Wickmann Festival udvider til to dage med gode lokale musikalske råvarer

Resized 06 WickmannImg_6565

Fotograf: Claus Christensen

”Nykøbing F’s nye lokalt forankrede folk/blues festival har vokseværk – nu mangler det bare at kunne ses på billetsalget”

Danny Wickmann er musiker, med mundharmonika og saxofon som hans primære instrumenter, og han har optrådt eller indspillet med navne som Walther, Jakobsen, Rosewood Blues Band, Øernes Blues Band eller i eget navn eller med Wickmanns børneshow. En kreativ ildsjæl, der altid brænder igennem når man ser ham på en scene.

Som så mange andre var han sidste år noget presset af jobmangel pga. lockdown, men så fik han en idé i sensommeren, da der blev lukket lidt op for mulige aktiviteter. Der var ikke langt fra tanke til handling, og den 1. august 2020 kunne man opleve hele 10 artister på 11 timer på hans store landjord i Nykøbing F til en lokal forankret Wickmann Festival. Han uddyber:

”Idéen opstod af flere årsager. Jeg har jo 4 hektar der bare står uudnyttet hen, tidligere har der gået heste, det kommer der nok til igen, men ellers stod der bare brytshøjt græs.

Jeg savnede at komme ud på de skrå brædder og ligeledes var mange af mine musikalske venner også  hungrende efter at komme ud og optræde. Derfor tænkte jeg;” lille festival med alle de lokale” og så foreslog jeg det til fruen, der var med på idéen, hun er en stor drivende kraft i denne sammenhæng. Altså en lille lokal festival måtte da kunne trække lidt til når nu alle de store festivaler var aflyst.”

Festivalen sidste år fik god feedback fra både publikum og de optrædende artister. Godt 100 mennesker havde indløst billet til det der fungerede som en stor hyggelig havefest, og som en smuk musikalsk sommer hilsen med fællesskab, sol, håb og humør som nøgleord.

Danny Wickmann har derfor fået mod på mere, og har nu stiftet en forening, der skal være med til at løfte festivalen yderligere. I år er festivalen på 2-dage (den 6.- og 7. august) og har hele 22 koncerter på programmet de to dage. Stadig primært med artister der har tilknytning til Lolland-Falster, Møn og eller Sydsjælland – og så har de fundet lidt ‘guld i krogende’ rundt omkring i Danmark.  

Valget af primært lokale musikere er helt bevidst for som Danny Wickmann (med rette) fastslår –  ”Jeg syntes der findes rigtig mange talentfulde folk her som ikke rigtig får den anerkendelse jeg mener de fortjener.”

Der må maksimalt være 500 mennesker på pladsen, og der er derfor 400 billetter i salg pr. dag. Prisen for begge dage er blot kr. 650 eller kr. 350 for fredag og kr. 375 for lørdag, hvis man blot ønsker en enkelt festivaldag. Se nærmere via https://wickmannfestival.dk/

Det samlede program indeholder hele 22 timers musik – fredag f.eks. Nille Nyc, Natasja Lee Dickinson, Øernes Blues Band, Jakobsen og Tobacco – mens lørdag byder på blandt andet Jan Milton, Walther, Artisterne, Rosewood Blues band og en afsluttende ’surprise”.

Så er du tilhænger af ’hand-mand music’ og nysgerrig på kvalitetsmusik, så kan et par dage på Falster i starten af august da bestemt anbefales. Vi fik Danny Wickmann til at svare på nogle nærmere spørgsmål om festivalen, dens profil, og om den store konkurrence, der er blevet på et marked hvor mange nye 1.- og 2-dages event og festivaller er dukket op i slipstrømmen af Corona tidens senfølger for de etablere festivaler mv. – og ikke mindst til at fortælle os hvorfor det lige præcis er Wickmann Festival man skal vælge i starten af august.

