Bag det lidt kedelige advokatfirma klingende bandnavn gemmer sig et af de senere års mest spændende nye bands – på en i øvrigt noget så sprudlende nordisk musikscene.
Det syv mand store band – anført af Salem Al Fakir og Vincent Pontare aka Vargas & Lagola – ramte plet fra første tone, og beviser hele vejen igennem den 80 minutter lange koncert, til fulde at man også kan finde egen identitet – selvom man hidtil mest er verdenskendt som leverandør af sange til artister som Avicii, Madonna, Swedish House Mafia, Agnes, og Veronica Maggio.
Som duo – og her altså som fuldblods liveband – har de dog i den grad skabt deres eget alternative pop udtryk, der åbenlyst tager sit udgangspunkt i den amerikanske 70’er soft-rock scene, hvor navne som America, Loggins & Messina, og Chicago var hitmagerne på øverste hylde.
Vargas & Lagola har en uhørt stærk sans for det melodiske – men samtidig evner de at lægge flere progressive og kreative lag i deres alternative iørefaldende popunivers. Ofte ender det som lyden af en varm brise ladet med masser af atmosfærisk sprængkraft og nysgerrighed. Gennemgående er alle deres sange skabt som vokalharmonier i verdensklasse, med dem begge ved mikrofonen. Harmonierne kan simpelthen ikke leveres mere harmonisk og stilsikkert end det gøres denne dejlige torsdag i en af hovedstadens smukkeste koncertsale.
Det er da også tydeligt, at Vargas & Lagolo nød både danskheden, og selvfølgelig at en del landsmænd også var dukket op. De følte sig åbenlyst hjemme, og kommunikerede derfor efter godkendelse fra publikum udelukkende på svensk undervejs i koncerten.
Live går Vargas & Legola ALL INN. Det være sig i forhold til laserlys, lyd og fremtoning. Samtidig optræder de trods guldtænder, dyrt udstyr og vel nok stadig solide bankbøger qua deres internationale succes som sangskrivere utroligt ydmygt og sympatisk. De er helt åbenlyst ’tacksamme’ for den varme modtagelse på åbningen af deres aktuelle lille tur i Danmark og i hjemlandet Sverige.
Et omkring halvfyldt Lille Vega – hvoraf hovedparten af publikum aldersmæssigt ikke var i nærheden af at have oplevet 70’erne selv – var helt med lige fra starten med de lidt overraskende åbningsnumre ”Darkest Before the Dawn” og ”Since 99” – som begge er hentet fra det album – ”The Butterfly Effect” (2019) – der som det eneste af deres tre album ikke er udgivet i fysisk format.
At et nummer som ”Since 99” ikke er blevet et verdenshit undres man over, mens man i koncertens tredje nummer ”Roads” nærmest overvældes over at noget kan leveres så harmonisk, melodisk og bragende velspillet med masser af pondus og power i udtrykket. Fællessangen skulle vise sige at blive en hovedvej denne aften.
Vargas & Lagalo er åbenlyst i sync med deres publikum – og de har kufferten fuld af den slags popsange, der ikke kan nedslides. Der synges med, der tændes smil – mens i alt 13 sange fra deres bagkatalog foldes elegant ud.
At Vargas & Lagola med hele tre guitarister på scenen er mere end et popband, bliver første gang helt tydeligt i det femte nummer på sætlisten ”Somebody That Understand Me” – også hentet fra ”The Butterfly Effect” – der afsluttes af den slags lange levende guitarsoloer, der næsten ikke engang er plads til nu om dage hos de mest gedigne rockbands.
Tilbage i popland kom vi med en af den slags popsange – ”Forgot To Be Your Lover” – der bare føltes både helt perfekt, frisk og uopslidelig. Der blev i den grad skruet op for fællessangen på netop det nummer – mens der i de efterfølgende ”Big Hearted” og ”Selfish” lige blev tilsat et ekstra tilskud klædelig rockenergi, der var med til at løftede de i forvejen storslåede omkvæd.
Den første sang duoen lavede som Vargas & Lagola var “Sun is Shining (Band of Gold)” – som de skrev for godt 10 år siden. Fremført LIVE her i 2022, kunne den titel kun tages for pålydende. Det var blot et blandt mange gyldne øjeblikke i en koncert, der blev ved med at give.
Ekstranumrene åbnede med balladen ”Daughter” – inden de via hjælp fra mobiltelefon kom igennem teksten til det helt nye nummer ”Pain Is Not Forever”, der i den grad fik ‘Thumbs Up’ feed back fra publikum fra forreste til bagerste rækker. Et nummer med et nærmest Beach Boys klingende omkvæd. Det må være et krav at det finder vej til næste album.
Det hele lukkede og slukkede på smukkeste vis med varme latin krydderier på ”Ain’t leaving now”.
Jeg kunne på vej hjem konstatere, at nok havde mine forventninger til dette første møde med de nye bannerførere indenfor soft-rocken været høje, men jeg forlod rent faktisk koncerten med den sjældne følelse, at det havde været endnu bedre end man havde turde håbe på. En af den slags glædelige oplevelser, der bare er brug for i kold og grå tid.