Som vi tidligere har omtalt her på siden, så kommer den karismatiske punk troubadour til Danmark i næste og giver hele 4 koncerter. Han har allerede spillet sig varm via fem koncerter i Sverige i denne uge, og lægger herefter ud her til lands på Richter i Gladsaxe på mandag den 13.12, for derefter at kigge forbi på Fermaten i Herning den 15.12, på Turbinen i Randers den 16.12 og så afslutningsvis den 17.12 på Dexter i Odense.
Alle siddekoncerter, som du trygt og roligt kan indløse billet til, hvis du er til en singer/songwriter med kant, karakter og sange skabt ud fra et bankende anarkistisk punk/rock hjerte.
I år har han udsendt albummet ”Alive in The Hotzone”, som jeg personligt har på min Top-20 over bedste udenlandske album i 2021. Det er et af den slags album, der ramte mig hensynsløst herligt i første hug, og så bare blev ved med at give.
Sådan er det også med hans helt nye julesingle ”Alone On Christmas”. En sang der understreger, at den mand om nogle kan sætte ord og stemninger sammen, uden at skulle hente unødig hjælp i den store julesæk med floskler og slidte fraser.
I mine ører årets foreløbig bedste bud på en ny original julesang. Selvom der rent faktisk er en del om buddet. Det vender jeg tilbage til når jeg i næste ryster posen og præsenterer SIDE 33 playlisten ”JULEMUSIK 2021 – DEN UHØRT BEDSTE JULEPLAYLISTE”.
Foreløbig håber jeg ikke at Austin Lucas skal sidde alene i hverken Gladsaxe, Herning, Randers eller i Odense. STØT OP om LIVE musikken, for lige nu er det vigtigere end nogensinde, og som Kjartan Arngrim fra Folkeklubben sikkert ville udtrykke det ”Det er godt for det der er oppe i dit hoved”.