INTERVIEW med Danny Wickman

SIDE 33 – Hvis du selv skal se tilbage på det første år – hvad synes du så selv gik godt – og hvad håber du at kunne gøre bedre her i festivalens andet leveår?

DW – ”Hmm, godt spørgsmål. Alt det praktiske forløb ganske fint, scenevogn, teknik, afvikling m.m. Der var lidt vanskeligheder med toiletvognen, vi prøver så i år at opgradere der. Publikumstilslutning var ok sidste år, men i år ville jeg gerne opnår større tilslutning. Så der må mere reklame til”

SIDE 33 – Lokalforankring kræver jo også noget lokalt støtte. Har du kunne mærke den nødvendige støtte fra lokalmiljøet og hvordan?

DW – ”Vi kan høre og se på Facebook at folk syntes det er en god idé og at de gerne vil bakke op. Nu mangler vi bare at kunne se det på billetsalget.”

SIDE 33 – Den musikalske profil er rock, folk og blues, og der er mange gode etablerede og endda prisvindende artister på programmet. Men der er ikke mange navne som endnu har fået det store folkelige og kommercielle gennembrud. Med den efterhånden ekstraordinær store konkurrencesituation der er om LIVE publikummet i august og september kan du så være nervøs for at I mangler et såkaldt ’trækplaster”?

DW ”Jo, det kan bestemt være et problem, men vi håber at opbakningen fra lokalsamfundet vil gøre en forskel, og at vi lige netop startede sidste år gjorde jo at vi fik en del opmærksomhed, som forhåbentlig vil smitte lidt at på billetsalget.”

Pressefoto – Wickmann festival 2020

SIDE 33 – En lokal profil og et trækplaster kunne jo have været Pernille Rosendahl, der ofte optræder i duoformat sammen med en anden lokal forankret musiker Søren Vestergaard. Men er I stadig en festival af en størrelse hvor et navn i den størrelsesorden ikke er realistisk økonomisk?

DW – ”Det vil jeg ikke sige, men vi er blevet bevidste om, hvor vigtigt det er at søge støtte til projektet. Så der skal vi være mere skarpe i fremtiden, så vi får søgt de rigtige puljer i tide.  Jeg tænker at vi til næste år ville kunne byde på et mere alsidigt program, dog stadig med rod i blues og folk.”

SIDE 33 – Der er i den seneste tid  poppet mange nye 1- og 2 dages festival popper op i år med afvikling i august og september. Er du overrasket over at konkurrencen er blevet så hård – og hvad vil du selv sige er den rigtige gode grund til at det er Wickmann Festival publikum skal vælge frem for nogle af de andre tilbud?

DW – ”naa..egentlig ikke overrasket, sådan er det at være i det kunstneriske miljø. Men den væsentligste grund er at man skal bakke op om de lokale initiativer, og bevæge sig lidt ud af komfortzonen og prøve noget nyt. Jeg garanterer høj kvalitet, masser af hyggelig, nærmest familiær stemning, som kan mærkes helt ud i græsstråene mellem tæerne.”

SIDE 33 – Du er selv aktiv musiker i flere forskellige sammenhæng. Har ’verden’ og mulighederne åbnet sig for dig som forventet i tiden efter den seneste genåbning den 6. maj – eller hvordan ser du tilbage på de sidste par måneder som musiker?  

DW ”Ganske langsomt klikker der flere job ind, det er rigtig dejligt. Man mærker glæden hos folk igen og ret hurtigt er vi næsten tilbage i hverdagen igen. Forunderligt som vi mennesker ofte bare tilpasser os situationen.

Jeg er gået lidt nye veje, Jeg har stadig musikken, Rosewood, Jakobsen, Øernes, Wickmann, og Wickmanns børneshow, men arbejder på at vores landsted (Hallerupgaard), bliver et lille kultur midtpunkt for forskellige kunstarter, men også en lille oase for livsnydere, og udendørsfolk.”

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.