Austin Lucas – Richter, Gladsaxe – 13.12.21

LE2B7380

Fotograf: Maria Fremming

”No bullshit – sikke da en personlighed, der åbnede hjertet, stak en omgang humørpiller og fik afsendt nogle træfsikre opsange”

Nøj, hvor har jeg i årenes løb set mange koncerter med ‘bare’ en mand og hans guitar. Meget har været godt, en del har været skidt, noget har mest været ligegyldigt. Det sidste er næsten det værste, for hvorfor så dele sin musik. Austin Lucas er ALT ANDET end ligegyldig lige fra det første sekund han indtager scenen – efter først lige kort at have stemt guitaren, og blevet introduceret af M.C. Hansen, som er fast vært og booker for koncertserien ”Richter Roots”, der løbende præsenteres her på det hyggelige og intime spillested i Gladsaxe.

Dagens hovednavn Austin Lucas leverer på et niveau, som jeg vel dårligt har fundet lige, siden jeg første gang så navne som Josh Ritter, Jesse Malin og Todd Snider. Altså fra den aller højeste hylde indenfor sang, sangskrivning og personlig performance.

Det er ikke ligefrem mange mennesker, der er mødt sådan en mandag aften. Men dem der er, er enten den slags hardcore fan, der kan sidde og synge med på det meste – eller også den nysgerrige og passionerede musikelsker, der har taget venner og/eller familie med, og som bare elsker at blive overvældet af et betagende bud på et nyt soundtrack til den vanvittige virkelighed, der udspiller sig om ørerne på en.  Og overvældet bliver vi alle da Austin Lucas starter sin koncert med at synge rummet op uden mikrofon, så hvert et ord fra åbningsnummeret ”Run Around” rammer en med ekstra kraft.  

Det er åbenbart ikke helt tilfældigt at Austin Lucas også dyrker ’muay thai’ og ’kickboxing’, både som udøver og som coach. Hans verbale og musikalske stød er velplacerede, hårde, humoristiske og ikke mindst opmærksomme i de næste 80 minutter, hvor han via fjorten numre kommer godt rundt til hovedparten af sine otte studiealbum. Sangene er generelt moderne protestsange, der er skabt i den virkelig de er oplevet i – de seneste år i Europa .

Teksterne er ’storytelling’ på højt niveau, og der deles i dem , og i underholdende oplæg mellem numrene, næstekærlige øretæver ud til især hjemlandet USA – til dobbeltmoralen, til racismen, til amish folkene, som har haft så stor indflydelse i hans opvækst i Bloomington, Indiana – ligesom narkohandel, trafikforseelser, skilsmisse m.v. kommer under kærlig og ligefrem behandling.

Det er kort sagt underholdende – og totalt uforudsigeligt på en befriende overskudsagtig facon. Han spiller uden Sætliste, og kommer til tider i sin snak imellem numrene ud ad tangenter, der med garanti ikke var en del af planen. Men det hele strømmer ud fra en åbent og charmerende sind, og fra et bankende og arbejdsomt punkhjerte, der også er dybt taknemlig for at kunne rejse rundt og dele sine tanker og sange med et bredt og lyttende publikum.  

Bag ved fighteren gemmer sig dog også en ‘sjov fætter’ og en en blød fyr, hvilket blandt andet kommer til udtryk i forbindelse med sangen ”Pigion Father” fra 2008 albummet ”The Common gold”. Det nummer har kan ikke kunne spille i mange år, da det mindede ham for meget om hans for godt 5 år siden afdøde hund, der altid var med på tur, og gerne lå og hylede med på denne sang. Og sådan væltede det ud med herlige, humoristiske og hårdkogte historier og anekdoter, hvoraf en del nok havde været forbudt for børn om dette havde været en biografforestilling.  

Det var det ikke. Det var et unikt indblik i en stærk sanger og sangskrivers katalog, der i den grad fortjener større opmærksomhed. Undervejs gentager han tricket med at gå væk fra mikrofonen, og bare synge igennem, og det virker hver gang lige effektfuldt – ikke mindst i to af aftenens helt store højdepunkter godt midtvejs i koncerten – ”Thunder Rail” og ”Already Dead”.  

Men reelt er det ikke fair at tale om højdepunkter, idet højdepunktet reelt var summen af den samlede koncert, som rent ud sagt var noget, der var langt ud over det sædvanlige på en dansk musikscene. Tag bare hans oplæg til den veldrevne ”The Blinker Song”. Det skal opleves ved selvsyn – for det kan alligevel ikke genfortælles retvisende. Nogen ting skal bare opleves ved selvsyn. Punktum.  

Så hvis du vil slutte koncertåret 2021 af med et originalt brag, eller vil du bare se hvad jeg mener, så søg mod  Fermaten i Herning, Turbinen i Randers eller Dexter i Odense, hvor han spiller de kommende tre dage (15-17. december 2021).   

PS.: ….og bare rolig, han forstyrrer ikke den gode julestemning, tværtimod . For han har som tidligere omtalt begået en af årets bedste nye originale julesange – “Alone on Christmas” – som her på Richter blev leveret som et smukt og hjertegribende punktum, inden han med reglementeret mundbind tog veloplagt imod ude ved den velassorterede merchbod.

Dette foto af Mads Kornum – ellers alle af Maria Fremming
Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.