VELVET VOLUME – ”Ego’s Need”

Fotograf: Albumcover

"Vildt vokseværk, der virker"

Dette er et album, der aktuelt er kommet en del i pressen pga af at kollegaen Lydmor i et offentligt læserbrev i GAFFA med udgangspunkt i anmeldelsen af dette album “Ego’s Need” har beskyldt Thomas Treo fra Ekstra Bladet for at være generelt sexistisk i hans måde at anmelde på.  Den sag har sit eget liv, og det vil jeg derfor ikke kommentere yderligere på her.

Men jeg føler dog at jeg må påpege, at vi i selve grundlaget for Side 33 betoner at vi bedømmer og anmelder alt musik uden unødig skelen til alder, køn, baggrund, nationalitet osv.

Vi lytter til musik – på musikkens vilkår – og håber mest af alt hver gang at begejstres positivt eller påvirkes i en eller anden retning.  

Men smag og behag er en subjektiv størrelse – og noget musik kommer bare ikke ind under huden på én uanset hvor meget man ønsker det – og egentligt syntes at den artist bør jo lige være mig. Jeg burde f.eks. – bedømt ud efter min øvrige musiksmag og præferencer omkring en artists integritet og personlighed – elske kunstnere som Elvis Costello, Fiona Apple, Black Sabbath, Joni Mitchell, The Smiths, Nick Cave, Led Zeppelin, Paul McCartney, Dizzy Mizz Lizzy, Blondie, Willie Nelson, The Ravonettes og Tina Dickow etc. Men det gør jeg ikke – og jeg kan kun spagt forklare hvorfor. Deres musikalske visitkort taler jo ellers for dem selv.

Men de preller af på mig, som vand på en gås – og det er måske lige præcis den uforklarlige mellemregning vi altid skal have med når vi læser en anmeldelse – som jo i øvrigt uanset hvad – ALTID mest af alt er baseret på subjektive udsagn – men forhåbentligt også på baggrund af en væsentlig og bred viden om og kærlighed til musik.

Velvet Volume er et ungt band – tre tætte søskende – Noa, Nataj og Naomi – der allerede som teenagere fik succes med deres debut album. Jeg skænkede den ikke mange lyt, mest af alt fordi at hypede kunstnere næsten uden undtagelsen altid har prellet af på mig som – ja, vand på en gås.

Og helt ærligt, så har jeg heller aldrig haft fidus til at lytte til musikalske teenagere. Selv heller ikke dengang da jeg selv var teenager i det forrige århundrende. Jeg har bare altid hellere ville høre på nogle der rent faktisk kunne deres kram, nogle der havde en livshistorie at dele ud fra, havde noget at fortælle, og havde noget reelt at gøre oprør imod, andet end den forvirrede forunderlige og foranderlige verden som en teenager alle dage vil se næsten ens på fra alle verdenshjørner.

Men hov – så jeg kan jo ikke helt leve op til mit indledende dogme. Alder kan have en betydning for mig. Ligesom indenfor f.eks. fodbold – hvor overgangen fra ungdomsfodbold til seniorfodbold er tydelig for alle beskuere og udøvere, er der også i musikverdenen et kæmpe spring fra teenager til voksen. Problemet er at de unge teenagere sælger – og derfor sendes de ud i verden før ret mange af dem kan flyve forsvarligt, eller den vej de egentligt selv drømmer om (hvis de overhovedet har nået at drømme selv endnu) .

En teenager er aldrig færdigudviklet som hverken menneske, musiker eller sportsudøver, men derfor kan det sagtens være interessant at se en ungdomskamp med talent- og håbefulde unge eller at se eller høre tilsvarende unge give en efterskolekoncert eller lignende. Men lad dem nu for filan øve, lege, øve, lege, øve, lege og lære at gøre sig umage, udvikle sig, finde sig selv, inden en forprogrammeret marketings-GPS fører dem på vildspor eller ud på blinde veje.

Beklager – dette skulle foregive at være en anmeldelse – og så alt denne egocentriske snak, som en indledning til et album der ”Ego’s Need”. Nå, Ok, så der måske alligevel en mening med galskaben.

