Der er sådan set ikke noget nyt i at det ikke føles let at være ung. Sådan har mange generationer vidst følt det. Dan Turell fastslog da også allerede i 1978 i teksten til ”For meget, mand”, at det ikke er let at være nogen.
Det budskab kan der stadig skrives sange på, endda også den slags, der ved første lyt lyder som dommedagssange.
For man kan vælge at synke og/eller klynke, men man kan også – hvis man har talentet og evnerne – vælge at sætte ord på sin egen generations tanker, handlinger og problematikker. Skrive nogle sange til kamp mod afmagt og ligegyldighed.
Det er præcis det, som den bare 19-årige albumdebuterende Vincent Ryder gør på ”The End Of The World on TV”, og det på en måde, så han med garanti rammer noget i flere generationer før ham. For lur mig om ikke vi alle, der stadig kan mærke en form for hjertelyd, i større eller mindre grad kan nikke genkendende til de følelser, og de valg/fravalg han poetisk prikker til undervejs i de otte numre, med en samlet spilletid på godt 39 minutter.
Hører man dette album uden at lytte til teksten får du et ganske godt album, som du sandsynligvis vil give et genlyt eller to, mens du lige sætter ”Fuck You” på din playliste over de mest funky eller iørefaldende numre i 2023. Men giver du dig derimod tid til at fordybe dig på tekstsiden, så vil du med stor sandsynlighed opleve albummet, som ikke mindre end fremragende og næsten skrammende rammende uanset din alder, køn, religion, sociale baggrund etc.
For nok lyder albummets to længste numre – åbningsnummeret ”Shipwreck” og titelnummeret, som dommedagssange, men det også sange, der rummer håb om en form for vækkelse i os alle. For hvad skal vi i virkeligheden frygte mest? Er det krig, kaos, pandemier, fattigdom eller en emotionel undergang? Måske mest af alt det sidste, hvilket blandt andet kommer til udtryk på førnævnte “Fuck You” – der er smukt pakket ind som en Funky Fætter, der har besøg af Nile Rodgers. Men mens musikken behager, kradser teksten.
Her MÆRKER man i den grad en ung MAND, der ikke er bange for at give sin mening til kende og for at skille sig ud fra mængden. Ikke fordi det er vigtigt for ham at skille sig ud, men fordi det er vigtigt for ham, og sandsynligvis for os alle, at nogle lige kører i pitstop fra flokdyrsmentaliteten og tager et helikoptersyn, alt imens ‘vennerne’ dyrker den berusende dejlige danske hygge og bruger sin ytringsfrihed til at flytte bundniveuaet for menneskelig kommunikation på sociale medier.
”Because everything you do is so well calculated – You can’t even tie your shoes without making a statement”
– fra “Fuck You”
Hans tekster emmer af en ung mand, der vil gøre en forskel i fællesskabets tjeneste. Det gør han med en no-bullshit tilgang og en imponerende integritet, og han skriver med glødende og næstekærlig pen på stort set alle numre. Kun ”I Play the Harmonica For You (Badly)” falder lidt igennem, som et falleret forsøg på en ret alternativ kærlighedssang. Træerne vokser ikke ind i himlen. Men kærligheden og træerne kan da nok vindes alligevel, og verden kan reddes, for der er trods alt stadig sprækker af lys og håb – også her på albummet.
Kært barn har mange navne og musikalsk er det svært at sætte dette album i en konkret genrekasse. Artrock, indiepop, funk, cabaret og tango møder øregangende i løbet af albummet.
De to dæmpede numre ”Freeze” og ”The Road” er flotte, stemningsfulde, og løfterige på hver sin måde takket være et par velvalgte gæstemusikere. Ned Ferm er med sin sax’ede sound med til at gøre ”Freeze” til en varm og vedkommende oplevelse, mens Ole Theill på ”The Road” via sin altid virtuose brug af sine tablas får givet dette nummer et nærmest hypnotisk spor, som man bare kunne køre videre i.
”Bulletproof” og ”The Bystander” tager derimod en med til det der føles som lyden af Paris og omegn, hvor Bowie optræder som gæst i det lokale teater. “Bulletproof” er igen stærk tekstmæssigt, med en huskekage om selv at huske og slippe bekymringerne, mens ”The Bystander” rummer det vigtige budskab om at man ikke kan redde hele verden alene, men det gør ikke at man behøver at se den i sort eller hvid.
”I tell myself – It’s okay – Not to be positive – Everyday – It’s not my job – To light up the room – By myself”
fra “The Bystander”
Jeg gentager lige. Det er en 19-årig sangskriver vi her har at gøre med, og han ender faktisk med at lyse op med disse så livsbekræftende skumringstimesange – med god plads til eftertanke for os alle.
Endnu mere overrumplende bliver det hvis du dykker ned i teksterne på både den rytmisk velfunderede “Shipwrecks” og på titelnummeret, der har samme storslåede hymne kvalitet som f.eks. The Verve’s ”Bitter sweet symphony”. Hos Vincent er det bare primært teksten, flowet og brydninger, der er det bærende, samtidig med at der tilføjes en lille genialitet til slut efter at han har sunget linjen ”One last word – and one final song” – er der en kunstpause, og så fortsætter verset ellers med ”The end of the world” omkvædet. Genialt. Et sandt svendestykke af et nummer.
En god lærling, har som regel en dygtig mester. Og det gælder også i dette tilfælde i form af producer, mentor, og musiker Aske Jacoby, der har haft de brede skuldre, der skal til at bære et talent med Vincents tyngde. Samtidig har Jacoby fået sammensat et regulært A-hold af musikere, der præcis giver det modspil, og den dynamik, som selv de bedste sange er afhængige af.
Resultatet er ikke perfekt. Men FUCK DET. Det her er et af de mest modne og modige debutudgivelser i dette årti. Og så det ikke bare musik. Det er en stemme fra en generation, som vi alle gør klogt i at lytte til før det er for sent!
