TONE OF VOICE ORCHESTRA – ”Tone of Voice Orchestra”

Fotograf: album cover

”Mødet mellem med det melodiske og det nysgerrige, skaber en rytmisk romance, der er værd at synge om”

Det skulle egentligt bare have været en engangsforestilling i efteråret 2017. Er særligt orkester til en særlig lejlighed. Den anerkendte, prisvindende og evigt søgende saxofonist, komponist og arrangør Fredrik Lundin havde gået og lyttet sig lun på lyden fra et album med canadiske Bruce Peninsula, der bl.a. skilte sig ud ved at have en gruppe af sangere i front og to trommeslagere. Samtidig havde han mødt et par helt unge folkemusikere, der i den grad havde imponeret ham, og endda introduceret ham for nogle nye instrumentmuligheder i hans indre klangbibliotek.

Forestillingen efterlod både det til lejligheden sammensatte band og publikum blæst helt omkuld, og Fredrik Lundin og hans partner in crime, life, and music Trinelise Væring vidste instinktivt, at det her måtte de arbejde videre med. Yderligere en håndfuld koncerter med orkestret blev det til, inden Danmark og derved musikken tonede ud i starten af 2020.  I stedet blev fokus rettet på at skabe et album. Med musikken skrevet i fællesskab, og teksterne af Trinelise Væring.  

Den usædvanlige bandsammensætning

Tone of Voice Orchestra var endt som et 10 personers band, heraf med hele 4 sangerinder. En skønsom blanding af etablerede og nyere musikere, der hver især har deres vanlige gang i alle mulige forskellige andre dansk-skandinaviske folkemusik-, jazz- verdensmusik- og indiepop-miljøer.

De fire vokalister, der udgør ’kvindeorglet”, som de selv kalder det, er Ania Rybacka, Maria Kynne, Tine Refsgaard og Trinelise Væring, mens de blåt blafrende jazz- og blues noter leveres af Fredrik Lundin på saxofoner og fløjte. De dugfriske fornemmelser for folkemusik på videre færd står Christian Mohr Levisen på drejelire, sækkepibe, og cittern, og Emma Kragh-Elmøe på violin for, mens det rytmiske verdenskort foldes ud af Joel Illerhag på kontrabas, samt Jesper Uno Kofoed og Anders Provis på slagtøj.

Som bandnavnet antyder er det ’kvindeorglet” – de fire harmoniske vokaler – der har hovedrollerne, men de stjæler aldrig billedet. For der er mere end biroller tilbage til resten af bandet. Hvert et instrument indtager undervejs roller, der ikke bare bidrager, men gør en hørbar forskel, der skaber et resultatet, som rent faktisk har karakter af noget man ikke synes at have hørt lignende før. Noget nærmest uforglemmeligt.

Albummet udgives på det hæderkronede danske selskab Stunt Records, der primært er kendt for sine jazzudgivelser, men Fredrik Lundin er reelt set den eneste regulære jazzmusiker i bandet. Og Tone of Voice Orchestra er da heller ikke et jazzalbum. Genremæssigt er det reelt helt uden for kategori. Som vores gode ven og lejlighedsvise bidragsyder her til siden Jakob Lambertsen sikkert ville kalde det: ”Grænseoverskridende”. Og det er ubetinget en ros.

Det er nemlig hverken voldsomt avanceret, anarkistisk, eller eksperimentalt, det som møder øregangene.  Det er mest af alt musikalsk åbensindet, frit og nytænkt i sin tilgang af inspiration fra jazz, blues, folkemusik, americana, indie-folk, og verdensmusik, og med et dejligt ørehængerelement, som det samlende kit. På den måde skaber de en musikalsk vej, der nok er svær at beskrive med få ord, men som er både spændende og utrolig lytteværdig at gå med på. Kort sagt et helt usædvanligt orkester, der med sit helt eget tonefald, sætter lyd til alle mellemrummene og bindingsværkerne.    

Pressefoto

Album udkommer i to forskellige udgaver

10 numre indeholder debutalbummet med en spilletid på godt 45 minutter i den fysiske version (CD + LP). Fire numre er kortet af i streamingudgaven, hvor nogle smukke rolige opbyggelige introforløb er afkortet, så den samlede spilletid bliver godt 3 minutter mindre. Jeg foretrækker så afgjort den fulde pakke, selvom man da lige skal være forberedt på et album, der spiller én i møde med en godt 1 minut sækkepibe intro, som det første!

Men i disse overflods streamingtider er vores tålmodighed sjældent ret lang. Så 9 ud 10 lyttere ville nok allerede her være videre, og havde så ikke vidst hvad man var gået glip af. Så det nok et klogt kunstnerisk valg at afkorte de længste introer, og tilpasse dem den digitale virkelighed. For det ville være tæt på ulyksaligt hvis ikke ganske mange får ørerne op for dette album, hvor åbningsnummeret “He love her for it” jo blot er et blandt mange åbenbaringer på et album, der næsten hele vejen igennem, befinder sig på et uhørt højt og direkte berigende musikalsk stadie.  

For efter sækkepibens indmarch foldes det mest fantastiske kor ud, mens den rytmiske bund fører dig trygt videre, lige indtil der skrues yderligere op for finesserne via en varm og farverige saxofonlyd, der fletter sig ind med den form for samhørighed, der kan gøre én akut musikalsk nyforelsket. Sikke et udlæg.

