I en noget groggy verden er det berigende med oplevelser, der viser at der i samspillet mellem mennesker stadig kan opstå sød musik.
Efter 4 dage på Tønder Festival og samtaler/snakke med hundredvis af forskellige mennesker – ikke UNDER musikken, men før og efter musikken – så er det tre ord, der slår mig som det samlende element; positivitet, nærvær, og åbenhed. Og det er uanset alder, køn og hvor mange gange man ellers har været på Tønder Festival.
Dette er en festival, der tilbyder en indgroet stemning, bygget på tro på hinanden og med bro til det fællesskab, der skal rumme og løfte meget. Der er f.eks. forbløffende pænt og rent på Tønder Festival. For også ordentlighed kan smitte. Det er vel værd at notere sig, også i andre sammenhænge.
Siden starten i 1974 har folk- og folkemusikken haft en bærende og central rolle i programmet. Det har den stadig, og der er stadig et bredt og stærkt udvalgt for det publikum, der vil holde sig til det mere traditionelle indenfor disse genrer.
Men festivalen evner også at finde de band, der fornyer genrerne med respekt for traditionerne. Festivalen hviler ikke i sig selv eller historien, men bruger den i nuet for at forme fremtiden og udvikle sig selv. Og det helt uden leflen for tidens trends og tendenser, men mere ud af et mål om at præsentere et kvalitetsbevidst miks af noget velkendt og noget nyt eller ukendt.
For de fleste på Tønder vil gerne lidt af hvert. Bekræftes og overraskes. Vi fik da også begge dele i år.
Navne som Allan Olsen, Niels Hausgaard og Graham Nash bekræftede på hver deres måde, at alder ikke er en hindring for at publikum kan få nogle friske og vedkommende oplevelser.
Hverken Allan Olsen eller Niels Hausgaard var efter sigende blevet blidere med alderen, men bed fra sig med næsten skemalagt forudsigelig uforudsigelighed. Graham Nash var måske som navn, ham der havde solgt flest endagsbilletter, og ud fra publikums reaktion forstod man hvorfor. Han føltes stadig relevant.
Voksne mænd og kvinder stod således med tårer i øjnene undervejs, og de kunne hvert et ord. For en sympatisk og flittigt snakkende Nash præsenterede sange fra et bagkatalog, der for mange blandt det modne publikum var en stor og vigtig del af deres eget livs soundtrack.
At Nash sang, som en katastrofe på de tre første numre blev derfor hurtigt glemt. Han fik en vokal redningskrans leveret fra guitarist og korsanger Shane Fontayne, og herfra gav de sammen med Todd Caldwell på keys og kor en helt hyggelig historietime, hvor der også var plads til tanker om tilgivelse, håb og kærlighed og en tro på at vi sammen stadig KAN gøre noget.
Nogen vil kalde det naivt og nostalgisk, men det føltes rent faktisk, som et lille lys i mørket, fordi det i den grad blev leveret fra et hjerte, der uomtvisteligt nu om dage er større end stemmen.
Men det blev ikke Nash eller nogle af de andre store ’forhåndsfavoritter’ – som f.eks. Blackberry Smoke, Sierra Ferrell, Jim Lauderdale – der ifølge vores oplevelser endte med at levere de helt store magiske øjeblikke. Disse navne leverede mest af alt det forventelige, hvilket vil sige et (eller to) tydelige trademarks, der viser at de tilhører (US)A-kæden indenfor deres felt. De viste bare ikke ‘mere end det’ – og sådan kan man blive så kræsen, når der er så mange retter at indtage.
I samme kæde eller klasse om man vil fandt man navne som Nickel Creek og Leftover Salmon, der begge her i Tønder dog tilføjede både underholdning, virtuositet og masser af spilleglæde til programmet. Det gjorde en forskel, og man forstod hvorfor begge navne i hjemlandet USA er så store og anerkendte navne indenfor Bluegrass scenen, samtidig med at de også gav beviser på at man bestemt ikke skal fastlåse dem som Bluegrass bands. Der var masser af jamband attitude og roots rødder i de to bands. Farveligt og fornøjeligt, og forhåbentligt ikke sidste gang de to gæster festivalen.
Et band der også krydser genre grænser er Dustbowl Revival, der åbnede festivalen på den store scene. Side 33 var ikke nået frem, men ganske enslydende meldinger fra forskellige kilder tegner et billede af et band, der med charme, selvtillid og lækker lyd sparkede festivalen ganske effektivt i gang.
Selvom om det var den største scene de havde optrådt på var det ikke nok. Der var mere i dem, og den altid vågne og snarrådige Rene Jensen, der er manden bag festivalens JAM scene fik udnyttet at han havde en hul senere torsdag aften i kalenderen i netopJam Teltet, og derved opstod et af festivalens første og måske den største overraskelser af dem alle. Dustbowl Revival stod pludselig i dette lille telt, og som man siger …The rest is history!
Denne skribent var ikke til stede – men havde jo forinden besluttet ikke at ville ærgre mig over at gå glip af noget, fordi det gør man alligevel ALTID på en festival. Men ud fra omtalen af denne koncert, kan det da godt være at jeg lige skal have en time eller to hos en psykolog efterfølgende for at bearbejde fravalget!
Der var kort sagt blæs på kedlerne, og alt andet, og det kogte efter sigende næsten over af god stemning og musikalitet i det lille telt, og for mange blev det et tidlig højdepunktet på en festival, der ellers blev ved at give noget så gavmildt.
Også fra talentmassen på den danske musikscene. De lokalt forankrede Mallemuk spillede sig til noget der lugtede af et regulært gennembrud, da de for første gang stillede op med et stort seks personers orkester, blandt andet med Søren Bigum (fra Peter Sommer &Tiggerne), og i den grad løftede deres folk-poppede sange op til et helt nyt level.
De historierige og til tider emne mæssigt tunge tekster, blev leveret med både humor og overskud. De to kerneelementer og sangskrivere i bandet Joakim Okkels (harmonika, tangenter, vokal) og Michael Hornhaver Mortensen (diverse strengeinstrumenter og vokal) vil nok aldrig blive omtalt som virtuoser på deres instrumenter eller komme i ‘farezonen’ for at skulle bruge tid på at hente en DMA som årets sangere, men til gengæld har de så meget hjerte, smerte og indlevelse i deres musikalske udtryk, at det rækker længere ud end de fleste. Og man fornemmer, at de stadig er langt fra grænsen af deres endelige formåen. Dette var blot et step, men et at de store.
Mallemuk bandt med et moderne twist en tråd til den historiefortælling som hele Tønder Festivalen er bygget op omkring, og med deres ildhu og flid for at bygge på, og blive endnu bedre, så skal det nok ende med at vort lille land en dag får sig et coverband, der kalder sig Mallemuk & Sons.
Jeg så dem selv i et totalt proppet Bolero telt, hvor jeg fornemmede, at de lige nu og her peakede, men rygterne taler om at det gjorde de rent faktisk først dagen efter da de indtog den store Open Air scene, som åbningskoncert fredag, hvor byens skolebørn er inviteret. Jeg tror bare vi kan konstatere at de tog en dobbelt shot. Respekt.
Se de kan Tønder også. Udvikling. Involvering. Smukt at se når der kommer et så flot resultat ud.
Sidste og tredje del om årets Tønder Festival følger søndag – ligesom der vil følge en større billedserie fra fotograf Anders Johansson.
Foto af Mallemuk af Rene Bode – alle andre fotos af Anders Johansson
