TORGEIR WALDEMAR – ”LOVE”

”Med kærlighed til livet og til Neil Young er erfaren norsk rock-poet nået langt – og videre”

Kender man til den sympatiske nordmand Torgeir Waldemars bagkatalog, som soloartist  – 2 EP’er og 2 album – ved man, at vi har at gøre med en kunstner, der har hjertet med, og som engagerer sig i verden omkring ham. Musikalsk ret tydeligt inspireret af Neil Young – men omvendt lige så uforudsigelig som nestoren selv.  

Debutalbummet fra 2014 favntog de store eksistentielle spørgsmål – mens ”No Offending Borders” (2017) var en politisk og vred plade, som bør stå som et hovedværk når den nordiske rockhistorie for 10’erne skal skrives. Af samme årsager er forventningerne tårnhøje når det nye album ”Love” igangsættes, og efter en kort intro spiller ”Leaf in the Wind” sig storslået ud over hele 8 minutter og 24 sekunder, og øger igen kærligheden til denne norske urkraft af en sangskriver. 70’er lydende rock med masser af saft og dulmende drivkræfter i turbulente tider.

Det bliver til gengæld også stående som et af tre meget markante højdepunkter på en plade med bare otte numre – reelt kun fem og så tre interludes skrevet og fremført af Ole Henrik Moe. Samlet rammer albummet en spilletid på 46 minutter – og springer mellem det sublime, det stabile og det sjuskede.

”Contagious Smile” udfordrer – som en anden Jonathan Wilson eller Brian Wilson – med en stor og fyldig lyd – krydret med vellydende saxofon, mundharmonica og vokalharmoni.

Det efterfølges efter et kort mellemspil af albummets andet højdepunkt – ”Truncated Souls” – der selv i et Buffalo Springfield eller Manassas katalog ville stå i den forreste række. Fantastisk og roligt opbygget – hele tiden med nye lag – en trompet – en guitar solo – flamberet med kærligheden til – igen – vokalharmoni og ønsket om samklang i det herskende kaos omkring os.

Til gengæld forekommer den sang – der ellers næsten deler titel med en Neil Young klassiker – ”Heart and gold” – underlig sjusket i sin udførsel. Måske bevidst – og måske i kærlighed til det umiddelbare og noget ukontrollerbar – men i denne skribents ører bliver resultatet også derefter.

Sidste nummer på pladen ”Black Ocean” vil med garanti dele vandene. Nogle vil man elske det, andre vil føle at de har fundet ny næring til og beviser på, at rocken er noget farligt stads, som man bør holde sig langt fra.

Bygget op med et spændingsmættet inferno af lyd – fra det der lyder som en sammenstød i mellem violiner i de første 2 minutter og 45 sekunder – inden nummeret langsomt lader sig psykedelisk folde ud som uberegnelige bølger på det mørke hav, der lyses op af en musikalsk rejse – der nok er krævende – men som også kvitterer med en overraskende latin-rock lydende afslutning, som Santana ikke kunne have gjort meget bedre. Efter 14 minutter vender violinerne sagte tilbage og afslutter sørgmodigt og smukt et album, der delvist indfrier de store forventninger, som fortidens bedrifter havde skabt. Kender du ikke til Torgeir Waldemar i forvejen, så kan du roligt starte her, hvis du er til old-school klassisk rock med nutidig relevans, og samtidig lægge en halv skive til denne skribents karakter.   

Pressefoto
Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 17.01.20
Label: Jansen Records
Genre: Rock

Leave a Replay

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 17.01.20
Label: Jansen Records
Genre: Rock
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.