Tiden går – uden at kvalitet forgår. For efterhånden snart tre måneder udkom dette album. Et album, der havde taget et langt tilløb gennem flere år og hele seks singleudspil.
Et album, der helt overordnet er iørefaldende dansksproget pop-rock med karakter, kant og kærlighed til byen Århus og det der i spil, når man vokser op i en lille by (Lunde ved Varde) og fortsætter sit eget nye og selvstændige liv, som voksen i en større by – som det er tilfældet med sangskriver og sanger Asbjørn Hvelplund.
Ligesom en af Århus stolte musikalske fædre Steffen Brandt formår han med snilde og substans at nedfælde og udtrykke sine iagttagelser og observationer om hverdagen, livet og døden i et vedkommende og venligt sprog, der poetisk, prikkende og til tider pænt humoristisk skildrer status i andedammen anno 2020.
Musikalsk og ikke mindst vokalmæssigt tænder Hvelplund også tanker, der hører en dejlig kloning af netop Steffen Brandt og Juncker, og sine steder såmænd også bands som Sonja Hald eller Folkeklubben.
Det er altså den boldgade, som Verdens Sidste Idé er flyttet til, og her har de heldigvis fundet deres helt egen plads. Også selvom man sagtens kunne have producer og guitarist Dennis Ahlgren (Tina Dickow, Kom Vi Løber, Niklas Runge, Total Hip Replacement m.v.) mistænkt for undervejs at have sagt ”Lad os nu lave det fuldfede TV-2 album de ikke selv endnu er lykkedes at lave i det her årtusinde”.
Men når man er færdig med gennemgangen af de ni slidstærke numre, så er slutresultatet nu ikke et som kan ses eller høres på en anden kanal end den, hvor Verdens Sidste Idé har hovedrollen.
En ny kanal – hvor bandet – der i den aktuelle formation har været samlet siden 2018 – og udover Hvelplund og Ahlgren, består af Andreas Brinck (keys), Andreas Skamby (trommer), Mathias Gregersen (bas), Scott Westh (trompet) – i den grad kommer med et udspil, der føles, som en vellykket indersideaflevering leveret med frisk hjerteblod og fornemmelser, der rækker langt ud over egen næsetip.
Den musikalske kulisse er håndspillet med elektroniske elementer – og derudover får Scott Westh og hans hele tiden overskudsagtige spil på trompeten sat gennemgående stemningsfulde aftryk, der gør en væsentlig forskel.
Sangene er skrevet over flere år – og først da bandet i sin nuværende form kom på plads – kom også sangene i sine helt rette klæder ved hjælp at de mildt sagt dygtige musikere omkring sangskriver Asbjørn Hvelplund. I et interview med Århus Stiftstidende udtalte han om hans opfattelse af albummet – ”Når det er bedst, er det et maleri med ordene i midten”.
En ganske sigende og samlende sætning. Hør bare årets smukkeste folk-pop ballade ”Tine er så stille” – om veninden, der bare forsvandt eller den næsten tragikomiske ”Hey, præst” – med kan direkte snak i tekstlinjerne som ”Min døde kammerat, det stive apparat” – og lad ellers den indre film rulle, mens de malende musikalske lag forfører i en retning, hvor du måske som jeg tænker, at Verdens Sidste Idé måske kunne være den bedste.
En god ide har det uden tvivl været at færdiggøre og arrangere nummeret ”Verdens Sidste Idé” med fuld blæs, et groovy take og funky bund, der i den grad er lyden at et uomtvisteligt potentielt radiohit, som i løbet af dets små 4 minutter, simpelthen lander lige på Bulls Eye pletten – i mellemrummet mellem Toppen af Poppen og Toppen af Rocken.
Selvom bundniveuaet er højt, og der ikke er reelt svage stunder på albummet, så rammer de ikke helt samme høje klasse igennem alle 34 minutter. Den storladne lyd får frit spil på ”Hvad med os to” – som er en af de slags sange, der insisterende sniger sig ind – og lyder af meget mere end en reklamepause fra TV-2. Nye retninger søges og kreativiteten og legestuen får frit spil i ”Agnes er spil” – med rytmegruppen – og igen Scott Westh – som musikalsk turguide – ligesom de gør det på den afsluttende ”Følelsen findes (ikke mere)”. En flot opbruds-kærlighedssang, der i den grad viser et band, der både har musikalske og tekstmæssige ambitioner og evner, som rækker langt ud over Århus og omegn.
