TYLER CHILDERS – Pumpehuset – 30.01.2020

Tyler Childers på Pumpehuset torsdag d. 30. januar 2020.

Fotograf: Helle Arensbak

”Et godt billede på en mand, der er langt mere end én god historie”

Side 33 havde fotograf Helle Arensbak på pletten til mødet med en af country musikken helt store rising stars- Tyler Childers. Han har både i 2018 og 2019 optrådt på Tønder Festivalen og er netop blevet offentliggjort til årets Roskilde Festival. Ud over de fremragende fotos har Helle Arensbak leveret nedenstående stemningsrapport, der i den grad bare gør, at man som en af de mange, der glippede koncerten, allerigevel føler at man ser og hører det hele for sig. Læs med her :

Forventningerne til den totalt udsolgte koncert med Tyler Childers var store. Ventelisten ville ingen ende tage, og det gamle venue i Pumpehuset var et perfekt punktum for Tyler Childers og hans Foodstamps. Sidste stop på europaturneen før gensynet med hans elskede Kentucky og hans frue The Lovely Lady May.

Fotografen savnede fotopittens trygge barriere i de første tre numre, men nærheden med publikum og den usentimentale countryhelt var det hele værd. Han fik en varm velkomst, og man kunne høre, at folk kom fra mange hjørner af kloden for at nyde en aften med “The Country Squire Run”.

Tyler Childers på Pumpehuset torsdag d. 30. januar 2020.

Udsolgte venues gennem Europa. Tyler Childers har sandelig fået fat i publikum langt hjemmefra, og der blev givet kærlighed tilbage undervejs. På sange som ”House Fire” og ”All Your´n” og ”Whitehouse Road” blev der sunget med, og det kunne mærkes i den ikoniske Kransal. Flertallet stampede med på rytmen og der var en god synergi på begge sider i salen. Tidligere koncerter i Danmark med Tyler Childers har været ret ordknappe mellem sangene, men i takt med publikums voksende kendskab og ivrige deltagelse kom der både smil og dialog fra hans til tider hårde blik. Det klædte oplevelsen.

Tyler Childers på Pumpehuset torsdag d. 30. januar 2020.


Langs de rå vægge stak kæmpe fritlagte trækonstruktioner frem og flere gæster fandt vej op over crowden for at få et bedre udsyn. Der blev klappet og råbt “I love you Tyler” fra flere knægte til manden i front. Han var for en stund hastet hjem til Grammyuddelingerne i Guds eget land, men kom tilbage til os i København for en solid afskedssalut. Og knægten indrømmede blankt, at han glædede sig til at komme hjem igen. Men han var ikke i tvivl om at han ville vende tilbage til København på et senere tidspunkt. Helt spontant blev der skreget “Roskilde” fra salens mange struber. Dagens blast fra festivalen med den Orange Scene havde løftet sløret for Tylers koncert til sommer, og den stakkels knægt var ikke helt med på, hvor Roskilde nu var placeret. Men han blev tilgivet, og koncerten fortsatte med en blanding af albummet “Country Squire” og gamle kendinge som ”Feathered Indians”. Publikum nynnede med og det behagede “The Ginger General”, som de lokale news back home kalder ham.

Tyler Childers på Pumpehuset torsdag d. 30. januar 2020.

Timothy Tyler Childers er bestemt ikke ny på en scene. Den 28-årige musiker har siden han var ret ung spillet på små venues hjemme i Lawrence, Kentucky, og han har skabt sig et solidt hold af folk, der elsker ham og hans musik. Hjemme i det lokale segment forguder de ham. Det er nu nået Danmark. Takket være Tønder Festivalen og at han i USA har ramt de store talkshows med hans nye LP ”Country Squire”, der er produceret af Sturgill Simpson.

Tyler Childers på Pumpehuset torsdag d. 30. januar 2020.

Historierne i Tylers Childers univers er usentimentale countryfunderede perler, der er skåret skarpt og med musik, der går i både fødder og sind. Han fortæller historierne om pigen i bussen, om Juliet og hendes ”Redneck Romeo”. Om Lexington by, der både huser værtshusene, kvinderne og de tavse farmere, der må arbejde i byerne for at tjene nok til at overleve. Om byernes kolde facade og mest om hvad countrymusikken oprindeligt blev lavet til. De daglige historier fra landet af. Om naturens smukke ynder. Om drugs og moonshine, der er ingredienser i et ungdomsliv. Om at forelske sig og blive smidt på porten af kvinderne. Historierne kommer direkte fra hans opvækst.

Tyler Childers på Pumpehuset torsdag d. 30. januar 2020.


Tyler behøver ikke sige så meget. Man kan sagtens mærke hans historier. De er som et godt fotografi. Med velvalgt humor beskriver hans livsvilkår så nærværende på vers og omkvæd at man bliver nysgerrig. Og det tiltaler fotografen mere end noget andet. Man får helt lyst til at møde de mange karakterer, han synger om. Hvordan ser der egentlig ud på Whitehouse Road? Under sangen “Universal Sound” lukker han øjnene og nærmest messer ordene ud. Han er stærk, og der er et fedt kollektiv blandt de gode herrer på scenen.

Tyler Childers på Pumpehuset torsdag d. 30. januar 2020.

Bandet The Foodstamps, som tæller Craig Burletic på bas, Chase Lewis, keyboards. Rodney Elkins, trommer og James Barker på steel guitar samt “The Professor” Jesse Wells på violin. Sammen spiller de vejene tynde. De er hver for sig unikke musikere, der virkelig kan deres kram og medbringer karakteristiske instrumenter fra bluegrass og folk. Violinen og steel-guitaren er helt centrale elementer på den nye skive.

Tyler Childers på Pumpehuset torsdag d. 30. januar 2020.

Tyler Childers slutter af med at sende bandet ud og sige pænt farvel til turnélivet i Europa. Han står alene tilbage med sin guitar. Tonerne til hans livs kærlighed, Lady May, får salen til at sænke åndedrættet og bare lytte. Et par fulde knægte nede bagved ødelagde desværre seancen en smule med deres tilråb. Men tilbage står at den 90 minut lange koncert gav indtryk. Og et vildt aftryk.

Hjemme i USA venter nu en kæmpe udsolgt turne med hans producer, Sturgill Simpson, og vi kan glæde os til Roskilde festivalen, hvor han er ny mand på plakaten. En herre sagde på vejen ud: “Hvor ville det være fedt, hvis tog cowboyjakken af og spillede et sæt mere.

Tyler Childers på Pumpehuset torsdag d. 30. januar 2020.
Picture of EHDK

EHDK

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.