Begejstringen fra sidste års besøg på Roskilde Festival i Gaia teltet var fredag aften flyttet ind i den vinterkolde Grå Hal på Christiania, hvor mange havde haft lyst til at gense duoen.
Arrangørerne bag eventet Frigjort Festival havde måtte flytte koncerten fra det noget mindre spillested Motopol, da efterspørgslen efter billetter simpelthen havde vist sig overvældende.
Den totalt udsolgte koncert var ligesom sidste uges optræden på Posten i Odense en del af årets vinterjazz program. Hører man godt efter i duoens ældre materiale kan der findes jazz noter hist og her, men LIVE var det den rendyrkede arabiske 80’er dance sound, der var udgangspunktet.
Fra første nummer havde de i imponerende grad og med enkle midler fat i hver og en i hallen, hvor alle i løbet af de næste 65 minutter var i en konstant bevægelse, der næsten virkede som en symbiose. Men nok mest af alt begrundet i at det ganske enkelt var umuligt at stå stille til de sanselig rytmer, der strømmede en i møde fra den sympatiske duo.
TootArd består af de to statsløse brødre Hasan og Rami Nakhleh, som stammer fra de besatte Golanhøjder i grænselandet mellem Syrien og Israel. De kom dog ikke med en politisk dagsorden, selvom deres nye melodiske single Justice naturligvis med en ærligt og simpelt budskab talte sit klare sprog.
TootArd lod ellers musikken tale, og beviste nok engang at man kommer langt med melodisk tæft og rytmisk sans. De er bestemt ikke virtuose, og store sangere er de heller ikke, men de formår at indfange publikum med det der kunne lyde som et frisk bud på hvordan det ville lyde hvis Tommy Seebach og Bee Gees for 40 år siden var mødtes til en sangskrivercamp i Golanhøjderne via et pitstop på Ibiza. Resultatet føltes varmt, ægte, samlende og festligt anno 2024 – med Open sesame, som det måske stærkeste eksempel, og med et budskud ”Open Your Heart”, som alle blandt publikum i den grad tog til sig.
Taget løftede sig ikke i samme grad som på Roskilde Festival, men den var dans, fællessang og nok kærlighed i luften til at konstatere, at TootArd ikke bare er et øjeblikkeligt og festligt indslag, men en gruppe, der stadig kan have masser af vokseværk i sig.
Foto: Kent Rasmussen
Foto: Kent Rasmussen
Foto: Kent Rasmusen
OBS!
Alle foto af Kent Rasmussen er fra Posten i Odense