78-årig blueskoryfæ fra Chicago giver hele 9 unikke danske koncerter

81967616_10159096131433368_4297910396569780224_n

Fotograf: PRESSEFOTO

”Jimmy Burns meldes klar til start med sublimt dansk hold bag sig”

USA har uhørt mange blueskoryfæer, selvom der jo meget naturligt desværre bliver færre og færre af dem i levende live. Jimmy Burns er en af dem, selvom jeg må indrømme, at han ikke var en af dem jeg kendte før jeg sidste år hørte albummet ”The Chicago Sessions”. Men lad det være sagt helt klart – det bedre sendt end aldrig af opdage denne betagende stemme.

”The Chicago Sessions”. er et album, der var kommet i stand via den danske musiker og producer, Laust Krudtmejer Nielsen. Og hvilket resultat, der foldede sig ud. Krudtmejer, der blandt andet via sin aktier i bands som Trianman Blues og The Cornbread Project er kendt for at forsøge at løfte bluesmusikkens stolte traditioner og stafetter videre uden at tage alt støvet og forudsigeligheden med – havde sammen med Jimmy Burns og gode session musikere skabt et af den slags album, der tåler genhør mange mange år frem.

Alene åbningen med den mesterlige fortolkning af det gamle Foreigner hit ”Cold as Ice” var så rigeligt til at kvalitetsstemple et album med masser af power, patina og pragtpræstationer. Et andet smukt eksempel er nummeret ”Stranded in Clarksdale” – der lyder af en eviggrøn stadig blomstrende bluesklassiker, men som rent faktisk er et nummer skrevet af Burns, Krudtmejer og Morten Lunn (sanger og guitarist i Fried Okra).   

Den længe ventede turne

Det var meningen af albummet skulle være fulgt op af en turne sidste år, men den blev ligesom næsten alt andet aflyst pga. den verdensomspændende COVID-19 pandemi.

Så mange danske musikelskere med blå hjerter har ventet med længsel på det der nu sker – en danmarksturne med hele 9 stop. Der lægges ud i Roskilde den 18.11.21 i de helt rigtige rammer – nemlig i den smukke og historiske Guldaldersal hos Hotel Prindsen midt i byens historiske centrum.   

Og Jimmy Burns er selv en vigtig del af en lang blueshistorie, som også tre numre med talking-blues på ”The Chicago Sessions” albummet gav gode og levende eksempler på. Men han er bestemt også nutidig næring for musiksjælen – og meldingerne går på at han spiller og synger så godt som nogensinde. Man skal nu heller ikke længere tilbage, end til 2018 og 2019 , for sidst at finde ham på månedlange turneer i Sydamerika og Rusland/Georgien/Israel.

Med sig på turneen i Danmark og efterfølgende 3 koncerter i Norge han et hold af nogle af Danmarks mest kompetente bluesmusikere, som også medvirkede på ”The Chicago Sessions”, og alle tidligere har turneret med ham i Europa. Jimmy Burns & The Chicago Sessions Band kommer på denne turne til at bestå af:  Jimmy Burns – vokal/guitar, Morten Lunn – guitar/vokal, Laust ‘Krudtmejer’ Nielsen – bas, Thomas Crawfurd – trommer – og så vil der være nogle special guest til visse af koncerterne. Nogle af disse koncerter bliver også optaget med henblik på en senere live udgivelse.

Historiens vingesus

Jimmy Burns lavede sin første pladeindspilning i 1959 og har været en del af Chicagos musikscene lige siden, hvor han har været omkring alle legenderne fra Chicago-bluesens storhedstid og været vidne til byens rivende udvikling fra første række. Op gennem 60’erne gjorde han sig primært som soulsanger, indtil han i 70’erne valgte at prioritere familien.

I midt-90’erne valgte Jimmy Burns at genoptage sin professionelle musikkarriere, da han udgav sit første blues-album, ”Night Time Again”, på det legendariske Delmark Records, som blev anerkendt med en række priser og nomineringer. Siden har han turneret det meste af verden og udgivet yderligere 6 albums med en unik blanding af Chicago Blues og Delta Blues.

Vi fangede her et par dage før turnestart Laust Krudtmejer Nielsen til en snak om hvilke unikke oplevelser, der kan være i vente – og hvorfor det nok er NU man skal slå til hvis man vil mærke den sound og den sjæl, som Jimmy Burns på sympatisk vis igen bringer hertil landet, båret af de historiske vingesus, og en levende lyst til at formidle ‘the blues’.

Foto af Laust Krudtmejer Nielsen – Fotograf Sebastian Page

INTERVIEW

SIDE 33 –    Laust, du var i 2020, som musiker og producer, arkitekten bag det seneste album fra det amerikanske blueskoryfæ Jimmy Burns fra Chicago. Hvad var det ved denne nu 78-årige bluesmand, der tiltrak din opmærksomhed i en grad, at du bare måtte lave ”The Chicago Sessions” sammen med ham?

