WALL TO WALL – “Respite”

Respite betyder pusterum eller ”en velfortjent pause fra hårde tider”. Det har vennerne Egil Dennerline og Palle Hjorth – der står bag duoen Wall to Wall – i den grad ofte haft brug i løbet af deres mere end 25 års venskab og musikalske parløb.

De var begge en del af musik- og lyrikorkesteret Forgetting Feet, der i perioden fra 2005-2010 udgav tre album. Siden da har Palle Hjort udviklet sig til at være landets mest efterspurgte tangenttroldmænd, med opgaver for f.eks. Signe Svendsen, Povl Dissing, Poul Krebs, Savage Rose, Hush, Agnes Obel, Peter Sommer, Mark Lanegan, Hove Gelb, Knud Odde m.fl.  – samtidig med at han har haft egne projekter som Bull & Hjort, The Pocket Players, og altså Wall to Wall, der udsendte deres debutalbum tilbage i 2018.  

Egil Dennerline har fire digtsamlinger bag sig, og har en femte på vej, og så er han filmproducer. Han er født og opvokset i USA, men bor nu i Danmark og er iøvrigt barnebarn af maleren Asger Jorn. Han lider af den sjældne sygdom Fanconi Anæmi, hvis følgevirkninger blandt andet er forskellige former for udbrud af kræft. Hele 9 gange har han overlevet kræft indenfor de seneste 11 år, og for 2 år siden gennemgik han en knoglemarvstransplantation, hvor prognosen blot var 50% for overlevelse.

Men igen holdt Egil døden for døren, samtidig med at de to venner skabte dette album midt i det hele. En del af pladen, blev i bogstavelig forstand, skrevet og produceret på Rigshospitalets sprittede stuer. Her var musikken en uvurderlig helbredende medicin, blandt de op- og nedture, der følger med så livstruende en oplevelse.

En rejse i og med tiden

En oplevelse, der tydeligt har sat sig i det samlede musikalske udtryk. Som lytter tages man med på en 32 minutter lang sanselig rejse i et cinematisk og svævende univers, hvor der er åbent hus, og plads til det meste imellem himmel og jord. Et soundtrack til selve livet, der i sin grundstemning lyder henad et mix af inspiration fra gode folk som f.eks. Brian Eno, David Lynch og Vic Chesnutt. Men det her er altså helt konkret lyden af to tætte venner, der sammen er på deres livs sværeste rejse.  

Poesi og musik flettes bevægende sammen og skaber en primært afdæmpet symbiose, hvor tågen, tvivlen, frygten, glæden, kærligheden og håbet får plads.

Resultatet er et både smukt og livsbekræftende album, som er båret frem af en let skrøbelig, men stilsikker vokal, der nænsomt er pakket ind i elektroniske virkemidler og soniske lag, betagende beats, beroligende basgange, strygerarrangementer og ikke mindst klaviaturfingre, der både danser og sanser.

Som lytter er det umuligt ikke at blive fanget af helheden og som sådan er det svært at fremhæve enkelte numre frem for andre. For nødvendigheden af hvert eneste nummer fornemmes fra start til slut. To numre har dog været sendt i forvejen, som singler, og det giver god mening. Kick the can er med en nærmest salmeagtig og drømmende klang over sig, nemlig svær ikke lige at blive  lidt ekstra rørt af i al sin billedrigdom, med fokus på venskabet, som det afgørende og bindende omdrejningspunkt. Musikalsk folder Paper Umbrella sig atmosfærisk og dramatisk ud, og den insisterende basgang burde i sig selv være nok til at kunne banke døren ind til P6 Beat.   

Men lykkedes det ikke med de singler, at komme ind i den radiofoniske varme, så må det ske for albummets åbenlyse melodiske højdepunkt – TIDENS LÅSE (THE LOCKS WE BEAR). En nærmest svimlende triumf af en duet med Peter Sommer, som også er medforfatter.

En nummer med malende ord, der formår at sætte sted og tid i relief og til tælling. Fremført i venskabelig uro og orden, hvor det er mere end tiden, der er på spil. Et nummer, der åbner nye døre for hver gennemlytning, og for alvor sætter en tyk streg under at ord og musik kan være ren naturmedicin.  

Et pletskud på et album, der rammer noget eviggyldigt, og er mere end en arbejdssejr for Wall for Wall. Det er en kunstnerisk sejr. Understreget via de to versioner af nummeret Touch, der i første udgave er kølig og tung i sit udtryk, hvor de musikalske mellemlag foldes roligt og virksomt ud. Men ordenens kraft i den sugende tekst stiger når den i sin reprise version næsten gøres helt nøgen, kun med Egil’s skrøbelige og rørende recitering og en let og enkel underlægningsmusik.

At kunne levere et album, der i sin essens er SÅ personligt, og så alligevel være så bredt rammende, vedkommende og nærværende for enhver lytter med mod på mere i livet, må siges at være en uovertruffen præstation, som fortjener respekt og masser af opmærksomhed.