Tørfisk og gammel kærlighed ruster ikke

Tørfisk Jubilæum (25)

Fotograf: Frank Nielsen

”Det afspejler det store program for 2022 på Hotel Fuglsøcentret"

Den første februar åbner Danmarks største privatejede spillested Hotel Fuglsøcentret igen, og musikken spiller igen, når TØRFISK går på scenen i den altid vellydende koncertsal lørdag den 5. februar. TØRFISK har i 40 år, turneret rundt i det ganske danske land med deres charmerende udgave af vestjysk folk, og med den samme besætning, som da det hele startede i 1981.

Den 20. november sidste år var SIDE 33’ s fotograf Frank Nielsen – til stede på Wærket i Thyborøn, da Danmarks ældste boyband gik på scenen til deres 40-års jubilæumskoncert i hjembyen.

Hele tre opvarmningsnavne – West for Wrist, Ansager Expressen og Fætters – sørgede for at varme publikum godt op – og derved sikre et godt grundlag for at Tørfisk kunne spille en overbevisende og sikker hjemmesejr i land, hvor de afsluttede med et par numre som Tørfisk Allstars, inden de fik taget til at lette til sidst med glansnummeret ”VLTJ”.

Der var ikke antydning af rust nogen steder – tværtimod. Masser af langtidsholdbar musik, tilstedeværelse, og plads til gode grin mellem numrene, sikrede en så vellykket aften, at Frank Nielsen kun kan give sine varmeste anbefalinger med på vejen – ligesom han kunne glæde sig over at næste generation, repræsenteret af de unge folk i Fætters (tidligere Grandfætters) beviste at man sagtens kan være både rodbundet og ganske nutidig i sin sound.

Peter Brinks, administrerende direktør på Hotel Fuglsøcentret udtaler i forbindelse med genåbningen:

”Vi har nu gået gennem to hårde år med tre nedlukninger. Nu ser vi frem til et åbent samfund, hvor kulturen og livsglæden kan komme tilbage til danskerne”.

”Kulturen er det, der hele tiden skulle lukke først og åbne sidst. Kulturlivet har i den grad bidraget til at bekæmpe denne pandemi, men nu er det vist tid til, at alle støtter op omkring livemusikken”

Og ser man på det omfattende program for stedet i 2022 – der allerede tæller over 50 koncerter – ser det da i den grad ud til, at der i de naturskønne omgivelser ved Mols Bjerge nok skulle være god grund til at få noget livsglæde tilbage i godt kulturelt selskab.

Alene her i foråret kan man opleve mange andre danske musikalske guldårer i form af f.eks. Lasse Helner med band og gæster, Allan Olsen, og Malurt. Og sørme om ikke også de udenlandske artister begynder at byde sig til. Hotel Fuglsøcentret har for vane at booke en del af de navne, der har oplevet deres kommercielle- og kunstneriske højtid.

Men de har med dygtig hånd hidtil undgået at præsentere de allerede udbrændte artister eller dem, der simpelthen bare ikke har holdbar kvalitet længere. I stedet har det fået fat i dem, der stadig er på landevejen fordi deres bagkatolog holder, og fordi de kvalitetsmæssigt stadig kan levere fra det, og til tider også fra aktuelt materiale. Sidste år leverede f.eks. Nena og Suzi Quatro to meget livsbekræftende beviser på det – med koncerter, der emmede af ægte spilleglæde, vokalt overskud, og en smittende energi.

Her i foråret bliver det Steve Harley & Cockney Rebel, Oyster Band, John Lees’ Barclay James Harvest, Smokie, Ian Paice with Purpendicular (Deep Purple), Starsailor og Kim Wilde med band, der skal forsøge at præstere på samme høje niveau. Personligt fornemmer jeg nu nok, at det alle er navne, der skulle kunne sikre det vi måske alle har savnet mest af alt – helhedsoplevelserne i fællesskab.

Flere af navnene er der da også aktuelle nyheder omkring. Kim Wilde udgav i 2021 et par singler, blandt andet “Shine on” med et andet stort og stadigt aktivt 80’er ikon Boy George. Personligt vil jeg dog mene, at de har shinet mere hver for sig.

Skotske Oysterband udgiver i 2022 et helt nyt album “Read the Sky” – deres første siden 2014, mens britiske Starsailor den 28. januar er klar med en 20-års jubilæumsudgave af debutalbummet “Love is Here”. Det udsendes nu som et dobbeltalbum, med 10 bonusnumre, heraf fem nyindspilningerne af sangene fra “Love is Here” .

Se hele programmet her: https://www.fuglsoebillet.dk/

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.