UNO SOUL “Poppy”

Fotograf: Albumcover

”En velklingende mixzone af tidløs og taktfuld pop-rock”

Dette ærkedanske band er centreret omkring sanger, musiker og sangskriver Rasmus Troels Jørgensen.

Uno Soul har huseret som et ’elsket af kendere’ undergrundsband i årtier, og har sågar også indspillet en lang række album, hvoraf dog kun nogle få af disse rent faktisk er udgivet officielt.

Under navnet Troels Joergensen er det også blevet til et par anbefalelsesværdige soloalbum – senest ”Willing to Die”, som også blev anmeldt i begejstrede vendinger her på siden.

Et forholdsvis dystert album, der var bundet op omkring tabet af en nær ven og bandkollega, der valgte at tage sit eget liv. Denne gang har sangskriver Jørgensen bevidst haft lyst til musikalsk og tekstmæssigt at være ”mere munter end nederen.”

Den mission lykkedes til fulde. Der er en luftighed og en lethed over albummet, der dog ikke er bange for at flirte med det rå og rytmiske.

Foto: Henrik Hildebrandt

Forførende guitarklange og de forløsende sange

Albummet har et fængende drive fra de første forførende guitarklange i åbningsnummeret ”All It Means” – og således fastholdes man reelt i samtlige de 35 minutter pladen varer.  

Først og fremmest imponeres man over en international lyd, og den kvalitet, der udspiller sig i en velklingende mixzone af inspiration fra – vil jeg gætte på – navne som Traveling Wilburys, Jellyfish, Beatles, Oasis, Aaron Lee Tasjan og Byrds. Kan du lide nogle af de nævnte navne, så kan du roligt give Uno Soul en fair chance.

Det er hele vejen igennem uhørt melodisk og iørefaldende, og musikalsk er der plads til både indie- og countryrock, power- og britpop.   

Rasmus Troels Jørgensen har en stilsikker nasal vokal, der ikke stjæler billedet, men er godt støttet af fine korarrangementer, der i den grad styrker helhedsindtrykket.

Ud over Rasmus Troels Jørgensen på guitar og vokal består Uno Soul af Henrik Lysgaard Madsen på guitar, slideguitar og kor, Jeppe Thiesen på bas og trommeslager Per Mølgaard Jørgensen – og de lyder i den grad af en sammentømret helhed.

Foto: Henrik Hildebrandt

Masser af P6 Beat potentiale

“Poppy” er da også skabt på den gode gammeldags facon. Sangene er skrevet af Rasmus Troels Jørgensen, øvet og arrangeret i et rockstinkende øvelokale og indspillet live i studiet Black Tornado B&W. Albummet er velproduceret af Lars Lundholm (Savage Rose, Iceage, Bleeder, Alive With Worms m.fl.).

Resultatet er et old-school album, der bestemt har noget at byde på i nutiden. Fyldt med sange med rockhistoriens velkendte variationer og fabulationer over kærligheden og relationer til andre mennesker. Hjertet er med hele vejen, om det banker af lyst, lede eller med lethed.

Mindst en håndfuld sange har hvad jeg forstår ved åbenbart P6 beat potentiale. De ellers velvalgte singler – omtalte ”All It Means” og den Tom Petty-ish ”Heartbroken Girl” klarede ikke at finde vej. Men så må det være numre som den boblende ”Buble”, den rørende og rumsterende ”Plenty of Time” eller den herligt livsbekræftende ruskende rockperle ”No Tomorrow”, der gør det. Tre højdepunkter på stribe på en af den slags plader, der løfter sig for hver eneste afspilning.

Country noterne blomstrer og kærtegnes på ”New Way To Love” og ”On a Good Day”, og viser på mange måder at dette band rummer så meget sjæl, at UNO SOUL ikke kan gøre det.

Det her er ikke ’bare’ et stykke gennemarbejdet håndværk. Det et album, der uden kunstige tilsætningsstoffer er skabt af et levet liv som professionel musiker, og som et søgende, åbensindet og nysgerrigt mennesker.

Den slags fortjener der nu engang at blive skuret op for!.

Foto: Henrik Hildebrandt

SE DEM LIVE!

På lørdag den 10. december kan UNO SOUL opleves live på BETA 2300 på Amager, hvor de kommer i det fulde set-up.

Side 33’s udsendte Belinda og Henrik Hildebrandt var til stede da UNO SOUL på et godt proppet LA FÉE VERTE den 4. november afholdte en afslappet release koncert, som for alle tilstedeværende efter sigende gav lyst til at høre mere. Som Belinda efterfølgende konstaterede:

”Er du til LOVE and PEACE og lidt melankolske krydderier hvor undertonerne er rå, så er det nye album nok noget for dig”.

Hun fik noget så ret!

Foto: Henrik Hildebrandt
Udgivelsesformat: LP/digitat
Udgivelsesdato: 04.11.22
Label: Unusual Records
Genre: Powerpop m.m.

Leave a Replay

Fotograf: Albumcover

Udgivelsesformat: LP/digitat
Udgivelsesdato: 04.11.22
Label: Unusual Records
Genre: Powerpop m.m.
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll to Top

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.