Det gode spillested Loppen på Christiania har en kapacitet på 400 mennesker – og der var udsolgt til aftenens koncert med trommefænomenet Yussef Dayes (UK) og hans to medmusikanter – Rocco Palladino på bas og Charlie Stacey på keyboard. Koncerten var en del af “Future Sound of Jazz” serien – men gav ikke umiddelbart nye svar på hvor jazzens veje kan føre hen.
Trio formlen gav masser af rum til improvisation til den enkelte musiker – og ikke mindst til bassist Rocco Palladino, der spillede intenst, levende, legende og på et så højt niveau, at man næsten kunne tro at det var hans fædrene ophav – den verdensberømte walisiske bassist og producer Pino Palladino, der har spillet med stort set gud og hvermand – The Who, Don Henley, John Mayer, Elton John, Jeff Beck, The Gaddabouts, Phil Collins, Ed Sheeran, Steve Perry, Eric Clapton – bare for at nævne et lille udvalg, som stod på scenen. Det var det ikke – det var næste generation – og skal vi ikke bare konstatere, at han må være godt opdraget.
Der var masser af bas, og der var masser af plads til højtflyvende keyboard temaer og soloer. Meget mere atmosfærisk og energisk end det man hørte hos Joe Arman Jones i mandags samme sted, men heller ikke så melodisk og grænsesøgende. Her var der ikke nogen lyd af dub – eller fornemmelsen af røgfyldte slør. Derimod var masser af krop og rytmik – uden at det nogensinde virkelig lykkedes trioen at ramme det virkelig insisterende og flydende flow.
Der var lidt for meget øvelokale stemning på scenen – numrene gled sammen og gled i mørket hurtigt væk igen fra den indre lystavle. Til tider var det vanskeligt at vide om et nyt nummer begyndte eller det var et der bare fortsatte – og når der er udsolgt i Loppen er der desværre kun få personer, der reelt kan se hvad der sker på scenen.
Det altovervejende yngre publikum virkede dog generelt tilfredse med hvad de så – eller som nævnt – jv. det begrænsede udsyn – hvad de hørte. Yussef Dayes Trio spillede 80 minutter – og kom så tilbage for at give et ekstra nummer med den for koncerten så indrammende titel “Improvisation”. Da det nummer havde passeret de 13 minutter uden nye højdepunkter eller et ventet svar på hvordan fremtidens jazz mon lyder, så forlod denne skribent stedet for at nå aftenens sidste metro. Måske spiller de endnu – hvem ved? De lignede nogle, der kunne lide det de lavede. Det jeg ved er, at jeg var vidne til en virtuos opvisning – der var uden klar retning. Når Yussef Dayes finder den – forhåbentligt allerede på hans kommende debut album – så slår jeg med garanti lyttebøfferne ud med stor og forventningsfuld spænding.