TRAINMAN BLUES – ”Shadows and Shapes”

Fotograf: Album cover

”Blues uden støv – men med masser af sjæl”

Trainman Blues – der i sin grundstamme består af den herboende irske sanger og sangskriver Richard Farrell og den danske producer og musiker Laust ’Krudtmejer’ Nielsen tog den danske bluesscene med storm da de i 2018 udgav deres debutplade, og velfortjent løb med titlen for årets bluesudgivelse til Danish Music Award.

Med dyb respekt for og næstekærligt kendskab til blueshistorien prøvede duoen at skubbe lidt de støvede rammer, som bluesmusikken i mange år er blevet præsenteret i – som oftest helt frivilligt! Det er kort sagt en noget vedkendt konservativ genre, der i mange år har savnet nytænkning og en frisk puls.

Det var hvad Trainman Blues lige præcis leverede med debutalbummet, der var et af de bedste – og mest nyskabende – danske blues album i mange år. Beats og sampling i blues var pludselig ikke fy ord når det blev gjort så autentisk og arrangeret så godt og stadig blåt som her.

Stilen fortsættes og forfines på det ligeledes fortræffelige andet album ”Shadows and Shapes”. Det er stadig The Blues, der er udgangspunktet, men der flirtes også formfuldendt med f.eks. det mere soulfyldte – ikke mindst på numre som ”Can’t Keep On Running”, ”Better Every Day”, og det næsten himmelråbende stærke afslutningsnummer ”Find My Wings”. Alle numre, der er med til at vise at toget stadig kører med fuld damp fra skorstenen, men gerne på nye spor og efter en opdateret køreplan. Richard Farrell’s vokal er kommet endnu længere frem i lydbillede – mens der i arrangementerne stadig leges listigt med lagene, og der forkæles med nuancer, der er mere end bare leg.  

Som ‘lytteplade’ er det en berigelse at fornemme at Richard Farrell’s markante og mangfoldige vokal er skubbet helt i front, og gennemgående går all in og holder hele vejen hjem. Til gengæld vil jeg ikke undlade at nævne, at den fremmelig vokal for nogle mere utrænede ører måske nok kan virke lige lovlig anmassende undervejs, ikke mindst hvis musikken blot kører som en ubekendt faktor i baggrunden.

Alle numre er skrevet af Richard Farrell, produceret af ’Krudtmejer’ og ellers arrangeret af dem begge i fællesskab. Den arbejdsfordeling fungerer – og skaber et samlet indtryk af et album, der på godt 44 minutter og over 12 numre, viser at duoen både har fortsatte ambitioner og noget at have dem i.

Og skal bluesmusikken reddes fra at være mere end en niche genre, gemt i skygger fra gamle tobakståger, så er der ingen tid at spilde, og det gør Trainman Blues da heller ikke når de ægger ud med ”Losing Time” – et af hele fem numre der har været ude som singler. Det her er lyden af et tog, der kender vejen, og har kørt siden passagerne, hed Mamie Smith, Son House og John Lee Hooker, og her gæstes det så iøvrigt af Peter Nande på fuldfed og farvende mundharmonika.

Han er langt fra eneste gæst, der er værd at bemærke. Trommeslagerne Thomas Crawfurd og Lars Heiberg Andersen skiftes til at give det bedste af deres god skind – og sikrer sammen med ’Krudtmejers’ markante og pulserende bas – at albummet som helhed må betragtes som decideret rytmisk velfunderet. Bare mærk det indlevende og tilbagelænede rytmiske groove på titelnummeret, eller det rytmiske drive, der er i det efterfølgende ”Trouble Mind”, der i øvrigt gæstes af guitarist Alain Apaloo.

En anden guitarist – Ronni Auðar-Boysen – medvirker på fire numre – herunder albummets i mine ører to ubestridte højdepunkter. Først og fremmest mesterstykket – gruppens måske nye signatursang – ”Sing Your Own Song”. Hele seks minutter og 16 sekunder får den lov at folde sig ud over – og mærkes reelt som selve indgangsnøglen og moderhjertet af albummet. Det er inderligt, det er stemningsfuldt, med besnærende korarrangement, pleasende percussion fra Crawfurd, og gnistrende guitarspil fra Auðar-Boysen. Det er på et uhørt højt internationalt niveau, og har potentiale til at blive en bluesklassiker – men jo desværre nok ikke med Trainman Blues selv, når de nu ikke er signet på et af de store labels. Men fik f.eks. Van Morrison feat. Eric Clapton fat i det her nummer, så ville millioner med garanti slå ørerne ud.  

På ”Spice of Life” er det også den rytmiske puls, den intense vokal, og en atmosfærisk forførende – og mesterligt serveret – surf klingende guitar fra Auðar-Boysen, der løfte nummeret helt op til toppen af begejstringsbarometret. Deroppe bliver jeg personligt hængende i den intense ’work-song’ agtige blues ”I Cried” – der er enkelt, men effektivt arrangeret, samt på den nærmest Prince-funky ”Undivided Seer” – for ikke at tale om ”I’m Fire”, hvor guitarist Rune Højmark og Kristian Jørgensen på orgel indtager den slags biroller, man bemærker, og som holder hovedrollerne til ilden.

”Shadows and Shapes” er lyden af en duo, der i godt selskab synger deres egne sange, som bare kører derudad i deres eget helt spor. Med de to som togførere tør jeg allerede nu godt indløse en bestilling på et fast pendlerkort.

Udgivelsesformat: LP/CD/digitalt
Udgivelsesdato: 25.03.21
Label: Krudtmejer
Genre: Blues

Leave a Replay

Fotograf: Album cover

Udgivelsesformat: LP/CD/digitalt
Udgivelsesdato: 25.03.21
Label: Krudtmejer
Genre: Blues
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.