, Elliott Smith og Mumford & Sons som hovedpersonerne.
Det er et håndspillet og modent musikalsk udtryk, der strømmer en i møde. Lige fra det korte og dæmpede åbningsnummer ”Homesick” – hvor man straks fornemmer at vokal og korarrangementer har en høj prioritet i det samlede lydbillede.
Allerede i det efterfølgende bygges der dog markant på – og med banjo, organ, bas, trommer, trompet og el-guitar – skabes der i titelnummeret et regulært og storslået folk-pop af dimensioner – som nok også skulle kunne ramme fans af Jonah Blacksmith lige i musikhjertet.
Endnu et retningsskift i ”New Chance To Breathe” – der næsten efterlader en helt åndeløs over at man kan skabe musik med så guddommelig en smuk effekt. Med en dragende vokal – der ligger et sted i mellem John Lennon og Roger McGuinn (fra The Byrds) – og en mere end dejlig anden stemme fra Sarah Hepburn – er det et nummer, der føles som 3 minutters berigende øremassage – med en luftig og lækkerlydende elektrisk guitar fra Mikkel Elzer, som lige det, der sikrer at begejstringsbarometeret går til MAX.
Således salig på øregangen bringes man i det efterfølgende ”Afraid” tilbage til det mere nøgne og jordnære folk-udtryk, hvor det ferme fingerspil fra Filip Lindell på akustisk guitar spiller nummeret hjem på bare 2 minutter og 33 sekunder – behageligt og stemningsfuldt akkompagneret af Jacob Brixen på harmonika.
Der er der ikke noget at være bange for. Det er der til gengæld i ”Confusion Comes Clarity” – der er både så mørk og effektfuld, som var Thåström kommet på besøg. Det er han ikke – det er Tanja Vesterbye Jessen, der sørger for at albummet også får en duft af industrial-folk.
Det er og bliver en kort, men meget oplevelsesrig rejse, det her album – og allerede i næste nummer “In the Faint” mærkes nye vinde – og popøret bliver igen kraftigt stimuleret. Men en velkørende banjo fra Jakob Brixen og sanseligt slide-guitar fra Mikkel Elzer, som de bærende elementer – tilsat tjenstvillig trompet – lander Tobias Stern Johansen her et nummer som The Byrds anno 1969 ikke kunne havde skabt meget bedre. Det er intense små 3 minutter med stærke og lutter opløftende øjeblikke, og det lyder af noget, der burde kunne blive Tobias Stern Johansen’s hit listende svar på ”Balcony” fra The Rumour Said Fire.
Albummet slutter af med først det dæmpede, inderlige og flot arrangerede ”Be Still”, hvor der er fred, ro, luft og masser af atmosfære, som nærmest efterlader en i vægtløs tilstand ved nærlytning – og så til sidst pladens korteste nummer ”Perfect in Weakness”, som ikke mindst på tekstsiden er kraftfuld i sit enkle budskab.
Alt i alt – et lille hudløst ærligt og kompakt værk, som Johansen og Paakjær i fællesskab har skabt i det der lyder som godt selskab. Det rummer både letheden og dybden, og resultatet giver forhåbentlig hovedpersonen mod på at der ikke behøver gå 20 år før at der kommer en opfølger.
