UB 40 fejrer deres 40-års Jubilæum her i 2019. Eller nok mere retvisende – dele af UB 40 fejrer dette jubilæum. For det originale line-up er splittet op i to – og der har været kørt retssag om hvem, der har rettighederne til navnet. Det har den udgave man kunne opleve i går på et halvfyldt Docken. Tre originale medlemmer er med her – Robin Campbell (guitar, backing vokal), Jimmy Brown (trommer) og Brian Traver (sax).
Til gengæld mangler den originale forsanger Ali Campbell – han forlod efter uenigheder med managementet omkring bandet gruppen i 2008 sammen med keyboard manden Mickey Virtue.
De to ville i 2014 videreføre UB 40 navnet sammen med Astro (perc, trompet) der nu også havde forladt det originale band. De fik dog ikke rettigheder og udgiver og optræder derfor under navnet UB 40 featuring Ali, Astro og Mickey.
For mange er UB 40 naturligvis ikke mindst stemmen fra Ali Campbell – og de kan næppe være tilfreds med hans afløser – storebroderen Duncan Campbell – der langt fra har samme vokale kvaliteter som Ali. Dette var da også et af argumenterne fra Ali om hvorfor han søgte om rettighederne til navnet UB 40 ovenpå en halvlunken solokarriere. Han er således i Yorkshire Post citeret for at have udtalt –
“I sat back for five years and watched my brother Duncan murdering my songs. We’re saving the legacy”
Og ”legacy” er vel ganske betegnende for et band der på verdensplan har solgt mere 70 millioner album, og har haft to nr. 1 hitsingler “Red Red Wine” og “Can’t Help Falling in Love” i USA.
De numre blev naturligvis også leveret på Docken – hvor 50+ publikummet generelt virkede glade og tilfredse for hvad de hørte. De – var som Docken har gjort det ved flere koncerter efterhånden – delt op i en halvdel med stående og en med siddende publikum. Bandet – der præsenterede sig som et danseband – ville nu gerne have alle op at stå, men det lykkedes aldrig helt. De leverede ellers en udmærket omgang reggae/pop – men det kunne i den grad høres og mærkes – at der manglede den velkendte sound fra Ali Campbell. Brormand Duncan Campbell har diplomatisk sagt nok drukket af den tynde kop te, da stemmen skulle smøres og formes.
Så lad os nu satse på at City Concerts næste år kan præsentere UB 40 featuring Ali, Astro og Mickey – så det danske publikum ved selvsyn kan få mulighed for at vurdere styrkeforholdet mellem de stridende parter. Og ja til afsluttende info, så er alle de tre omtalte stykker Campbell brødre, og iøvrigt sønner af den anerkendte – og i 2012 afdøde skotske folk-sanger Ian Campbell.