Noter navnet. Vincent Ryder. Han er stadig teenager. Blot 19 år, men meget mere end selvtillid og lækkert hår.
I går stod han for første gang på scenen med et fuldt band for at præsentere sit fremragende debutalbum ”The End Of the World on TV”, der udkommer digitalt og på LP på fredag den 13. oktober 2023.
Som titlen antyder lidt af et dommedagsalbum, om at frygte, om at være bange, om at være tvivlende, men også om tro og håb og ikke mindst om modet til at gå i mod strømmen, og engang imellem sige FUCK YOU til navlepilleri og flokdyrsmentalitet.
Det er bestemt ikke hver dag, at man oplever en så ung sangskriver, have så meget indhold og substans i sine tekster. Ganske imponerende. Nærmere om det i den opfølgende anmeldelse af albummet. Den følger på fredag.
Alle albummets otte numre blev præsenteret, dog i en lidt andet rækkefølge end på albummet – og efter gode 50 minutter var der næppe nogle i et fyldt Montmartre, der længere var i tvivl. Vi havde set en stjerne i svøb.
Ganske klogt havde han valgt at lægge ud med albummets mindst minderige sang (måske lige bortset fra titlen) ”I Play the Harmonica For You (Badly)”. Igangsat af ham selv alene på scenen blot iført guitar og mundharmonika, inden bandet en efter en kom på scenen med hver sit rytmeinstrument. Godt tænkt, og fin introduktion til en artist, der aldrig kommer til at rime på mainstream, men til gengæld forhåbentligt kan blive en streaming favorit for sin generation og nysgerrige voksne ’music lovers’.
Dette var synet af en kommende stjerne med noget på hjertet, og i en charmerende fremtoning, der emmede af både starquality og ungdommens ukuelige udefinerbarhed.
Vincent Ryder kommer hverken som pleaser eller provokatør, men som en ungdommelig budbringer af musikkens og ordenens kraft og saft. Man anede noter af både David Byrne og Bowie i en sceneoptræden, der med garanti kun viste omridset af hvad det kan blive til når han har stået 100 gange mere på en scene. Vokalt kan han også vokse mere, og ikke alt sad lige i skabet, men det en del af pakken, når man som Ryder virkelig går ‘all in’ og synger med både ægte indlevelse og et klart udtryk.
En snert af generthed brød ud da han ellers med helt rette attitude i omkvædet til ”Fuck You” – sang ”Fuck You”. ”Fuck You” og ”Fuck You” mens hans pegede rundt – for ups – måske var det på på en han kendte og ikke ville fucke up med!. Dejligt menneskeligt. For ellers lignede han virkelig en, der havde rette balance af selvsikkerhed i forhold til at vise, at han altså mente og ville det her. Han boltrede sig naturlig rundt i et lydbillede, med masser af musikalske retningsskift, der blev holdt sammen af et sublimt backingband sammensat til lejligheden af Ryder’s guitarlærer og mentor omkring pladen – Aske Jacoby (kendt fra bl.a. egne bands, Ginne Marker, CV Jørgensen, Danseorkestret m.fl).
Funk, Glamrock, britpop, pulsen af New York og verdensmusikalske anstrøg er alt sammen en del af en musikalsk palet, der nok er bred, men alligevel virker ret helstøbt og skridsikker. Det sidste ikke mindst takket være et regulært all-star hold af musikere, der ikke bare kan deres kram, men også kan tilsætte det sidste touch, der virkelig får det enkelte nummer til at løfte sig og føles ekstra levende og nærværende i nuet.
Pladereleasen på gav nogle åbenbaringer, man aldrig kan eller må tage for givet, og det altså takket være en helt særligt talent i front omgivet af Johannes Wamberg – guitar (Tabloid, Coco O m.fl.), Vicky Singh – guitar, kor (Outlandish, Christopher, Sanne Salomonsen m.fl.), Felix Ewert – trommer, kor (Drew Sycamore, Andreas Odbjerg, Mathias Kolstrup, Tabloid m.fl), Johan Dalgaard (FR) – keyboards (Mylene Farmer, Ginne Marker, Jain m.fl.) og så selvfølgelig Aske Jacoby på bas og kor.
Koncerten viste spændvidden fra den energiske og tungt rytmisk velfunderede ”Shipwrecks”, der i sit udtryk nærmest kunne minde om da Daniel Lanois var på toppen med sit Black Dub projekt, og til de mere tilbagelænede og atmosfæriske ”Freeze” og ”The Road”, via funk boostet i ”Fuck You”, for ikke at glemme opvisningen i storladenhed med flow og finesse via titelnummeret, der kort og godt er tæt på et mesterværk.
Ekstranummeret blev dagens helt store overraskelse. Den kommende julesingle ”Big Dreams” var hverken corny eller kitch, men en herlig indie-rock banger med kling, klang og traditionelle virkemidler. Og dog – for traditionelt set skal vi langt ind i december før jeg mærker et stik af julestemning. I går sad den der lang tid efter, at Ryder med band var gået fra scenen, og videre til merch bordet, hvor køen til køb af debutalbummet meget godt afspejlede billedet af en artist, der har leveret noget, der sidder ret tæt på Bulls Eye.
