30 minutter før Vega åbner dørene tirsdag aften, er forvirringen total. Fremmødet der allerede snirkler sig om bygningens første to hjørner, er tilsyneladende blended sammen med en mindre kø til Lille Vegas Kite koncert. Omfanget af cowboyhatte, flannel skjorter og kasketter, leder dog ingen tvivl om at størstedelen af massen skal samme vej. En forbipasserende cyklist spørger nysgerrigt, hvem der skal spille, før han med et let skuldertræk fortsætter sin færd.
For en del danskere ringer navnet Tyler Childers måske ikke ligefrem en klokke. Men for countryfans, er det svært at forestille sig et aktuelt navn, der er meget større, hvilket aftenens totalt udsolgte koncert også vidner om. En amerikaner i køen udtrykker begejstret, at muligheden for en intimkoncert med Tyler Childers er uhørt i hjemlandet, hvor aftenens stjerne efterhånden udelukkende optræder på stadioner.
Salen Vega koger og forventningen summer, da aftenens udmærkede opvarmning med John R Miller er veloverstået. Omkring kl. 21.00 rammer Tyler Childers og hans seksmandsstore Kentucky-hær The Food Stamps scenen, og det tager ikke meget mere end et overlegent skridt mod mikrofonen, for aftenens hovedperson at overbevise publikum. For Tyler Childers sangtalent er intet mindre end fænomenalt. Man kunne uden tvivl dvæle ved de tekniske aspekter, der er ufejlbarlige, da Childers leverer en vokalpræstation, hvor hver eneste tone sidder lige i skabet. Men måske det i virkeligheden ikke er nødvendigt at sige meget andet end: Tyler Childers stemme, og mestring heraf, er fuldstændig unik. Hans ansigtsudtryk og måde at anvende sin krop når han synger, er næsten teatralsk at overvære, og intensitet og indlevelsesevne vidner om et talent, eller medfødt gave om man vil, der er autentisk, let og naturlig og som kommer fra det der helt specielle sted indeni. Kort sagt, ingen synger som Childers.
Gik man og troede at der denne tirsdag aften, var lagt i vælten til en god omgang oldschool countrymusik, bliver man overrasket. For Childers og co. har tilsyneladende ingen intentioner om at gøre noget som helst traditionelt. Bandet spiller kort og godt r…. ud af bukserne, og musikken tangerer et eller andet sted mellem gospel, bluegrass, rock og country-funk. Det er pænt syret, og især bassisten med det hippie-inspirerede udtryk Craig Burletic, gør sig bemærket med sit formidable basspil og stærke kor. Også Childers afslører andre talenter, da han under en af flere instrumentaldele, griber en violin og slår sig ned på en stol midt på scenen, for at skeje ud med resten af Kentucky-slænget, mens baggrundslyde af skrålende haner og skrigende høns flyver gennem Vega. Cowboyhat eller ej. Det er svært ikke at mærke sin indre hillbilly.
Halvvejs i sættet forsvinder bandet, og aftenens hovedperson er ladt tilbage alene, blot akkompagneret af sin akustiske Martin-guitar. Nu skal vi virkelig forkæles. Råt for usødet, serverer Childers sine tre mesterværker ’Lady May’, ’Nose On The Grindstone’ og ’Follow You To Virgie’, og understreger ikke bare sit vanvittige talent, men også hvor dragende det kan være, når blot en mand og hans guitar får lov at stå alene. Solosessionen med Childers er aftenens højdepunkt, og det havde været tilgiveligt, hvis resten af koncerten var fortsat sådan.
Aftenens sætliste er en kombination af gamle og nye sange, hvor sidstnævnte fylder overvejende. Man kan diskutere, om der kan tales om en før- og efteræra for Tyler Childers, for hans nyere udgivelser har utvivlsomt et mere kommercielt countryudtryk end tidligere. For en artist som Childers, der ikke har haft støtte fra den amerikanske countryradio, er det kommercielt eller ej, imponerende at han alligevel har formået at toppe albumlisten med et salg på over 100.000 albums. Og selvom anerkendelsen han endelig opnår, er yderst velfortjent, var der bare noget magisk og inderligt over de tidlige ’Red Barn’-dage, som ikke helt synes overført i den nye og mere sikre stil.
De senere år har Childers historiefortællinger desuden også bevæget sig ud af Kentucky-bjergene og i en mere aktuel og politisk retning, og selvom man kun kan tage hatten af for modet til at gå mod den hårdtslående højrefløj, specielt som countrymusiker, kan man godt savne dagene, hvor socialrealismen ramlede lige uden for vinduet, og arbejdsløshed, pillemisbrug og splittede familieforhold i provinsen, var hvad der dominerede sangskrivningen.
Men uanset hvad, er Tyler Childers, både før og nu, en af den slags dygtige historiefortællere, der formår at tage publikum med til en helt anden verden, langt fra den flade danske leverpostejs-hverdag. Og så kan man vel heller ikke andet end at respektere en moderne outlaw, der ikke er bange for at stir the shit.
Der var altså ikke mange fingre at sætte på aftenens koncert, der formåede at indfri skyhøje forventninger. Eneste anke kunne være fraværet af personlige favorit ’Charlston Girl’, der ifølge rygtet er inspireret af naturkræften Sierra Ferrell, men som desværre ikke længere er en del af Childers liverepetoire.
Ved koncertens afslutning, der desuden involverede en fierce version af ’House Fire’, var en ting helt sikker. Der er ikke længere nogen vej tilbage. Countryfeberen har endelig ramt Danmark. Og gudskelov for det.
