At rockmusikken ikke kan og vil dø, er efterhånden et ubestrideligt faktum. Til gengæld er det ganske sikkert af enhver rocksanger har en ’udløbsdato’ – det gælder også for den 70-årige David Coverdale. En legendarisk figur i rockhistorien. Som 22-årig stod han i front for Deep Purple i KB Hallen, og i går stod han samme sted i front for hans eget band Whitesnake.
Anledningen var bandets ”The Farewell Tour”, der foreløbig har sidste punktum den 21. oktober i Las Vegas. Inden da har de yderligere 50 koncerter programsat.
Oplevelsen af aftenens koncert bygger med garanti på hvad forventninger den enkelte havde inden. Man fornemmede efter koncerten at meningerne var lidt delte. Målt på styrke i stemmen var David Coverdale nemlig langt fra det niveau, der engang gjorde ham til en seriøs og ofte nævnt kandidat, når rockmusikkens bedste sangere skulle fremhæves. Den præmis kendte vores udsendte Belinda og Henrik Hildebrandt på forhånd.
Nu om dage leverer David Coverdale efter det muliges kunst, og er heldigvis helt bevidst om hvad han kan – og ikke mindst ikke kan. Der er skruet ned for hans vokal, der undervejs ofte understøttes ganske habilt af bandkollegaerne Michele Luppi og Dino Jelusick.
Det fungerer, og gør at man kan fokusere på, at Coverdale optræder med energi, og åbenlys glæde over at tage endnu en tur i manegen, sammen med et publikum, der for manges vedkommende helt sikkert har en livslang kærlighedsaffære med det meste fra aftenens sætliste.
Så nok så man en tåre i øjenkroge hist og her, over at det var sidste gang, men hovedparten kunne også se og høre, at timingen for ”The Fareweel Tour” er den rette.
Det blev til en fem kvarters ’farvel og tak’ koncert i hårdrockens tegn, selvom man jo ikke må forglemme, hvor stærk en blues orienteret sanger David Coverdale også har været med mellemrum – også med Whitesnake. Sættet var bygget op omkring bandets populære 80’er album, og kun ”Hey You (You make me rock) fra 2019 albummet ”Flesh and Blood” havde mindre end 35 år på bagen. Men hvad gør det når fællessangen i den næsten fyldte KB Hal ofte gjaldede, så selv Philip Faber ville være blevet imponeret undervejs.
David Coverdale i front havde stadig sin charme, selvtillid og det lange hår, og hvis ikke det musikalsk swingede lige godt hele vejen, så gjorde hans mikrofonstativ det til gengæld med ulastelig stil.
Bag ham leverede Reb Beach og Joel Hoekstra den slags guitararbejde, der igen skabte efterspørgsel på luftguitarer, mens bandets ældste medlem, trommeslageren Tommy Aldridge styrede slagets gang, og sammen med bassisten Tanya O’Callaghan var den puls, der næsten altid er rockmusikkens afgørende hjertestarter.
Med numre som ”Love Ain’t no Stranger”, “Ain’t No Love in the Heart of the City “, “Fool For Your Loving”, “Is This Love “, “Here I Go Again” – for ikke at tale om tændt version af den gamle Deep Purple klassiker ”Burn” på sætlisten, kunne det næsten ikke gå galt. Sikke et bagkatalog. Det vil med garanti leve videre længe efter at den sidste tone er sunget fra Coverdale på en live scene.
Så tak for sangen, og ikke mindst sangene, Tak for et værdigt farvel, som David Coverdale også selv virkede tilfreds med. Han takkede alle de danske vikinger for den gode stemning, og kunne garantere at aftenens publikum var det hidtil bedste på turen.
Som support var svenske Europe, der trods en slag på langt over 20.000.000 solgte albums i ryggen og en imponerende karriere gennem 35 år, ikke er i nærheden af at have samme ’street-credit’ som Whitesnake i ‘Rockland’.
At det er en skam var deres veloplagte sæt på 12 numre et fuldfedt bevis på. Selvom hovedvægten var lagt på ”The Final Countdown” albummet, der var repræsenteret med fem numre, kom de alligevel rundt omkring små guldkorn fra seks forskellige album.
Især gruppens to nøglefigurer – sanger Joey Tempest og guitarist John Norum – gav et klart svar på, at de stadig tilhører toppen af rocken, og at der for dem heldigvis må være lang tid til at de må tage på en endegyldig ”Final Countdown” tour.
De efterlod ingen tvivl om at de er meget mere end et ’one-two-or-ok–maybe-three-hit-wonder’ band. Tænker at tvivlere allerede måtte være blevet overbevist af sættets potente åbningsnummer – ”Walk the Earth” – titelnummeret fra deres seneste album fra 2017. Og med ”Rock the Night” blev den tykke streg sat under hvad der er rockmusikken kan, når den er bedst og mest troværdig.
No Shit Sherlock, denne aften blev alt i alt heldigvis mere end et vingesus for en svunden tid.
