Så stod han her igen. Præstesønnen Vincent Furnier, hvis alter ego, Alice Cooper, har været en del af rockscenen siden debutalbummet ”Pretties for You” fra 1969.
Den efterhånden 74-årige Alice Cooper, var klar til igen at byde på en omgang gennemført ’shock rock’ i et koncertformat, der er lige dele melodisk hardrock og teatershow med horroragtige elementer.
Sidste år udsendte han sit seneste album ”Detroit Stories”. Af mange fremhævet som hans bedste i mange år. Det er dog ikke det, som han er kommet for at have fokus på. Rent faktisk blev det kun til et enkelt nummer derfra; Go Man Go.
I stedet blev det til en regulær parade af det bedste fra det store bagkatalog, og hele 10 numre af de 22 numre var fra den gyldne og kraftfulde periode 1971 – 1975, hvor album som ”Killer”, ”School’s out”, ”Billion Dollar Babies”, ”Welcome to my nightmare” gjorde det uhyggeligt svært at overse eller overhøre Alice Cooper.
Han har tidligere kunne trække mere end de par tusinde, der denne anden pinsedag var dukket op til denne ukristelige begivenhed. Men det var nu ikke ensbetydende med at festen ikke blev mindst ligeså stor som den plejer at være. Og mange blandt publikum kender åbenlyst til hvordan det plejer at være, også selvom der også var en del i blandt, der ikke var i nærheden af at være født, da Alice Cooper lukkede skolen for første gang. Men det er helt åbenbart, at Alice Cooper stadig har et stort og loyalt publikum, der elsker såvel de klassiske sange, som det altid detaljerige show.
De blev heller ikke skuffet i dag, og sådan er det at gå til koncert med Alice Cooper. Kan man i forvejen li’ det man kommer for, så bliver man aldrig skuffet over det man får med hjem.
Et godt og flot show leveres helt som ventet, med Alice Coopers egen datter i en rolle, som den sygeplejerske, som bliver halshugget, men slipper godt fra det og kan fortsætte med at spille med, mens signatur numre som Hey Stoopid, He’s Back (The Man Behind the Mask), Poison og Billion Dollar Babies i virkeligheden understreger hvor for fedt et rockband, der er omkring Alice Cooper.
De er hele tiden på i en tændt atmosfære, hvor flotte soloer fra de to guitarister Ryan Roxie og Nita Strauss ikke er sminke, men hjerteblod.
Ekstranummeret er som altid School’s Out. Klassikeren, der i år er fyldt 50 år, lyder stadig lige så vital og vigtig som altid. Endnu en god oplevelse, der ikke blev mindre af at dagens support act, Michael Monroe kom med på scenen som gæst.
Et nummer, der er med til at understrege, at Alice Cooper nok byder på horror, og fest med store balloner, sæbebobler og konfetti ud over publikum, men at det blot er underholdende supplement til hans kerneværdi, de fuldfede rocksange, der nok skal kunne luftes i mange år endnu. For i modsætning til hans ellers yngre kollega David Coverdale, der aktuelt er på afskedsturne med Whitesnake, så har Alice Cooper stadig hele pakken, og det nødvendige overskud til både at løfte vokal og virkemidler.
Noget der gør, at vi her på siden godt tør skrive under på at de fleste tilstedeværende denne aften i KB Hallen med garanti ville finde frem til nogenlunde samme konklusion; Love It To Death.
Bandet:
Alice Cooper – lead vocals, harmonica, guitar, percussion, synthesizer
Ryan Roxie – lead and rhythm guitar, backing vocals
Chuck Garric – bass guitar, backing vocals
Tommy Henriksen – rhythm and lead guitar, backing vocals
Glen Sobel – drums, percussion
Nita Strauss – lead and rhythm guitar, backing vocals
Sætlisten:
Feed My Frankenstein
No More Mr. Nice Guy
Bed of Nails
Hey Stoopid
Fallen in Love
Be My Lover
Go Man Go
Under My Wheels
He’s Back (The Man Behind the Mask)
Go to Hell
I’m Eighteen
Poison
Billion Dollar Babies
Guitar solo Nita Strauss
Roses on White Lace
Black Widow Jam
Steven
Dead Babies
I Love the Dead
Escape
Teenage Frankenstein
Ekstra:
School’s Out
