En lille tæt og intens band tour med 4 koncerter på 4 dage i landets fire største byer Aalborg, Århus, Odense og København sluttede lørdag aften med et pulserende brag af en koncert i et tætpakket Lille Vega.
Det var så tæt på fucking perfekt, at selv det uperfekte skabte værdi, som f.eks. de små tekniske problemer, der i første ekstranummer Sommerfugl Bombeskjul gjorde at nummeret først i tredje forsøg lød så guddommeligt smukt, at selv de mest promille påvirkede tilhørere evnede at rette alt opmærksom mod scenen, hvor Tomas Høffding ene mand var kommet tilbage og gav begrebet enmandshær ekstra mening i lige DET øjeblik.
En sang, der har løftet sig fra at være en lidt navlebeskuende kærlighedsklikkende klagesang fra en midtvejmand med luksusproblemer, til at være en substantiel og sanselig perle, der har rørt utallige mennesker, når den er blevet spillet til alt fra bryllupper til begravelser.
Et ud seks fra en velskænket six-pack af numre hentet fra debutalbummet – det groovy og minimalistiske mesterværk Ild drømme frihed og fred, hvor Høffding kastede alt det han var ind i bålet, og satte ny tænding til en i forvejen gnistrende musikkarriere, hvor spørgsmålet om Who made Who for længst var afløst af Where og When?.
Denne aften var vægten naturligt lagt på det helt nye album Tro håb angst og kærlighed, der på tekstsiden på mange måder springer ud af og rækker ud til fællesskabet, i modsætning til debutalbummet, der mere var baseret på ’jeg beskuende’ betragtninger og oplevelser.
Lille Vega emmede af hjemmebanefordel, og den fik Tomas Høffding professionelt og charmerende udnyttet fra det øjeblik han entrerede scenen med en lille forventningsafstemmende ’tale’ om hvad publikum kunne forvente og hvad han forventede af dem. Det hele sagt det med smilende rummelige overskud og glimt i øjet, som han bar igennem hele koncerten.
Følger man Høffding på sociale medier ved man hvor meget han har set frem til denne første større solo tour med band og hvor impulsiv detaljeorienteret han kan være omkring det musikalske udtryk.
På hans soloalbum er han multiinstrumentalisten, der håndterer klaver, trommer, bas, guitar, synths perc og programmering, og så er der få gæster på udvalgte numre, f.eks. Gustaf Ljunggren på Stille sofa øjne lukket. Ljunggren var ikke med i Vega, og i stedet havde Høffding fået den ide, at lade afløse saxofonen erstatte med mundharmonika.
To dage før koncerten i Aalborg skrev han på sin Facebook profil dette opslag;
”MUNDHARPE SHOUT OUT! Jeg har brug for hjælp. Del gerne med relevante typer
Hvem ved noget om diatoniske mundharper?
Jeg skulle have købt en saxofon og lært at spille soloen fra min sang Ringede Til Johannes på min kommende turne. Men må nok indse, her 2 dage inden turnéstart, at det ikke kommer til at ske.
Jeg har nu købt en harpe i Ddur, som så kan passe fint til sådan noget Bruce Springsteen halløj i Hm. Men når jeg vil bende nedad på de lyse toner (fra ca midten og opefter), sker der ikke andet, den at det bare lyder mere skingert. Jeg synes ikke det plejer at være sådan?!”
Skal vi ikke bare konstatere, at det lød alt andet end skingert, da Høffding selvfølgelig havde fundet et svar på sin udfordring, og det i en grad, så det rent faktisk både på åbningsnummeret og i glansnummeret Ringede til Johannes , præcist lød så skarpt, som var det Bruce ham selv, der var trådt ind på scenen som gæst. Det gjorde han nu ikke, men det gjorde så par andre interessante personligheder i løbet af koncerten. På vokal kom først Maria Køhnke med ind på en nedbarberet udgavet af Midsommer i Sverige og siden kom Tjida, der også havde givet et lovende, men også lidt ufærdigt og famlende opvarmningssæt, og bidrog til at Sindssygt fucking ondt mest af alt bare gjorde godt. Begge kom de iøvrigt med på scenen til afstutningsnummeret Mine venner. To plusser der supplerede det i forvejen sublime og hold af musikere og sangere på scenen.
Una Skott på diverse guitarer, synths og kor var simpelthen lyset i det mørke, der var lagt som baggrund på scenen. Ikke meget spot på hende, men alligevel var det hende, der i lydbilledet ofte ’shinede’ med de helt rette musikalske lag. Bag trommerne var Birk Nevel både et powerhouse og en vejvisende hvilepuls, mens korsangerne Signe Eggert, Miriam Villekjær Lassen og Simone Tang sikrede en harmonisk stemning og en atmosfærisk vibe. Tomas Høffding i front styrede selv elektronikken, til tider bassen, og undervejs også akustisk guitar.
Og man må bare konstatere, at han har ramt en lyd og tone, der gør ham til en ener på den danske musikscene lige nu. Det er en slags minimalistisk indiepop med club fornemmelser. Den slags der både kan tænde drømme, give lyst til at føle efter, futte dansegulve og ikke mindst give anledning til at dvæle i nuet – og flyde med i et soundtrack, der sætter selve livet og dets nuancer i spil.
Denne aften stærkest eksemplificeret i en ’clubby’ og tændt udgave af Månesyg, og en nærmest episk version af Ringede til Johannes. Måske leveret med ekstra kærlighed fordi vennen Johannes rent faktisk var til stede i lokalet. Og så en varm og vital version af ”Sammen på vej”, der må have givet enhver følsom sjæl en ekstra tro på kærligheden. En sang Høffding har tilegnet sin kone, der også var tilstede denne aften, i øvrigt sammen med børn og en del af de gode venner, som er grundlaget for den fællesskabende ‘banger’ Mine Venner, der blev serveret som den slags punktum, der gør at man ikke kan bede om mer.
Sætliste
Stille sofa øjne lukket
Mosaikker
Darupvej 109 (et liv, hvor alt kan og vil ske)
Midsommer i Sverige (med Maria Køhnke)
Farligt
Sammen på mig
Intet holdt tilbage
Månesyg
Sindssygt fucking ondt (med Tjida)
Ikke være en anden
Liv & død
Smukkere
Kaster alt det jeg var ind i bålet
Ekstra:
Sommerfugl, bombeskjul (solo)
Ringede til Johannes
Mine venner (med Maria Køhnke og Tjida)