Laust Krudtmejer Nielsen – ”Det var hans stemme, da jeg mødte ham første gang til en lydprøve i 2014, på Mojo Blues Bar i København. Hans stemme ramte bare som et “wow øjeblik”, da han varmede lidt op. Allerede dengang gik jeg med tanken om at producere blues, og jeg fik en spontan indskydelse, at hvis man nogensinde skulle gøre det, så kunne det være fedt det var med ham. 5 år senere kunne det pludselig lade sig gøre”

SIDE 33 – Albummet udkom, og en 2020 tur i Danmark var planlagt, men måtte som alt andet udskydes. Men nu skulle det være sikkert at han kommer, og giver hele 9 koncerter i Danmark og 3 i Norge sammen med The Chicago Sessions Band! Den første på torsdag den 18. november i den smukke Guldaldersal i Roskilde. Hvem kan publikum forvente at se som en del af bandet? – og bliver det samme opsætning, der er til alle turens koncerter?

Laust Krudtmejer Nielsen – Det faste band til 11 af koncerterne, er med Morten Lunn på guitar, og Thomas Crawfurd på trommer. Morten er ham der oprindeligt inviterede Jimmy til Skandinavien, efter han havde hørt og mødt Jimmy på en tur til Chicago. De har haft et rigtig godt samarbejde på flere ture i Europa, og klæder hinanden godt rent stilistisk, da Jimmy ligesom Morten i høj grad har musikalske rødder i deltabluesen. Thomas har også tidligere turneret med Jimmy i Europa, og jeg ved Jimmy er glad for ham både menneskeligt og musikalsk, som jeg desuden selv er, så han var også et oplagt valg.

Til de tre koncerter i København, har vi en række special guests, da vi vil bruge de tre koncerter, til at lave et “live in Copenhagen” album.

– Laust KRUDTMEJER NIELSEN

Lygten Station d. 28., bliver det i en mere unplugged version, uden trommer og bas, og i stedet er Ronni Boysen med, Morten Lunn på primært akustisk slide, og Thomas Melau kommer med some gæst på harpe.

 På Mojo d. 1. december er Nisse Thorbjørn med på harpe, og Emil Balsgaard på orgel. Den tredje koncert 3. december på Bartof, har vi Chris Copen på klaver, Thomas melau på harpe, og Rune Højmark på lap steel, som særlige gæster. Det bliver derfor tre meget unikke koncerter, som jeg selv glæder mig vanvittigt meget til”

SIDE 33 – Skal I simpelthen spille jer ’varme’ eller når i en tur eller to i øvelokalet inden første koncert?

Laust Krudtmejer Nielsen – ”Vi har alle turneret med Jimmy før, så vi har umiddelbart god føling med at spille med ham, men vi tager nu alligevel en tur i øvelokalet inden første koncert, for at få nogle af numrene fra The Chicago Sessions på plads, da de som bekendt har fået nogle nye, og lidt alternative vinkler”.

SIDE 33 – Hvad kan man forvente sig af koncerterne?  Jeg tænker der tages udgangspunkt i de syv regulære numre fra ”The Chicago Sessions” – men hvad derudover?

Laust Krudtmejer Nielsen – Det bliver en blanding af numre fra ‘The Chicago Sessions’ ja, og en masse af hans gamle numre blues numre fra tidligere albums, og hvad han ellers kan finde på at hive op fra gemmerne. Han har et kæmpe repertoire, der også inkluderer diverse gamle soul og pop numre, som han nogle gange føler for at han spiller, så der kan også godt dukke et eller to af dem op forventer jeg.”

SIDE 33 – Hvornår er det planen, at det omtalte LIVE album skal udkomme?  

Laust Krudtmejer Nielsen – ”Jeg har ikke sat en dato på endnu, men “jo før jo bedre”, så han selv kan nå at få mest muligt gavn af den. Man skal nok forvente den til efteråret i 2022”.

SIDE 33 – Du har selv brugt megen tid og energi på både albummet og på af få arrangeret den aktuelle tur, hvad ser du aller mest frem til i den kommende måned?

Laust Krudtmejer Nielsen – ”Jeg glæder mig meget til at hygge med bandet, og komme ud på alle de gode bluessteder, hvor der altid er stor opbakning, og i det hele taget til at bruge en masse tid med Jimmy. Udover at være enormt sød og hyggelig, så er en omvandrende historiebog, som en lydbog der er meget inspirerende at lytte til, og så glæder jeg mig desuden helt vildt til at arbejde med liveindspilningen efterfølgende”

SIDE 33 – I en tid med mange valgmuligheder på musikscenerne rundt om i det ganske land, hvad er så dit tungeste argument for at man skal prioritere en koncert eller to med Jimmy Burns and The Chicago Sessions Band?

Laust Krudtmejer Nielsen – Det er at koncerterne bliver meget unikke. Desuden får man et historisk vingesus af at opleve ham live. Han har været en aktiv dele af Chicagos musikmiljø siden han var helt ung. Han voksede op og gik i skole med Curtis Mayfield og Major Lance, og indspillede for første gang i 1959, og har kendt alt og alle af de store Chicago blueslegender, og har jammet/optrådt/samarbejdet med mange. Blandt andet medvirkede han på et nummer med Keith RIchards for nogle år siden, og optræder fra tid til anden med Buddy Guy i Chicago. Man kan mærke og høre det hele, og han deler som sagt gerne ud af de gode personlige historier, man ikke kan høre eller læse andre steder.”

Det er kun nu og her man kan opleve ham og os, i netop denne opsætning, så det er nu eller aldrig. Hans alder i betragtning, er det ikke sikkert han kommer til Danmark igen.

– Laust krudtmejer nielsen
Picture of Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.