Uffe Lorenzen – er om nogen den ukronede konge indenfor dansk psykedelisk rock – og en kærkommen kultfigur i dansk musikliv. Et insisterende image skabt uden imagepleje – men på at gøre som man ikke plejer – og som man måske heller ikke altid bør gøre i den perfekte verden. Men findes den. Næppe – og det er da også mere den aldeles uperfekte verden, som får næstekærlige ord med på vejen når Uffe Lorenzen spidser pen og nøgenhat.
Om det har været som soloartist eller som frontfigur i Baby Woodrose eller Spids Nøgenhat, så har han altid gået sine egne veje – og helt uden GPS. ”Magisk realisme” er tredje album fra Uffe Lorenzen på bare 3 år og er det er i bogstavelig forstand et rendyrket solo album for han spiller alt selv – på nær en enkeltstående pedal steel guitar, lidt cello og en trompet.
Præmissen har tydeligvis være at lave et regulært rockalbum i klassisk forstand – sådan som Baby Woodrose måske ville lyde på dansk. Det lykkedes til fulde over 10 numre og en spilletid på cirka 37 minutter – hvor man især imponeres over nogle at teksterne – der velsagtens skulle kunne holde helt til den dommedag, som også får lov at spøge undervejs.
De 10 sange er skrevet i en periode, hvor den gode mand ikke havde noget fast sted at bo, men boede syv forskellige steder i hovedstaden hos gode venner i løbet af sommeren 2019. Der blev sangene til, og gav helt naturligt vinkler på København fra Nørrebro til Amager og Østerbro – ligesom den også kom til at omhandle det paradoks, som det kan være at leve i landets største by og alligevel føle sig ensom og en smule fortabt.
Det aflæses at rodløsheden og en vis pessimistisk stemning har præget sangskrivningen – men det er teksterne bestemt ikke blevet værre af – for mon ikke mange med mellemrum har haft det nogenlunde lige sådan – og båret rundt på nogle af de samme tanker – om det på samme ruter eller i egen by?
Eneste nummer han ikke har skrevet, er ‘Tornerose’, der oprindeligt blev indspillet af Trille i 1973 – og her får et respektfuldt løft med et let psykedelisk præg ikke ulig Spids Nøgenhat.
”La’ det gå” – og ”Caminoen” har været ude som singler, og de er utvivlsomt også blandt pladens bedste numre. Ikke mindst sidstnævnte, der er Uffe’s helt store Neil Young moment – altså når Neil Young gider og er absolut bedst. På tekstsiden bliver her man ført rundt i byen – mens lyden af steel-guitar og elektrisk ditto sætter egne drømme og billeder i spil, hver gang de matches af de mange forførende stedord. Det måske ikke gjort meget bedre siden de glade Gasolin dage.
De herligt pågående og elektriske ”I mit blod” og ikke mindst ”Livet skriger” kunne også have være velvalgte singler. Ikke mindst teksten i sidstnævnte får gåsehuden frem – fra første vers-
”Jeg vader igennem byens gader – I mit helt nye kvarter – kigger ind i alle jeres kasser – og drømmer om hvad i mon laver der / Er der nogle der elsker – eller keder sig ihjel – er der nogen der føler ensomheden – ligesom inde i mig selv – hvor livet skriger – ja livet skriger i min sjæl” og til det sidste-
”Og når jeg dør så håber jeg – at jeg vil huskes for min sang – for at jeg gjorde mit bedste – og ikke for dem jeg gjorde ondt – for at jeg var en der altid søgte ud – fordi jeg aldrig kunne finde hjem – når livet skriger – livet skriger i min sjæl” .
Jeg tror nok at jeg for eget vedkommende kan skrive under på at Uffe Lorenzen vil blive husket for både denne tekst, og for hans afvæbnede måde at udstille livets magiske realisme på – hvilket han også gør på den ligefremme og fantasifulde ”Nede af vejen” – der til fulde bekræfter at også et syrehoved kan finde smutveje i livets læsterlige labyrint.
Samme musikalske ligefremhed høres i ”Stjernestøv” – der genopliver lyden af en C.V. Jørgensen fra dengang han mest af alt var solgt til stanglakrids – og som igen rummer nogle linjer i teksten, der viser at Uffe Lorenzen aktuelt må betragtes som en af sværvægterne på den danske sangskriverscene.
”Vi har navne – cpr og NemID – men vores virkelige længsler – kan ingen andre se – vi er stjernestøv og poesi – tilfældighed og entropi”.
En ret realistisk udlægning af verden i dag. Jeg måber. Jeg mærkes. I alt usynlighed. Det er magisk.
Magien mangler til gengæld pudsigt nok på det akustiske titelnummer, der på en eller anden lyder lidt hjemløs og for evigt søgende – ligesom ”Dommedags eftermiddag”, der nok er en smuk – men også en lidt fortænkt – kærlighedserklæring, som ikke helt står mål med pladens øvrige høje niveau.
Men som sådan afspejler den fint en tur rundt i København. Farverne, pulsen, lydende, lysene ændrer sig hele tiden – mens lysreklamerne på magisk måde undervejs ændrer sig til mantraet ”Home is where the heart”.
Jeg har altid godt kunne lide Uffe – og til tider også noget af hans musik – men med dette album fandt han en plads i mit hjerte. Home is where Uffe Lorenzen is!
