Tønder Festival har fundet sin form – og publikum elsker det!

TF - Hausgaard og MT - af Mads Kornum

Fotograf: Mads Kornum

”Kærligheden til musikken (og Hausgaard) overvinder alt”

Denne skribent var for fjerde år i træk på Tønder Festival – landets vel nok største mindre festival. Det blev nok engang bekræftet, at det ikke bare er ry og rygter, når festivalen omtales, som noget helt specielt, hvor hygge, holdning og handling går hånd i hånd med en historierig hengivenhed til handmade music.  

Først og fremmest er festivalen helt overordnet arrangeret med overskud, driftssikkerhed og drivkraft. Det er ikke bare musikken der spiller – alt (hvad man nu engang kan være herre over her i livet) spiller og fungerer. Der er pænt, ordentligt og god stemning – ikke mindst takket være de mange frivillige, der er servicemindede, venlige og imødekommende – og det mærkes, at alle sætter pris på at være en del af noget større. Og det er påskønnet. Mandag aften efter festivalen er alle inviteret til en stor fælles fest med en masse livemusik fra en del af de mange kunstnere, der lige bliver lidt længere, fordi det også for musikerne er et ret unikt og inspirerende miljø at være i over flere dage. Mange nye forbindelser og venskaber skabes i kulisserne. Her er det kun få artister, der som på de fleste andre festivaler bare lige tjekker ind, leverer et job, og tjekker ud igen.

Festivalen var igen i år beriget af godt vejr – og beriget af et publikum, der i langt overvejende grad går ind til koncerterne for at lytte mere end for at snakke – og på at opleve, mere end at forevige sit brugte liv på sociale medier.  

Tønder Festival byder på et bredt og nysgerrigt spekter af musikalske genre, og i år var det særligt åbningskoncerten med Savage Rose samt efterfølgende Folkeklubben, Jonah Blacksmith og skotske Skipinnich, der fik skabt stor samling af gæster foran den store plads ved Open Air scenen.   

Mange havde i år efterlyst nogle udenlandske hovednavne – men festivalen har som strategi at det er den samlede festival, der er hovednavnet. Sådan set en god idé og smuk tanke – men det er alligevel lidt som at få serveret en Irish coffée uden flødeskum! Festivalen bør fremadrettet, som minimum gå efter et par udenlandske navne, som lige skinner det ekstra – og dufter af lidt mere, og lige har den der ekstra klasse, der på lang afstand kan ses og høres.

I år sprang Patty Griffin dog ud som det ”hemmelige” musikalske hovednavn i fraværet fra John Prine. Sammen med sine to geniale medspillere David Pulkingham og Conrad Choucroun gav hun to ganske forskellige og helt fantastiske koncerter med musik og performance, som på ingen måde er en selvfølge på nogen som helst festivaler. Normalt skulle man have booket Emmylou Harris eller Bonnie Raitt for at finde kunstnere med den karisma og kvalitet.  Der var tryllestøv i luften i først det store Telt 1, der var godt 2/3 fyldt lørdag – og dagen efter i det mindre Telt 2, der kun var meget sparsomt besøgt. Hvis folk dog bare havde vidst hvad de gik glip af! De valgte istedet det folkelige – og to ægte Tønder navne  i form af henholdsvis Skipinnish – og Hudson Taylor –  og dem der tog dette – iøvrigt jo helt frie valg – lød nu også at være mere end tilfredse bagefter. Og på den måde blev næsten alle vel glade! 

Det er også blevet et lille speciale for festivalen – der efterhånden er lige dele roots og folk – med en masse mellemregninger ind i mellem – at præsentere nogle helt unikke ”once in a life time” musikoplevelser. I år var der hele fire af slagsen. Først og fremmest var der Niels Hausgaards 75 års fødselsdags-koncert – som blev mere vellykket end man næsten havde kunne drømme om. Det var SÅ tydeligt at alle gæster havde gjort sig ekstra umage for at glæde ”den gamle” – og det er sjældent at mærke en sådan sitren og summer af nervøsitet, som det kunne fornemmes i backstageområdet hos alle involvere musikere. De ville det SÅ meget – og de leverede stort set alle som en på et niveau, der lå lunt og lækker i mellem fantastisk og legendarisk. Mere specifik omtale af denne koncert vil følge i særskilt artikel.

Også Tribute koncerten ”All the Best” til John Prine – der måtte melde afbud under en uge før festivalen – fungerede og gav nogle suveræne sidste øjebliks oplevelser til scrapbogen. Variationen i indslagene fungerede – og der blev både spillet med og uden band – og fra 1 til 20+ artister (og et lille barn) på scenen. Mere om det senere. Men det giver forhåbentlig inspiration til at gentænke formatet omkring ”Woman’s Circle” og ”Gentlemen’s Circle”, hvor henholdsvis seks kvinder og seks mænd indtager scenen, for på skift at spille hver deres sange.

Det har kørt i fire år nu – og de magiske øjeblikke er blevet færre og færre år for år. Det virker som om tiden er til at gentænke det ellers glimrende koncept, så det ikke bare bliver endnu en tradition – der er der bare fordi – fremfor troen på magi.

Kommercielt set har festivalen kunne melde udsolgt de seneste to år – og langt de fleste pile peger i de rigtige retninger, hvis man er til hjertelig musikfest med masser af fornøjelse og forførende øjeblikke – også for feinschmeckere – og folk i alle aldre, der lever livet for fuld musik uden behov for Treo!

Og at festivalen i den grad er i omdrejninger, var festivalens populære pladepusher Millstream et oplivende bevis på. Masser af kunstnere kom forbi og signerede deres album – og det resulterede i at den lille biks på fire dage omsatte for et beløb, som kun få tør drømme om i tidens pressede plademarked. 

Det er svært at konkludere andet and, at kærligheden til musikken overvinder alt! Følg med i de kommende dage når vi sætter flere ord og billeder på en del af de mange oplevelser fra årets festival.

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.