Singlerne står ikke alene

Nummeret var bandets anden single. Den første var ”Heartless”, der i den fysiske version får godt 40 sekunder ekstra. Et nøglenummer på albummet fordi det i den grad forener world, jazz og folkemusik. Det opleves som en rytmisk romance, der skal synges ud – og det bliver den, smukt akkompagneret af håndspillede instrumenter uden indbygget GPS, men med masser af udtryk.  

Tredje single var ”Lovey-Doveyin”, der med den hjemlige hygge som tema har en tilbagelænet ægte feel-good stemning over sig. Mere jordnær og mere musikalsk ordinært end mange af de andre numre, men så indsættes der i sidste tredjedel lige den slags korarbejde, man troede krævede et gæstebesøg af de originale Beach Boys. Det klarede TOVO så selv! Jo tak, man er allerede klar over at det band rummer både de gode vibrationer og de rørte vande på et bredt og favnende album.   

Næste single bliver det slæbende soul-roots-nummer ”Barking Up the Wrong Tree”, med en mørktonet stemning, der peger i retning af gode folk som Cassandra Wilson og Melody Gardot. Tilsat et talentfuldt og malende violinspil, der både understreger lidelsen og håbet. Stærke spirende sager, der bliver ved med at give, og får nye skud ved hver gennemlytning.

Samme fornemmelse tilsat lidt rustik old-school americana finder man I et af albummets helt store højdepunkter ”You Saw Yourself Out”. Et nummer om kærlighedens kringlede brudflader, tilsat en af de slags saxofon soloer, som det er svært ikke at blive forført af. Det hele toner bare af klasse her.

Således halvvejs på albummet, og med de fire single udspil samlet heriblandt, kunne man måske frygte, at vi havde hørt det bedste. Sådan forholder det sig heldigvis ikke.

”Typecast for the role of

Daughter wife and mother

Always someone else

Always some other than myself”

Sådan lyder det efterfølgende i verset på “Typecast”. En feministisk snoet rollemodel sang, der er så iørefaldende, at den må være gemt som et es, hvis der skulle blive behov for flere singler. Og tal så lige om overskud, når ”kvindeorglet” lige lukker nummeret med at synge ovenstående omkvæd acapella, så hvert et ord lige bliver fremhævet med fed understregning. Ren ‘Wauw effekt’.  

”These are busy times” – lyder det i næste sang, men har du tiden og lysten til maksimal nydelse, så indtag endelig ”Driven” i den 5 minutter og 23 sekunder lange version i den fysiske udgave. To minutters rolig violin intro lægger op til et nummer, der udvikler sig til en optur i uptempo, inden det afløses af det ”worksong” klingende “I’m Gonna Let It Go”, der med dette simple mantra som eneste tekst og i langsomt tempo vandrer stolt og modigt mod – forhåbentligt – lysere og bedre tider.

Alt lykkedes trods alt ikke

Var albummet sluttet her havde det været nærmest perfekt, og til en ren topkarakter. Men albummets sidste par numre taber dog kraft, og gør at lidt af sammenhængskraften og flowet mistes til sidst.

På ”That Kind of Day” lyder vokalerne nemlig i forhold til resten af albummet nærmest som en lille offday, og særligt irriterer et omkvæd, der lyder af noget som Beatles ville have kasseret, og det kan ikke reddes af ellers gode instrumentale indslag fra bas, violin og sax. Ærgerligt.  

Albummet lukker med det tekstfrie “Kom hjem til mig”, der er sang, som er inspireret af et gammelt kohornssignal fra det nordlige Sverige. Et nummer der fint forener den nordiske jazz- og folk tone, men som også pludselig lyder som noget man rent faktisk har hørt før, og derfor bare bliver en parentes målt op imod resten af albummet.

Men det er små anmærkninger til et album, der sagtens kan blive et, der skal tages i betragtning når der skal lave kåringer over årets bedste album. Det kræver selvfølgelig, at der er nogle i branchen, der kan finde ud af hvilke DMA kategorier orkesteret så skal indstilles i. Bliver det DMA Jazz, Folk, Roots etc. ? Lad kampen om TOVO begynde. De fortjener det!

Personligt ser jeg frem til at opleve orkesteret live, der da kun kan være selvskrevne til at tilføjes plakaten hos nysgerrige og grænsenedbrydende festivaler som Copenhagen jazz Festival, Himmelstorm Festival, Tønder Festival og Resonator.   

Men foreløbig kan man nyde dem og foråret indendørs når de i den kommende tid kommer forbi:

24. marts – Giants Steps i Den Blå Kirke i Svendborg

30. marts – Ollerup Efterskole

31. marts – Richter i Gladsaxe

01. april – Generator i Ringkøbing

Pressefoto
Udgivelsesformat: LP/CD/digital
Udgivelsesdato: 11.03.22
Label: Stunt Records
Genre: Grænseoverskridende

Leave a Replay

Fotograf: album cover

Udgivelsesformat: LP/CD/digital
Udgivelsesdato: 11.03.22
Label: Stunt Records
Genre: Grænseoverskridende
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.