Dette er det andet fuldlængdealbum fra den nordjyske sanger og sangskriver Daniel Jul. Albummet er udgivet på Target Records. Ligegyldig info tænker du måske? Men nej, for uden pladeselskaber, så fik vi ikke det udbud af musik, som vi kender i dag, og slet ikke i fysisk format.
Target Records er et uafhængigt pladeselskab, der i år fejrer 20-års jubilæum. Og det har de gjort med maner i form af udgivelser fra blandt andre Hotel Hunger, Randi Laubek, Juncker, Gæsterne, Den Syvende Søn, Boys From Heaven, Mike Tramp og Henning Stærk. Alle udgivelser der lander på en stabil skala fra det solide til det sublime. Det kunstneriske niveau er således indenfor skiven når afsenderen hedder Target.
Det også klædeligt at de ikke hylder begrebet ‘hurtigt ind, hurtigt ud’. Og derved tilbage til Daniel Jul, der debuterede på selskabet i 2021 med albummet ”Langt fra København”. Et album, der mest rummede antydningen af en ganske lovende sangskriver, men heller ikke så meget mere. På en eller anden måde var det samlede lydbillede alt for pænt, og man fik det indtryk, at Daniel Jul og hans pladeselskab måske havde fået den idé, at han skulle køres i stilling som sin generations svar på Poul Krebs. Var det planen, så manglede der i forhold til forbilledet både en del kant og kulør, for ikke at tale om de minderige og langtidsholdbare sange.
Nu er der så kommet ”Neonfisk” fremfor Krebs på menuen, og det klæder i den grad Daniel Jul. Albummet er indspillet og produceret i tæt samarbejde med Christian Juncker, og det kan høres og mærkes.
Modet i mørket
Udtrykket er blevet mørkere, mere eksperimenterende, råt og rustikt, samtidig med at der er kommet flere af de fængende hooks- og tekstlinjer. Man fanges kort sagt meget hurtigt af både tekst og musik, der vel kort fortalt lyder som et seriøst bud på hvordan en kloning af Allan Olsen, Johnny Madsen, De Eneste To og Juncker ville tage sig ud.
Det mærkes at Daniel Jul som historiefortæller har sat sig selv mere fri, og har fået flere lag. Han viser i løbet af de 11 numre – fordelt på lidt mere end 33 minutter – at han har fundet modet til l ’at finde sig selv, eller det der er værre’, som han synger i den betagende og straks iørefaldende ”Ryggen mod solen”, hvor tvivlen og drømmene besynges på et niveau, som ellers herhjemme primært tilhører gode folk som Jens Unmack eller Peter Sommer . Bliver det ikke et radiohit hos en af DR’s mange kanaler, ja, så bliver jeg da for alvor bekymret for DRs ve, vel og vildveje omkring fortolkningen af deres public service opgave.
Albummets omdrejningspunkt er da også at finde ind til den man er, og at have modet til at turde at omfavne det. Finde ind til en accept af det uperfekte, og turde være både ærlig og bramfri på samme tid.
Og lad det være sagt, som et succeskriterie. Det ER ikke det perfekte pop/rockalbum det her. Der er nogle verselinjer, der halter hist og her, ikke mindst på titelnummeret, og et nummer som ”Jeg har ingenting” virker med sine 2 minutter og 9 sekunder for ufærdigt eller for fokuseret på at leve op til teksten; Jeg vil give dig alt jeg har, jeg har ingenting”
Til gengæld er der fuld tænding allerede fra albummets anden skæring ”Lighter”, hvor en tung basgang og en støjende guitar lyd agerer kulisse til en rørende og rammende tekst om livets bump, og den afsluttende status ”jeg venter stille på mit forsømte forår”. Det er lyden af et menneske og en sangskriver med vokseværk.
Den mørkglødende efterårsstemning fortsætter naturligt og iørefaldende på ”November” – og følges op at de to stærke singler ”Olsen er død” og ”Jeg slår en sten ihjel”, som vi tidligere har fremhævet her på siden.
Alle billedrige sange om at komme videre fra fortid og kaos, og sat ind i et musikalsk ramme, der på bedste vis understøtter de lysninger, der kommer ud af sprækkerne fra det dystre udgangspunkt. At Daniel Jul også er en ferm sangskriver i den klassiske kærlighedsballade viser han på ”Elsker dig på trods”.
Er der noget at græde for
Eller er jeg til grin?
Er der noget at kæmpe for?
Kvindemin
Så hjerteligt og hjerteskærende smukt kan det skrives, og man fornemmer for alvor at Daniel Jul har noget begavet at kæmpe for hele året.
At han også KAN levere som pæn og følsom popsanger viser han på en anden lånt ’kærlighedsbanger’. En følsom og fin fortolkning af Miss B. Havens ”Vent til vi ses igen” mærkes som en musikalsk nyforelskelse, selvom man kender originalen så ganske godt. Godt – og igen modigt – valg.
Også på den fine historiefortælling ”Randi Bodega” pyntes der med lidt lånte fjer i form af en outtro, der er lavet efter ”Streets Of London” af Ralph McTell.
Med dette album har Daniel Jul skrevet et nyt kapitel i sin egen tilværelse, men også leveret nogle tekster, der med garanti vil være brugbare for de mange andre sorte hjerter, der går rundt i blandt os alle.
Er der langt tilbage fra mørket derude?
Jeg kan sige dig at græsset gror endnu
Hvis du giver et gammelt kram
Så synger jeg
…lyder det vedkommende vers i den afsluttende ”Sorte Hjerter”. Jeg håber at Daniel Jul også fremover vil blive ved med at synge både det lette og tunge i tilværelsen ud på så formfuldendt og velformuleret facon, som han gør det her på den ’svære 2’er’, der mest af alt lyder af en lettelse, og en befrielse. Så blev det alligevel til en glædelig Jul.
Skal der komme et ønske herfra i denne tid, så er det at han fortsætter med Juncker som Jul-mandens hjælper. Det samarbejde er ikke helt sort, sagt på godt nordjysk!