Ja, tak – klap mig bare på skulderen, mens du tænker – “men de der tre Velvet Volume søstre, de er da heller ikke teenagere længere!”

Nej – og det kan høres – de er her fem år efter langt bedre end på debutalbummet. De mener noget, de tør noget, de vover noget. De har gennemgået en dramatisk udvikling. Det klæder dem. Nu hører jeg ikke en hype. Jeg hører dem!

Det bliver stadig ikke mit ynglingsalbum for 2020, men det ikke nødvendigvis ikke deres skyld, det er bare mig, der har det med Velvet Volume, som med alle de navne jeg nævnte indledningsvis. De kommer bare aldrig helt ikke under huden på mig. (Men off the record – de kom ret tæt på undervejs!)

For efter en del afspilninger kan jeg bestemt godt høre kvaliteterne i hele det lidt uortodokse, let anarkistiske moderate støj rock univers, som de dyrker med både nysgerrighed og stor skabertrang.

Man kan kort sagt høre – at de VIL det her – det er ikke fake – det ikke et ekko af et pladeselskabs sidste vrid i en karklud med HYPE som monogram.  Det her er tre unge mennesker, der er på vej til at blive voksne, og derfor har begået et album, der reelt lyder af vokseværk. Det knirker undervejs, med mest af alt – det virker!   

De har et varieret udtryk – og en fed insisterende tone – der rent faktisk gør indtryk undervejs i de ni numre med en spilletid på omkring 36 minutter. Åbningsnummeret ”Lonely Rider” har været ude som single og det forstår man godt. Det har tempo, desperation, effektive riffs og hooks – som Sarah Mahfoud ikke kunne have leveret bedre i en boksering eller på et dansegulv.


Jeg rammes dog langt mere af ”Good day”, der svæver rundt i et mere afdæmpet og lyst univers, der dog alligevel har noget charmerende storbypuls over sig. Her når jeg i løbet af de 4 minutter og 35 sekunder at tænke, at det her band har noget udansk – og noget stort i sig. Noget – der måske en dag – kan få drømmen om at blive verdens største rockband til at gå i opfyldelse. Men så SKAL der også endnu mere personlighed, mere markant vokal og en mere tydelig tråd ned i rillerne.

For “Good Day” er pladens klart bedste nummer i min optik, selvom der er nu er andre numre, der viser, hvor stærkt Velvet Volume står anno 2020. Tjek bare den dragende indledende basgang i ”Young In Love Again”, og se om du kan holde pusten nummeret ud (6 minutter og 1 sekund”. Det er fandens i voldsk på en farlig fræk og fartglad facon, og rummer samtidig en sommerlig uskyld, som er svært at forblive upåvirket af.

Også titelnummeret kommer én i møde med en basgang, der byder op til punket dans – og jeg er med – hele vejen – ligesom jeg er på turen til ”Sunny LA”, hvor bassen igen tager én med på tur – denne gang til der hvor surf guitaren holder hof.   Pladens korteste nummer ”Nice People Date Nice People” på under 2 minutter viser i den grad også et modnet band, der tør at lege med deres lyd – og sætte nye mål.

Stor respekt for det – og stor respekt for det arbejde, der er lagt i øvelokaler og egne stuer for at nå så langt. For det spark i skridtet Velvet Volume har gjort med ”den svære 2’er” er i mine øjne langt større end det de tog hen imod deres debut. De ved at det er NU det gælder, hvis de skal bide sig fast i en barsk og ubarmhjertig branche. Men det her band har med garanti det der tæller på den lange bane – ”nosser” – som man vidst siger på godt kønsneutralt dansk! (Du klipper den bare hvis du vil Treo, det skal ikke koste dig noget).

Udgivelsesformat: LP/CD/digitalt
Udgivelsesdato: 29.05.20
Label: Mermaid Records
Genre: Rock

Leave a Replay

Fotograf: Albumcover

Udgivelsesformat: LP/CD/digitalt
Udgivelsesdato: 29.05.20
Label: Mermaid Records
Genre: Rock
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.