47-årige Tomas Høffding har som en fast bestanddel af WhoMadeWho – en af den danske musikscenes store og varige succeser igennem mere end 15 år – både i ind- og udland – naturligvis oplevet lidt af hvert.
Men man kunne mærke det fra første øjeblik han stod på scenen – og se det i hans mimik, i hans blik, og på hans florlette kropssprog. Denne aften var noget helt særligt. Hans første solo koncert med fuldt band. Han havde glædet sig. Og det var der god grund til.
Hotel Cecil var udsolgt og stemningen var varm, sitrende og positiv blandt et publikum hvis gennemsnitsalder nok har været godt en 5-10 år under hans egen. Ved håndsoprækning tilkendegav cirka halvdelen at de tilstedeværende i salen at de havde hørt Tomas Høffding med WhoMadeWho før. Jeg tænker at det i sig selv er en sejr, at han har vundet så mange nye ansigter, der ikke ’blot’ kommer fordi gammel kærlighed sjældent ruster.
”Vi har god tid” sagde han flere gange – ”jeg har kun skrevet 10 numre” – og så snakkede han lidt mere – også fordi det ikke plejer at passe ind i WhoMadeWho set-uppet – snak mellem numrene. Nu fik han endelig muligheden. Ikke for at få tiden at gå, men fordi han rent faktisk som midtvejsmand i livet – med masser af oplevelser i bagagen – formår at reflektere, og evner at videreformidle nogle værdier og observationer, der er livsbekræftende, eftertænksomme og på tekstsiden til tider så rørende, at man f.eks. under ”Sommerfugl” – en sang skrevet som en hyldest til hans kone, til musikken, til livet – kunne se flere stå med våde øjne og tårer, der sagte trillede ned ad kinderne mens musikken spillede.
Det danske sprog kan nemlig noget – det når dybere ind – og man kunne se det på de mange glade og åbne ansigtsudtryk i salen. Der blev lyttet koncentreret – helt ned til de bagerste pladser – og undervejs blev der sunget med, og kroppe blev sat i bevægelse, når beatet blev sat et gear eller to op eller den groovy feeling bare fik overtaget.
Efter koncerten var der godt gang i albumsalget og i det flotte gatefold cover kan du blandt andet konstatere at Tomas Høffding også har en spåmand gemt i sig. Han skriver nemlig –
”Jeg har prøvet at lave nogle sange som prøver at sætte vores liv, vores tanker og vores følelser i en eller anden form for perspektiv. Sange som måske kan blive jeres egne, som kan trøste, berolige eller løfte jer når I har brug for det. Musik som har potentialet til at skabe svedige kærlighedsfester, når jeg skal ud og spille den sammen med jer, live på spillestederne. Koncerter hvor vi danser og græde og går ud i natten, forløste og forventningsfulde”
Alligevel lidt vildt. Han har altså allerede selv skrevet anmeldelsen af sin første koncert! For det var lige præcis det der skete i aften. En forløsning ovenpå små 80 minutters levende lydspor til ”Ild, drømme, frihed og fred” skabte en fælles forventningsfuld stemning mod aftenens næste træk.
Der var blevet svedt, grædt, grinet og danset til musik, der blev taget ind med samme taknemlighed, som havde der været blevet åbnet for en fri fredagsbare. Ansigtsudtrykkene – og de opstemte snakke bagefter talte deres tydelige sprog. Dette VAR en forløsning, en af den slags, der åbnede op for nye forventninger til ikke bare natten, men til hinanden – og ikke mindst til det næste Tomas Høffding solo album, som han bagefter kunne fortælle, at han allerede er godt i gang med.
