Året før deres 50’års jubilæum beviste Tønder Festival til fulde, at de stadig har deres klare berettigelse for de mange mennesker, der holder af fælleskab omkring ’handmade music’ og det der ligner.
På papiret var det på forhånd nok ikke det bedste program i festivalens historie, men som det ofte sker, når alt går op i en højere enhed for artister og publikum, så blev meget løftet i en fælles interesse for at gribe nuet.
Festivalen har gjort det til en del af deres brand, at festivalen er hovednavnet – ikke de enkelte artister. Derfor laver SIDE 33 heller ikke regulære anmeldelser af de enkelte koncerter, men giver her en samlet bedømmelse af hvad vi har oplevet, set og hørt.
Vi kom også i år godt rundt på de forskellige scener, og nåede 30 koncerter plus det løse i den evige jagt på de store og små øjeblikke. Vi havde dog på forhånd bestemt os for at vores festival i år ikke skulle være præget af det berygtede FOMO (Fear of missing out) begreb, der er så nemt at blive ramt på en festival med mere end 100 musikalske tilbud, og en masse spændende events ved siden af. Naturligvis var der plottet og spottet i festival APP’en på forhånd, men lod hver dag også døren stå åben for det impulsive og de gode anbefalinger fra de utrolig mange forskellige musikinteresserede og åbent sindede mennesker vi mødte på vores vej.
For det at gå til en koncert, drejer sig vel dybest set om have sig selv med, være til stede, uanset om det er de dybere indre følelser eller den udadvendte energi, der skal i spil. Til tider begge del. Som publikum kan du meget vel være påvirket af hvad du lige har set, når du skal videre til det næste – og hvad er så det næste rigtige valg? .
Var du f.eks. lige blevet blæst omkuld af amerikanske Joshua Ray Walker – der over en bred kam nok må betegnes som en af årets helt store oplevelser, med en sangstemme, en scenefremtoning, og en historiefortælling på et helt uhørt højt niveau – så kunne det nok være svært at gå videre til en genre beslægtet artist, uden at blive bare lidt skuffet.
For ligesom efter en god middag, kan man rent faktisk være godt og grundigt mættet, og er det vel ikke helt rimeligt at bedømme næste måltid uden sult.
Fakta er at der ER meget godt på Tønder. Men de magiske stunder kommer ikke på samlebånd. Heller ikke her.
Derfor var det så ganske pragtfuldt, at der var meget forskelligartet musik at fornøjes over og blive ramt af, så Tønder 2023 rent faktisk ender med at blive et af de år, der med garanti vil blive husket længe. Husket for magiske stunder og de skønne overraskelser, bundet sammen med alt den glæde, varme og venlighed, som man møder uanset hvor man bevæger sig rundt på pladsen. Her på festivalen vil folk både hinanden og musikken. En stærk kombination, der bestemt ikke kan regnes som en selvfølge på en dansk festival.
Til gengæld var der inden festivalen varslet masser af regn, og risiko for skybrud, men den samlede regnmængde blev dog langt mindre end frygtet.
Torsdag måtte The Dead South dog gå scenen i tæt regn, men både deres loyale fanskare og masser af nysgerrige lyttere mødte naturligvis alligevel op, og The Dead South kvitterede for fremmødet med den slags koncert, som de fleste vil huske for mere end vejret. Der var bestemt en årsag til de havde fået genvalg.
Gåsehud og våde øjne
I samme genre som Joshua Ray Walker fandt man landsmændene Emily Scott Robinson, Alisa Amador og duoen Violet Bell, der efter sigende hver især også gav nogle glimrende koncerter under festivalen. Men i det store Telt 1, der var godt fyldt fredag formiddag, opstod der der næsten ubeskrivelig og ægte magi, da de alle indtog scenen, og skabte vokalharmonier og samklang i absolut verdensklasse. Tilmed tilført en dejlig varm udadvendt humor, samtidig med at den rå virkelighed blev italesat i præsentationen af numrene.
Det sidste ikke mindst op til nummeret ”Hometown Hero”, der er smuk sang skrevet af Robinson til en nevø, der tog sig eget liv, og en krads kritik til måden det politiske system i USA behandler deres krigsveteraner med psykiske følger på. Så fandt man ligesom ud af man både kunne have gåsehud og våde øjne på en gang.
Deres optræden var ellers centreret omkring sidste års fælles EP ”Built on Bones”, der er en sangcyklus skrevet til heksene fra Shakespeares Macbeth. Det var mesterligt fremført, og man forstod hvorfor albummet blev revet væk bagefter hos Millstream Records ude på festivalpladsen.
I selvsamme telt havde David Ramirez lagt de første spor til det der skulle udvikle sig til et rent triumftog for amerikaneren, der lørdag rundede de 40 år, og blev fejret på behørig med fødselssang fra publikum både i forbindelse med hans top tændte koncert tæt midnat fredag i Bolero teltet, og ikke mindst da han igen indtog Telt 1 som en del af Gentlemen’s Circle.
Disse til lejligheden sammensatte sangcirkler har i årenes løb haft meget skiftende resultat i forhold til output, men seancen i år tangerede det perfekte. Det skyldes ikke mindst at de fem artister – udover Ramirez, de tre canadiere Willie Stratton, Ariel Posen (tidligere The Bros. Landreth) og Aysanabee, samt irske Liam O Maonlai (The Hothouse Flowers) – i den grad fra første tone havde kemi og kærlighed på tværs. De greb enhver mulighed for samhørighed, og skabte en nærmest perfekt udgave af konceptet i et tæt samspil med et lydhørt publikum.
At Ramirez, så sangskrivermæssigt i sådan en sammenhæng tydeligvis er lige et niveau over alle de andre, gør sådan set ikke noget. Men klasse fornægter sig ikke, og midt i alt humoren og fødselsdags fejring lige får han lige sneget en sang ind til en minderig ven, der døde for bare 14 dage siden. Det siger meget om både mennesket og musikeren David Ramirez. Han har kort sagt ekstra star quality både på det menneskelige og musikalske plan.
Det har vores egen Poul Krebs også, og han havde derfor stablet koncerten ”Home: Sange til unge hjemløse” på benene. Torsdag eftermiddag i Telt 1 lagde han selv ud med det velvalgte og passende ”Hus forbi” sammen med sit vanlige all-star hold af musikere; brødrene Skjærbæk, Rasmus Valldorf, Palle Hjorth og så suppleret med Kajsa Vala, og herfra blev der løbende suppleret med gæstevokalisterne Steen Jørgensen, Kira Skov, Karl Kristian og Henning Kvitnes.
Kajsa Vala skulle hurtigt vise sig at stjæle billedet. Først i duetten ”For enden af regnbuen”, hvor hun for første gang offentligt fik dokumenteret at hun også synger fantastisk på dansk, og samtidig fik understreget hvilken fin og farvende slide-guitarist hun er.
Herefter gav bandet med hende i front en rå og intens udgave af hendes egen “Makes The World Go Round” – der nok engang fik én til bare at måbe over den talentmasse denne musiker indeholder. Et måske lidt for tidligt højdepunkt i en god, men også lidt pænt og hyggeligt spillet koncert, hvor kun Kira Skovs udgave af Røde Mors “Rotterne Revolterer” for alvor kradsede lidt.
Resten af koncerten var mere ’bare’ i et flow – selvom Henning Kvitnes i sin duet med Krebs på nummeret ”Vesterbro 88” og siden på hans signaturnummer ”Back to Little Eden” for alvor satte en tyk tyk streg under, at han stadig er en af nordens mest fængslende sangere med hans rustikke og inderlige vokal.
Sætlisten kunne nok med held være sammensat lidt anderledes, men alt i alt endnu en af disse dejlige ’once in a lifetime’ oplevelser, som Tønder Festival er så gavmilde med – og da alle til sidst gik på scenen og samlet sang deres for nyligt udsendte ny-indspilning af Dylan-sangen “The Times They Are A-Changin’” var det ikke svært at tro på, at musik rent faktisk kan gøre en forskel.
Og Ja – tiderne har ændret sig – men der også meget, der ikke ændrer sig. F.eks. festivalens applaus værdige tilgang til at fastholde at nostalgi og nytænkning sagtens kan kombineres, og ikke er hinandens modsætninger. Ingen af delene er jo i sig selv en værdi, men skal noget flytte sig, så kræver det at man er bevidst om de værdier, der ligger gemt i kendskabet til begge dele. Det ved arrangørgruppen bag festivalen, og det var nok medvirkende til at dette års festivalen på mange flere højdepunkter end en enkelt artikel kan rumme.
Så stay tuned – Del 2 følger.