Om det nye nummer ”Mine venner” – kommer med på det andet album, kan man kun håbe på – for den ramte de fleste tilhørere i første hug – ”Den her går ud til …” lød en linje, der havde boomerang effekt, og på simpel vis bandt fortid og nutid sammen med fremtiden som mål. Indholdsmæssigt i samme boldgade som ”Ringede til Johannes” – der som fjerde nummer i koncert med i alt 12 numre, inklusiv 3 ekstra numre – blev et tidligt og gåsehudsfremkaldende højdepunkt.
Alene hans lange indledende beretning om hans eneste ’rigtige’ job her i livet ved kassen i Brugsen i Algade – og hans fundering over hvorfor de fleste af os bliver ved med at søge tilbage til de sange man blev ramt af i 14-årsalderen – i hans tilfælde f.eks. Bruce Springsteens ”The River” var betagende – og forklarede måske hvorfor at før nævnte “Mine Venner” blev afsluttet med et ægte “Bruce hyl”!. Hans drøm var at han med de nye sange kunne kaste nye frø, der kan ramme samme følelseskanal, som den der var så åben i teenageårene. Jeg deler hans drøm, og ud fra publikumsreaktionen af dømme har han med “Ringede til Johannes” ramt plet med dette wake-up kald af et lille mesterværk – der i LIVE udgaven, med endnu tungere beat, inderlig fløjten og åbent sind – mærkedes som en sand og ren befrier for sjæl og sind.
Una Skott var med på guitar, synth og kor – men spillede mest af alt en stilsikker birolle – selvom hun til sidst på både smuk og kontrolleret vis fik lov at støje lidt med guitaren på ”Alle de kys jeg ikke fik”. Nikloaj Montin på trommer var den indpiskende puls, der løftede mange af de numre, der i studieversionerne er indspillet meget minimalistiske og på ‘verdens billigste trommesæt’.
Efter den før nævnte ”Sommerfugl” – blev der midtvejs i sættet – for alvor skrevet ”DET FREDAG” over Hotel Cecil, da ”Månesyg” blev leveret i en himmelråbende fed og fuldt optændt ’club’ udgave med det hele. What a ’banger’. Dette var ikke en magtdemonstration – det var en agtdemonstration. Tomas Høffding havde som nævnt beskrevet hvad han ville men sin musik – også når den skulle ud og leve på scenerne. Ikke alle evner at føre tanke til handling – og til forvandling. Det gjorde Tomas Høffding. Alle 10 numre fra hans gennemførte debutalbum bestod live prøven, og flere blev lige løftet yderligere – fik endnu mere liv.
Pudsigt nok var det kun ”Daybreaker” – fra hans tid med Bon Homme projektet – der som andet ekstranummer – manglede at gøre indtryk på denne lytter – trods vidunderligt korarbejde fra Antonia MrSic, Mairam Villekjær Lassen og Signe Eggert. Men sproget blev en underlig ’breaker’ – og pludselig var Høffding trukket lidt længere væk – fordi man blev hevet ud af en vidunderlig dansksproget sfære, som var noget så nærende, nær og ikke mindst næstekærlig.
Forskellen blev ekstra tydelig, da det hele sluttede med selve kronen på værket – den forførende – blidt eksplosive – ”Kaster alt det jeg var ind i bålet”. Den slags numre, som jeg tænker Kasper Winding ville give sine halve karriere i bytte for at have skrevet.
Så af musikhjertet TAK Tomas for at du trods internationalt format og udsyn – nu deler dine tanker og din musik på dansk!
Tomas Høffding har skabt nogle rammer i tekst og musik – som de fleste voksne mennesker kan rammes af uanset alder og køn. Hvis ikke han med det her hold står på Roskilde Festival, Heartland Festival, Musik i Lejet eller en anden nysgerrig og ‘open minded’ festival i 2022 – og sætter ild i drømme efter en forhåbentligt længere spillestedstur i foråret, så må jeg undres endnu mere end jeg gør i forvejen over hvordan musikalsk kvalitet vægtes, måles og formidles. Det bliver simpelthen ikke meget bedre og livsbekræftende end det her!
